Jobtesten
Det må være en fejl!
»Hvilken slags job vil du gerne have, når du bliver voksen?« spurgte fru Lu klassen.
Det var nemt at svare på! Jeg vil gerne være videnskabsmand. Jeg forestillede mig, at jeg havde en kittel på og lavede enestående eksperimenter.
»I dag skal I hver især tage en test på computeren, der vil fortælle jer, hvilket job I måske vil få en dag,« sagde fru Lu.
Snart efter stod jeg ved computeren og tog min test. Jeg besvarede alle spørgsmålene og tog en dyb indånding, da jeg trykkede på knappen »færdig«.
Videnskabsmand! Kunstner! Astronaut! Tænkte jeg, da resultaterne kom. De job ville være fantastiske.
Men resultaterne nævnte ikke nogen af disse job. Jeg kiggede på listen. Grafisk designer lød lidt sejt. Jeg var ikke så sikker på bager. Eller festarrangør.
Det øverste resultat var det mest overraskende. Det fortalte mig, at jeg ville nyde at være … blomsterhandler.
Hvad?! En, der laver blomsterbuketter? tænkte jeg. Det må være en fejl!
Men jeg vidste, at jeg havde besvaret hvert spørgsmål ærligt. Jeg blev helt varm og rød i ansigtet. Jeg ville ikke have, at mine venner så mit resultat, så jeg skyndte mig at lukke computeren.
»Sejt!« sagde min bedste ven, Dan. »Det bedste job for mig var hjemmesidedesigner!«
»Det er sejt,« mumlede jeg. »Men tror du, at denne test virkelig kan fortælle os, hvad vores job bør være?«
»Det er bare en test,« sagde Dan og trak på skuldrene. »Hvad var det bedste job for dig«
Jeg stivnede af frygt. »Det er sikkert forkert. Men den fortalte mig, at jeg burde blive blomsterhandler.«
Min værste frygt gik i opfyldelse. Dan begyndte at grine.
»Jeg vidste, at du gerne ville arbejde med blomster! Du har altid kunnet lide mærkelige ting,« jokede Dan.
»Niksen!« vrissede jeg. »Jeg kan ikke engang lide blomster.«
Dan smilede og vendte tilbage til sin computer. Jeg begyndte at få ondt i maven. Jeg var så flov. Havde testen ret? Havde Dan ret?
Da jeg gik hjem fra skole, var jeg stadig flov over mit testresultat. Jeg tænkte på alle de ting, jeg kunne lide at lave, som at lave kunst og spille klaver. Det var ret anderledes end de ting, som nogle af de andre drenge i min klasse kunne lide.
Måske er jeg mærkelig, tænkte jeg. Jeg fik tårer i øjnene, da jeg gik indenfor.
»Hvad er der galt, Jeff?« spurgte far. »Er der sket noget i skolen?«
Jeg satte mig og fortalte ham alt om jobtesten og om, hvordan jeg følte mig anderledes end de andre drenge.
»Du ved godt, Jeff,« sagde han, »vor himmelske Fader gav dig dine talenter. Han elsker dig og ønsker, at du udvikler dem. Og jeg elsker dig også! Det gør dig ikke mærkelig at kunne lide andre ting end dine venner.«
»Er det rigtigt?« spurgte jeg.
Far nikkede. »Det er meningen, at vi alle skal være forskellige. Jeg vil have, at du skal elske den, du er. Og husk, at prøven bare er ment til at give jer nogle ideer til, hvad I kunne have det godt med at lave. Det betyder ikke, at I helt sikkert ender med at få et af de job. Du kan træffe dine egne valg. Men hvis du en dag vælger at blive blomsterhandler, er jeg sikker på, at du vil blive god til det!«
»Tak, far!« Jeg gav ham et knus. Jeg havde ikke længere ondt i maven.
Den næste dag i skolen sad Dan ved siden af mig til frokost. »Hej, Jeff,« sagde han. »Jeg er ked af, at jeg grinede af dig. Jeg tror, at du vil være vildt god til dit arbejde, uanset hvad det er!«
»Tak, Dan,« sagde jeg. »Hvem ved – måske kommer jeg til at eje en blomsterbutik, og du sætter min butiks hjemmeside op!«
»Aftale,« sagde Dan smilende. »Måske bliver jeg også din første kunde!«
Illustration: Mark Robison