Pionerer i alle lande
Carols tre års ventetid
Carol ville ønske, hun kunne blive døbt.
Ding dong! Dørklokken ringede. Carol og hendes søster, Jacqui, løb hen til døren. »Mor!« kaldte Carol. »Dee er her. Vi tager i kirke!«
»Ha’ det godt,« sagde mor.
Carol åbnede døren. »Hej Dee,« sagde hun. »Lad os komme af sted!«
Carol, Jacqui og Dee gik hen til busstoppestedet. De glædede sig til at besøge en ny kirke. De havde læst om den i et blad. De havde også inviteret nogle andre venner med.
Den røde bus kørte ind til siden. Pigerne steg op i bussen. I London tog Carol og hendes venner bussen, næsten uanset hvor de skulle hen.
Da bussen stoppede undervejs, steg flere venner på den. Vanessa, Sheila og Angela – de kom alle sammen!
Bussen stoppede foran et medborgerhus. Det var her, kirkens møder blev afholdt. Da Carol gik ind ad døren, følte hun noget særligt.
Carol lyttede til sangene, bønnerne og talerne. Hun havde været i andre kirker før. Men denne kirke føltes anderledes.
Da gudstjenesten var forbi, tog pigerne bussen hjem. »Har du lyst til at komme igen næste uge?« spurgte Dee.
Carol smilede. »Det var det, jeg tænkte!«
Pigerne gik i kirke igen og igen. Alle folk derhenne var så søde. Der var altid nogle, der spurgte, om de ville sidde ved siden af dem. Og når der var aktiviteter i løbet af ugen, blev de altid inviteret. Carol følte, at hun var en del af en stor kirkefamilie.
Da Carol mødte missionærerne, ønskede hun allerede at blive døbt. Det gjorde Jacqui også. Men Carols forældre sagde nej. De syntes ikke, at pigerne var gamle nok til at beslutte sig for at blive døbt.
De fleste af Carols venner måtte heller ikke blive døbt. Men hver søndag tog de alle bussen til kirke. Carol var ked af at tage af sted uden resten af sin familie. Men hun vidste, det var vigtigt at tage af sted.
Der gik tre år. Carol ønskede stadig, hun kunne blive døbt. Hun ønskede at komme op af vandet, ren og klar. Og hun vidste, at Helligåndsgaven ville kunne hjælpe hende så meget!
»Mor,« sagde Carol en dag, »må jeg ikke nok blive døbt?«
Mor var stille et øjeblik. »Jeg har set, at du har forandret dig, siden du begyndte at gå i kirke,« sagde hun. »Jeg kan se, hvor hårdt du forsøger at træffe gode valg hver dag. Hvis din far siger ja, så gør jeg også.«
Endelig kunne Carol og Jacqui blive døbt. Da missionærerne lagde deres hænder på Carols hoved for at bekræfte hende, følte hun sig ren og stærk. Hun var glad for, at hun havde aflagt løfter for Gud. Og nu er hun officielt medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige!
Carol gav Jacqui et knus, mens de ventede på bussen, der ville køre dem hjem. De blev de første medlemmer af Kirken i deres familie. De var pionerer! Og det var en velsignelse, som Carol aldrig ville tage for givet.
England er et land i den vestlige del af Europa. Det er en del af Storbritannien.
England har to templer.
Der er mere end 8.500 busser i London, Englands hovedstad.
Carol var 11 år gammel, da hun første gang kom i kirke.
Dee blev også døbt senere. I dag er Carol og Dee stadig gode venner!
Carol er nu medlem af Unge Kvinders øverste rådgivende råd.
Illustrationer: Katie Payne