»Var jeg værdig?« Til styrke for de unge, juli 2021, s. 22-23.
Var jeg værdig?
Jeg havde været udsat for misbrug, lige så længe jeg kunne huske tilbage. Havde det indflydelse på, hvordan Herren så på mig?
Illustration: Trent Gudmundsen
På overfladen var min barndom meget normal.
Vi gik i kirke og kom til alle kirkemøder og aktiviteter. Jeg gik i skole og legede med mine venner. Som teenager gjorde jeg alle de ting, som normale teenagere gør. Jeg hang ud med mine venner og var med i koret og teatergruppen. Jeg gik til skolens afslutningsbal. Men der var en meget dunkel hemmelighed under det glade, normale ydre.
Fra jeg var omkring to år gammel, blev jeg udsat for seksuelt misbrug af mine to ældre brødre. De misbrugte også mine søstre. Vi var for unge til at forstå, hvad der skete, men da jeg blev ældre, begyndte jeg at forstå lidt af det. Jeg følte mig formørket og beskidt, hver gang jeg var i nærheden af mine brødre.
Min forvirring blev større
Efter at have deltaget i en klasse i Unge Kvinder, hvor de underviste i moral, forstod jeg betydningen af dyd og kyskhed. Jeg lyttede til mine lederes opfordring til mig og de andre i min klasse om at forblive moralsk rene.
Jeg tænkte: »Hvordan kan jeg være moralsk ren?« Så langt tilbage jeg kunne huske, havde jeg været udsat for et seksuelt misbrug. Jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, hvad Herren tænkte om mig. Var jeg en dydig, ung kvinde? Var jeg værdig til at gå på date med de retfærdige unge mænd i min menighed og i skolen? Gjorde det misbrug, jeg havde været udsat for, mig uværdig til et tempelægteskab?
Jeg tænkte meget over det. Det gav ikke mening for mig, at jeg skulle betragtes som umoralsk, når det der skete med mig, ikke var mit valg. Hvorfor skulle jeg ikke kunne føle mig dydig? Var jeg uværdig til Herrens kærlighed? Havde jeg brug for at omvende mig?
Jeg prøvede bare at glemme det hele
For jeg kendte ærligt talt ikke svarene. Jeg følte, at jeg ikke var skyld i noget af det, men samtidig følte jeg mig beskidt og nedgjort og fuldstændig ydmyget. Jeg kunne ikke samle mod til at fortælle det til mine forældre eller nogen anden. Jeg prøvede flere gange, men jeg følte mig flov, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle udtrykke mig. Jeg prøvede bare at glemme, at det skete.
Da jeg var 15 år, fandt mine yngre søstre det mod, jeg manglede. De talte med en rådgiver på skolen. Kort tid senere blev en af mine brødre arresteret og idømt tre års fængsel. Men i de følgende år led jeg stadig under den samme frygt for, at jeg ikke var dydig eller værdig.
Jeg fandt mod til at få hjælp
Til sidst fik jeg mod til at gå til min biskop. Han forklarede, at Herren slet ikke holdt mig ansvarlig for de seksuelle handlinger, der blev påtvunget mig som barn og ung kvinde. Han forsikrede mig om, at det slet ikke var min skyld. Jeg stod skyldfri for Herren. Jeg var stadig dydig!
Med rådgivning fra fagfolk og hjælp fra min biskop har jeg været i stand til at efterlade misbruget – og den smerte og lidelse, det medførte – bag mig. Nu har jeg faktisk et lykkeligt og normalt liv. Jeg blev gift i templet med en retfærdig mand, og vi er glade for vores børn.
Nogle gange dukker fortiden imidlertid op i mine tanker, og jeg husker de kvaler, jeg følte, da jeg tvivlede på min værdighed.
Jeg spekulerer på, hvor mange andre unge der er i samme situation som mig, skamfulde og ydmygede, og med spørgsmål om deres dyd og om, hvordan de passer ind i Guds plan.
Til disse unge mennesker vil jeg sige: Herren elsker jer.
Han er bedrøvet på jeres vegne.
Han ved, at det ikke er jeres skyld.
Han ved, at I er dydige.
Han vil hjælpe jer med at finde mod og styrke til at leve et lykkeligt liv.