Passer godt på Rufus
Estelle spiste sin sidste bid af mors lækre enchiladas og skubbede sin stol væk fra terrassebordet med et ryk. Det var en varm sommeraften – perfekt til at spise udenfor. Og perfekt til leg! Hun glædede sig til at lege med sin hund Rufus.
Men først skulle hun tage af bordet. Hun stablede tallerkenerne i en høj stak. Hun vidste, at stakken var ved at blive for vakkelvorn. Men hun ville ikke gå for mange ture indenfor.
Estelle fik balanceret stablen i den ene hånd og åbnede forsigtigt døren med den anden. Men stablen begyndte at hælde. Klir! To tallerkener smadrede ned på terrassen lige foran døren. Far løb ud for at se, hvad der skete, og gik så ud for at hente en kost. Så så Ester Rufus. Han gik hen mod døren.
»Rufus! Træd ikke på de knuste tallerkener!« Hun løb rundt om bordet og hoppede hen foran ham. »Nej! Rufus, bliv!«
Men Rufus stoppede ikke. Han prøvede at komme over til hende. Estelle bøjede sig ned og lagde sine hænder foran ham.
»Rufus, jeg prøver at beskytte dig,« sagde hun. »Skårene er skarpe. Du kan skære dine poter på dem.«
Så fik Estelle en idé. »Hvor er din bold? Vil du lege apport?« Rufus vendte sig bort for at finde sin bold. Nu var han i sikkerhed!
Da Estelle fejede de knuste tallerkener op sammen med far, tænkte hun over, hvorfor hun havde sagt nej til Rufus. Hvis han trådte i skårene, ville han komme til skade. Han ville således ikke være i stand til at gøre det, han kunne lide at gøre – som at lege apport.
Far sagde altid, at vor himmelske Fader giver bud, for at vi kan være glade og trygge. Men Estelle tænkte sommetider, at buddene føltes mere som regler for at afholde hende fra at gøre det, hun kunne lide.
Estelle så ned på skårene. Måske siger vor himmelske Fader nej til nogle ting, fordi han også prøver at beskytte mig, tænkte hun.
Rufus løb hen til Estelle og lagde bolden foran hendes fødder. Hun kløede hans ører. Så kastede hun bolden og lo, mens Rufus løb efter den.
Rufus var i sikkerhed. Og han var glad! Estelle ønskede at blive ved med at følge vor himmelske Faders bud, så hun kunne fortsætte med at være fornøjet og i sikkerhed.
Illustrationer: Kelly Smith