Fars dagbøger
Denne historie fandt sted i Tahiti.
Allan sad på en bænk uden for sit hus. Solen var ved at gå ned. Palmerne stod tydeligt mod den lyserøde og orange himmel.
Han vendte siden i den bog, han var ved at læse. Der var ingen billeder i. Men det gjorde ikke Allan noget. Han elskede at læse i denne bog!
Hans øjne skimmede hen over sin fars pæne håndskrift. Han kunne godt huske den her episode! Det fik ham altid til at grine.
I samme øjeblik kom far ud. »Hvad er det, der er så sjovt?«
»Jeg læser en af dine bøger.« Allan grinede. »Jeg kan godt lide episoden med kokosnødden.«
»Åh, du mener mine dagbøger.« Far satte sig ved siden af Allan. »De fortæller min livshistorie. Men de handler ikke kun om mig. Du er også i dem. Og det er mor også, og dine brødre og din søster.«
»Det er ligesom Nefi!« sagde Allan. »Han skrev historier om sit liv, og han skrev også om sin familie.«
»Nemlig!« sagde far.
»Jeg kan bedst lide det, der handler om dig,« sagde Allan. »Som den gang du var missionær her i Tahiti.«
»Jeg kan bedst lide de historier, der handler om dig,« sagde far. »Vidste du, at vi navngav dig efter ældste Bednars mellemnavn?«
»Det har du aldrig fortalt mig! Jeg glæder mig til at læse om det.«
Far smilede. »Der er mange historier i mine dagbøger. Jeg har skrevet dagbog, siden jeg var otte år.«
»Siden du var otte år?« spurgte Allan. »Det er rigtig, rigtig lang tid.«
Far grinede. »Jeg er ikke så gammel.«
Allan tænkte sig om et øjeblik. »Jeg bliver snart otte år,« sagde han. »Må jeg få en dagbog til min fødselsdag?«
»Selvfølgelig!« sagde far.
»Så kan jeg skrive mine historier, så mine børn en dag kan læse dem.«
»Det lyder som en god familietradition!« sagde far.
Illustrationer: Alessia Girasole