»Jeg kan mærke hans kærlighed«, Til styrke for de unge, feb. 2022.
Temaet og mig
Unge fortæller om, hvordan de efterlever temaerne for Unge Kvinder og Det Aronske Præstedømmes kvorummer.
Jeg kan mærke hans kærlighed
»Jeg er en elsket datter af himmelske forældre med guddommelige egenskaber og en evig skæbne.
I mit første år i gymnasiet overtog en spiseforstyrrelse mit liv. Jeg fortalte alle, at jeg var okay, så de ikke stillede flere spørgsmål, men jeg frøs og var svag og træt hele tiden på grund af mangel på mad. Jeg mistede interessen for de ting, jeg elskede. Jeg holdt endda op med at bede til vor himmelske Fader. Jeg følte mig skyldig, fordi jeg ikke var den, jeg troede, jeg var.
Først benægtede jeg, at jeg havde et problem. Men til sidst fik jeg en stærk fornemmelse af, at jeg skulle fortælle min nære ven om mine kampe. Jeg anede ikke, at det ville redde mit liv at åbne mig for en, jeg stolede på.
Min ven fortalte mine forældre, hvad der foregik, da hun var bekymret for mig. Da jeg til sidst selv fortalte dem sandheden, følte jeg vor himmelske Faders kærlighed stærkere, end jeg nogensinde havde gjort. Følelsen kom gennem den kærlighed, som mine forældre, venner og resten af min familie viste mig. Deres kristuslignende støtte hjalp mig med at acceptere, at jeg havde en spiseforstyrrelse – og at jeg med hjælp fra min himmelske Fader ville komme gennem den.
At genvinde mit helbred var den sværeste rejse, jeg nogensinde har været på. Jeg var på hospitalet hver dag efter skole for at få rådgivning og behandling. Da vejen begyndte at føles håbløs, fandt jeg trøst gennem bøn og ved at læse skrifterne.
Jeg kæmper stadig med min spiseforstyrrelse, men den kontrollerer ikke længere mit liv. Min himmelske Fader forstår mine prøvelser, min hjertesorg og min skyldfølelse, og jeg ved nu, at jeg ikke gik gennem det hele alene. Når jeg ser mig selv gennem vor himmelske Faders øjne, fornemmer jeg min evige skæbne. Jeg kan føle hans kærlighed til mig – en kærlighed, der kan hjælpe mig til at overvinde alt.
Forfatteren bor i Alabama i USA.