»I kan klare det!« Til styrke for de unge, juli 2021, s. 24-26.
Kom og følg mig
I kan klare det!
Vi må huske på alt det, vor himmelske Fader og Jesus Kristus har gjort – og som de fortsat gør – for at hjælpe os med at arve det celestiale rige.
Lære og Pagter 76
»Mig? I det celestiale rige? Det tror jeg ikke, at jeg kan klare.«
Har I nogensinde tænkt den tanke? Det er normalt at spekulere på, om vi er gode nok, især når det virker som om, vi så langt fra er fuldkomne. Nogle gange føles det som om, at det celestiale rige er uopnåeligt!
Men tab ikke modet. Hele pointen med vor himmelske Faders plan er at hjælpe jer med at blive som vor himmelske Fader og Jesus Kristus og at leve med dem i det celestiale rige. Og I befinder jer i en meget bedre position, end I tror. Præsident M. Russell Ballard, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, har mindet os om, at det at leve med dem igen »er mere end bare vores mål – det er også deres mål.«1
Mere end noget andet ønsker vor himmelske Fader og Jesus Kristus, at vi alle vil leve i det celestiale rige med dem og vores familier. Den gode nyhed er, at vi ikke behøver at nå dertil alene. Når vi kommer til Kristus og følger ham, modtager vi den styrke og hjælp, vi har brug for. På grund af hans forsoning er det ikke blot muligt at arve det celestiale rige, det er sandsynligt.
Så med hans hjælp kan I opnå det! I kan klare det!
Guds plan gælder alle
For at komme ind i det celestiale rige er vi nødt til at have tro på Jesus Kristus og søge at styrke denne tro. Vi må stræbe efter at ændre og omvende os dagligt. Vi har brug for at blive døbt og modtage Helligåndsgaven – og regelmæssigt huske på Jesus Kristus og forny vores pagter. Vi må holde ud til enden. Hvis dette er noget, I ønsker og stræber efter, er I på vej til at blive nogle af dem, der arver det celestiale rige.
Derudover har præsident Dallin H. Oaks, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, lært os, at de, der er værdige til den højeste grad i det celestiale rige, er »dem, der har opfyldt de højeste krav til dette rige, herunder trofasthed mod pagter indgået i et Guds tempel og i et ægteskab for al evighed.«2 (I kan lære mere om dette ved at studere L&P 76:50-70 og 92-96).
Hvis dette får jer til at undre eller bekymre jer – over jeres forberedelser til at arve det celestiale rige, må I huske på, at det er en rejse. Hver dag, hvor vi vælger at blive mere lig vor himmelske Fader og Jesus Kristus, er en dag, hvor vi kommer tættere på at blive en mere celestial person – og tættere på det celestiale rige. Selvfølgelig vil vi alle komme til at snuble og begå fejl og synder. At stole på Jesus Kristus, idet vi omvender os dagligt, er afgørende. Denne rejse er fuld af håb på grund af alt det, som han og vor himmelske Fader har gjort – og som de fortsat gør – for at hjælpe os derhen.
Vi har Frelseren.
Frelseren giver os mulighed for at vende tilbage til vores himmelske Fader. Joseph Smith skrev, at de, der lever i det celestiale rige, har »modtaget Jesu vidnesbyrd« og er blevet »gjort fuldkomne ved Jesus … som udvirkede denne fuldkomne forsoning ved udgydelsen af sit eget blod« (L&P 76:51, 69).
At blive fuldkommen i Jesus Kristus betyder ikke, at vi aldrig begår fejl. Det betyder, at vi omvender os og prøver at blive lidt bedre hver dag, og at vi stoler på, at Frelseren og kraften i hans forsoning vil hjælpe til at ændre os. Når vi gør dette, gør hans nåde det muligt for os at fortsætte videre mod den højeste grad i det celestiale rige, hvor vi vil bo hos ham, vor himmelske Fader og vores familier for evigt. Vi vil også modtage alt, hvad vores himmelske Fader har. Intet af dette ville være muligt uden Frelseren.
Vi har Kirken.
Præsident Oaks har lært os, at Kirken også er her »for at hjælpe alle Guds børn med at forstå deres potentiale og opnå deres højeste skæbne. Denne kirke eksisterer for at give Guds sønner og døtre midlerne til både adgang og ophøjelse i det celestiale rige.«3 Dette gøres gennem lydighed mod evangeliets ordinancer og pagter.
Disse ordinancer og pagter kræver præstedømmet, som kun er tilgængeligt i Guds sande kirke. På disse og andre måder hjælper Herren og hans kirke os på vores rejse mod at blive den bedste, vi kan være, så vores hjerte er rede til en dag at arve alt, hvad vor himmelske Fader har, og få evigt liv.
Fortsæt, og giv ikke op!
Denne rejse mod det celestiale rige er fuld af håb, men den er ikke altid let. Vor himmelske Fader er klar over dette. Han og Jesus Kristus har lovet at hjælpe og styrke os på hvert skridt ad vejen.
Så fortsæt, og giv ikke op. Vi vil få hjælp, når vi stræber efter at følge Frelseren, når vi lever på en sådan måde, at vi er værdige til at modtage og handle på tilskyndelser fra Helligånden, og når vi erkender, hvilke områder vi kan forbedre os på. Når vi går gennem livet med tro på Jesus Kristus og omvender os, når vi har brug for det, vil vores himmelske Fader hjælpe os med at ændre os til det bedre.
At blive værdig til det celestiale rige opnås ikke med én stor handling. Det er resultatet af konsekvent at vælge at følge Frelseren og stole på det håb og den vished, der kommer fra hans evangelium.
Så hvis I stræber efter at følge Frelseren og alligevel bekymrer jer om, hvorvidt I kan nå frem til det celestiale rige, så peger alle tegn på et rungende »Ja! I kan klare det!‹ Dette er, hvad vor himmelske Fader har til hensigt for os alle! Og som præsident Oaks har lært os, er det hele muligt »på grund af Guds store kærlighed til sine børn og Jesu Kristi forsoning og opstandelse, han, ›som herliggør Faderen og frelser alt, hvad hans hænder har skabt‹ (L&P 76:43).«4