Hold og talenter

Alelie Coronel-Camitan

(Baseret på en virkelig hændelse)

De bedste hold arbejder sammen og hjælper hinanden til at blive bedre.

»Løb, Jillian, løb!« råbte far. Jillians far var træner for hendes fodboldhold. De øvede sig ekstra hårdt på at blive klar til mesterskabet. Solen bagte, men Jillian blev ved med at løbe.

Endelig fløjtede far. »Okay, lad os få en pause.«

Jillian greb sin vandflaske og satte sig på bænken sammen med drengene. Hun var den eneste pige på holdet, men det havde hun ikke noget imod. De arbejdede alle sammen og hjalp hinanden til at blive bedre. Selvom hun var træt og svedig, var hun glad for at spille på holdet.

»Far, hvordan gik det i dag?« spurgte hun.

Far smilede. »Alle tiders! Jeg tror, at holdet er klar til kampen.«

Jillian smilede tilbage. Alt deres hårde arbejde havde været det hele værd!

På vej hjem fra træningen så Jillian sin ven Mei. De gik i samme primaryklasse. Men Mei var ikke kommet i Primary i et stykke tid.

Jillian smilede til Mei. »Hej Mei! Jeg har savnet dig i Primary. Er du okay?«

Mei kiggede ned på sine sko. »Min mor vil ikke i kirke.«

»Hvordan kan det være?«

»Det ved jeg ikke.« Mei løftede hovedet. »Nå, jeg er nødt til at gå.«

Jillian vinkede og kiggede efter Mei, der gik væk. Hvordan kan jeg hjælpe Mei? tænkte hun.

Da Jillian kom hjem, spillede hun nogle primarysange på sin ukulele. Så spurgte hun sine brødre, om de ville synge med. De sang, indtil mor kaldte, fordi middagen var færdig.

»Jeg skal besøge søster Aurea i morgen,« sagde mor.

»Søster Aurea er Meis mor, ikke?« spurgte Jillian. »Må jeg komme med dig?« Mei har ikke været i Primary. Og da jeg så hende i dag, virkede hun lidt ked af det.«

»Selvfølgelig kan du komme med,« sagde mor.

»Jeg vil tage min ukulele med! Jeg kan spille primarysange. Jeg vil vædde med, at hun savner at synge dem,« sagde Jillian.

Da de kom hen til Meis hus næste dag, gav Jillian Mei et stort knus. Mens deres mødre talte, gik pigerne udenfor. Jillian spillede ukulele, og Mei valgte sangene. De havde det sjovt, grinede og sang sammen, indtil det blev tid til, at Jillian skulle hjem.

»Det var dejligt at se dig,« sagde Jillian. »Vi har savnet dig i Primary.«

»Ja, jeg ville ønske, at jeg kunne komme. Måske spørger jeg min mor igen.«

Den følgende søndag var Mei i kirke. Jillian sad ved siden af hende. »Jeg er så glad for, at du kunne komme,« sagde hun.

Mei smilede. »Det er jeg også.«

Nogle få dage senere var det endelig tid til den store fodboldkamp. Jillian bad holdet om de kunne bede en bøn inden kampen. Så var det tid til kampen. Jillian løb så hurtigt, hun kunne. Hun spillede sammen med sit hold for at få bolden og score mål. Hendes hold vandt kampen!

Da Jillian kom i seng den aften, tænkte hun på Mei og hendes fodboldhold. Hun var glad for at være en del af et hold, ligesom hun var glad for at være en del af Primary. De hjalp alle hinanden. Jillian var glad for, at hun kunne hjælpe sine venner, uanset om det var i kirken eller ude på banen.