»Hvad med min mission?«, Til styrke for de unge, feb. 2022.
Hvad med min mission?
Da jeg forberedte mig på en mission, blev en pludselig sygdom, der svækkede mit helbred en prøvelse for min tro.
Lige siden jeg var en lille dreng har jeg ønsket at tage på mission. Men i mit andet år i gymnasiet begyndte jeg at opleve følelsesløshed i mine fødder, knæ og arme. Inden for få uger kunne jeg ikke gå, løbe eller gå op ad trapper.
Jeg begyndte at tage medicin og troede, det ville løse problemet hurtigt, så jeg kunne komme i skole igen og forberede mig til min mission. Men i stedet blev det værre og værre. Snart kunne jeg ikke klare noget på egen hånd – jeg kunne ikke børste mit hår eller gå hen for at tage fjernbetjeningen til fjernsynet.
Jeg modtog flere præstedømmevelsignelser, men sygdommen ville ikke forlade mig. Jeg blev indlagt på et hospital i Accra, hvor erfarne læger forsøgte at helbrede mig, men de kunne ikke finde ud af, hvad der var i vejen. Jeg begyndte at tro, at jeg aldrig skulle komme til at gå igen, og slet ikke komme på mission.
Mens jeg var på hospitalet, kom missionspræsidenten og hans hustru for at besøge mig og min mor. Han spurgte, om jeg kunne tænke mig at tage på mission. Jeg fortalte ham, at jeg havde haft lyst, før jeg blev syg. Han sagde: »Bare rolig, du kommer på mission.«
Dagen efter vi kom hjem fra hospitalet, sad jeg sammen med min mor, da jeg hørte en stemme sige, at jeg skulle stå op og gå. Jeg var bange for at falde, men jeg vidste, jeg var nødt til at prøve. Jeg rejste mig uden hjælp. Langsomt var jeg i stand til at tage mit første skridt, og det gav mig mere selvtillid. Jeg tog flere skridt. Selv om jeg var rystet i begyndelsen, vidste jeg, at på grund af min tro på Jesus Kristus og de præstedømmevelsignelser, jeg havde modtaget, ville jeg være i stand til at tage på mission nu.
Jeg tog i skole igen, og da den var omme, indsendte jeg min missionsansøgning. Jeg blev nogle måneder senere kaldet til at tjene i missionen i Lagos i Nigeria. At tjene Herren og undervise hans børn om det gengivne evangelium gav mig så megen glæde. Selv om ikke alle bliver helbredt, som jeg gjorde, ved jeg, at Herren vil velsigne enhver, alt efter hans vilje, når vi tror på ham.
Forfatteren bor i Ghana.