»Tilskyndelser på en parkbænk«, Til styrke for de unge, feb. 2021, s. 20-21.
Tilskyndelser på en parkbænk
Kvinden, som sidder på bænken, ved det ikke endnu, men hun har behov for at tale med os.
Illustration: Bethany Stancliffe
Det var endnu en kold og regnfyldt dag for min makker og jeg, mens vi gik i gaderne i den lille by ved havet Los Vilos i Chile. Det havde været nogle svære uger for os – vi havde ikke nogen, som vi kunne undervise, og vi kæmpede med at finde nogen, som ville lytte til vores budskab. Jeg var temmelig modløs, og jeg følte, at vi gjorde det dårligt, fordi vi ikke gav særligt mange lektioner.
Min makker og jeg var ude at gå sammen den aften, da jeg kiggede op og så en kvinde på en parkbænk, der græd. Jeg vidste bare, at vi var nødt til at tale med hende. Jeg kiggede på min makker og gjorde tegn mod kvinden. Mens vi nærmede os hende, blev jeg ved med at føle, at hun virkeligt havde behov for at høre noget fra os, men jeg kunne ikke komme på hvad. Jeg vidste bare, at det var vigtigt, at vi talte med hende.
Så snart hun så os, sagde hun, »Gå væk. Jeg vil ikke tale med nogen.«
Jeg prøvede at fortælle hende, hvem vi var, og at vi bare ønskede at hjælpe, men hun ville ikke lytte. Hun bad os om at gå. Jeg prøvede på at tænke over, hvad vi kunne sige, men var helt blank. Så gik vi derfra.
Vi var kun omkring fire skridt derfra, da jeg fik en anden fornemmelse om, at vi blev nødt til at tale med hende. Jeg vendte mig mod min makker og sagde: »Vi bliver nødt til at gå tilbage«.
Vi vendte tilbage, og præcis den samme ting skete, men denne gang var hun mere ophidset. »Jeg har brug for at være alene. Gå væk«.
Igen kunne jeg ikke tænke på noget vigtigt at sige til hende. Jeg kunne se, at hun havde en rigtig dårlig dag, men jeg vidste ikke, hvad hun havde brug for at høre. Så jeg sukkede, og endnu en gang gik vi derfra.
Vi var lidt længere væk, da jeg fik følelsen igen: Gå hen og tal med hende.
»Jeg er ked af at sige det her, hermana,« sagde jeg, »men vi bliver virkeligt nødt til at gå tilbage og tale med den dame.«
Min makker gav udtryk for, at vi ikke burde gøre det, da kvinden åbenlyst ikke var særligt glad for os.
Jeg var ærlig talt enig med hende og følte mig en smule bekymret over at gå tilbage igen og irritere kvinden, som åbenlyst var fortvivlet. Men i stedet sagde jeg: »Niks, jeg føler virkelig, at vi bliver nødt til det. Hun ved det ikke endnu, men hun har behov for at tale med os.«
Vi gik forsigtigt tilbage til kvinden på bænken, som stadig græd. Før vi nåede hen til hende, bad jeg en lille bøn. »Himmelske Fader,« tænkte jeg, »jeg beder dig om at hjælpe mig med at forstå, hvad denne kvinde har brug for at høre.«
Så snart vi nåede frem til hende, sagde jeg: »Jeg er ked af at forstyrre dig igen, men jeg vil bare sige til dig, at du er et Guds barn. Han vil virkelig gerne have, at du skal vide, at han elsker dig. For det gør han. Og vi vil gerne tale mere med dig, men hvis du virkelig ikke vil have os til det, så er det okay. Det var bare det, du skulle vide.«
Hun så op på os med et meget roligere udtryk. Så sagde hun: »I kan vel godt sætte jer ned.«
Hun hed Veronica. Hun åbnede op og fortalte os om, hvad der foregik i hendes liv. Hun havde mange familieproblemer og havde fået nogle dårlige nyheder om sit job. Hun havde følt sig meget fortabt og alene.
Vi viste hende et billede fra Mormons Bog og spurgte, om hun havde lyst til at høre mere om evangeliet. Hun afslog høfligt, men takkede os for vores budskab og for at være så insisterende på at tale med hende. Før vi gik derfra, bad vi med hende på den lille parkbænk, og vi bad om, at hun og hendes familie ville blive velsignet og modtage vejledning.
Vi så aldrig Veronica igen. Men oplevelsen lærte mig, at selv om vi måske ikke kommer til at se nogen blive døbt, så er det en vigtig del af missioneringen at udtrykke kærlighed. Selv de mindste handlinger kan have en stor virkning, så når vi modtager en tilskyndelse – selvom den virker lidt skræmmende, eller vi ikke ved hvorfor – så er det vigtigt, at vi følger den. For vor himmelske Fader ved, hvad hans børn har brug for. Selvom det bedste, vi kan gøre, bare er at dele Guds kærlighed med nogen, så er det stadig en succes.