Kaldet til at tjene sine forfædre

David Dickson

Kirkens Tidsskrifter

Ældste Morris skulle tjene langt væk hjemmefra. Men så ændrede alt sig.

Fotografier af Kaui Wihongi

»Søn, gør det ikke,« sagde hans forældre. »Du smider dit liv væk.«

Det er ikke de ord, de fleste missionærer forventer at høre – midt i lufthavnen – lige når de skal til at gå for at tage til missionærskolen.

Ældste Morris fra New Zealand ved, hvor meget hans forældre elsker ham. De har været der for ham gennem tykt og tyndt. De heppede på ham i hans rugbykampe. De bifaldt hans beslutning om at studere jura. De opfostrede ham med kærlighed og med håb om, at han ville få et godt liv.

Deres bønfaldende ord kom fra hjertet. For dem virkede tanken om, at deres dyrebare søn skulle tage på en toårig mission for sin nye tro, ikke blot forvirrende, men den var også en trussel mod de mål, han havde arbejdet så hårdt for at opnå.

Ældste Morris var en dygtig atlet på vej til at blive en professionel rugbyspiller. I skolen var vejen mod en karriere inden for jura ved at forme sig i den rigtige retning.

Og så tænkte han endda også på at blive gift!

Ældste Morris havde allerede haft denne samtale med dem mange gange før. Han reagerede på den eneste måde, han kendte. »Jeg fortalte dem, at jeg elskede dem. Jeg omfavnede dem. Og jeg bar mit vidnesbyrd om, at jeg vidste, at det var det, jeg ville.«

Så tog han afsked med dem og steg ombord på flyet til missionærskolen i Provo i Utah, USA, for at forberede sin mission i Filippinerne.

På det tidspunkt opstod COVID-19 og vendte verden på hovedet.

Forandringer i horisonten

COVID-19 havde allerede skabt overskrifter over hele verden i flere uger, før ældste Morris mødte op på missionærskolen. Faktisk blev hans gruppe den sidste gruppe missionærer på missionærskolen i 16 måneder. Grupperne efter ham fik besked på at blive hjemme og vente på yderligere instrukser.

At sige at tingene var usikre på missionærskolen ville være en underdrivelse. »Mange mennesker var bekymrede for, hvad der skulle ske,« husker ældste Morris. »Jeg selv tog det helt roligt. Jeg vidste stadig ikke, hvordan det skulle gå. Jeg vidste kun, at de ville gøre deres bedste for at finde en løsning.«

Da nyheden kom om, at ældste Morris ville blive forflyttet til sit hjemland New Zealand, var hans reaktion måske ikke, som man kunne forvente.

Han blev mere begejstret end nogensinde!

»Jeg er klar over, at mange missionærer håber at tjene et sted langt væk,« husker ældste Morris. »Jeg har dog altid tænkt, at det ville være et privilegium at undervise mit eget folk i mit eget land. Jeg ønskede at dele evangeliet med New Zealand.«

»Jeg har altid syntes, at det ville være et privilegium at undervise mit eget folk i mit eget land.«

Han vidste ikke, hvordan det ville forandre hans liv – og livet for en kvinde, der betyder meget for ham.

Bedstemors nye mål

Ældste Morris’ bedstemor havde nogle alvorlige problemer med helbredet. »Hun var så utilpas, at hun sagde, at hun var nået et punkt, hvor hun var klar til at dø. Hun følte ikke, at hun havde noget tilbage at leve for.«

Før sin mission havde ældste Morris mulighed for at undervise sin bedstemor i evangeliet. Men nu var han fuldtidsmissionær i det område, hvor hans bedstemor boede.

»Jeg elsker min bedstemor meget højt,« siger ældste Morris. »Og jeg har set evangeliet forvandle hende fuldkommen.«

Hans bedstemor valgte at blive døbt og blive medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Hun er det første medlem af ældste Morris’ nære familie (ud over ham selv), der har sluttet sig til Kirken.

Hendes liv, siger ældste Morris, er meget anderledes nu. »Da min bedstemor fandt evangeliet, indså hun, hvorfor hun stadig var i live. Nu vil hun leve! Hver morgen vågner hun op klokken 4 eller 5 og synger salmer. Hun beder og læser sine skrifter hver eneste dag. Hun gør det, fordi evangeliet har velsignet hende med et formål.«

Gang på gang har ældste Morris set det lys, som evangeliet bringer ind i livet for dem, han underviser. Han har fået mulighed for at undervise andre venner og familiemedlemmer. Han har selv set, hvordan de får det bedre. »Jesu Kristi evangelium giver os mening,« siger ældste Morris. »Jeg har så ondt af dem, der ikke har evangeliet i deres liv. De kender ikke deres sande identitet.«

Som en sidebemærkning har selv hans forældre lagt mærke til, at ældste Morris’ bedstemor har forandret sig. De kan nu se, at evangeliet har velsignet hendes liv på mange måder.

Ældste Morris med sin bedstemor.

Ældste Morris’ opfordring til de unge

Ældste Morris er ikke i tvivl om, at det var det rigtige valg at tage på mission. Han vidste også i begyndelsen af sin mission, da COVID-19 begyndte at rase i hele verden, at Gud stadig ville vejlede hans arbejde. »Menneskets arbejde kan forstyrres, men Guds arbejde kan aldrig,« siger han.

Hver gang han har mulighed for at gøre det, opfordrer han de unge til at leve værdigt, så de kan tage på mission. For ældste Morris ville ingen anden beslutning have haft større indflydelse på hans fremtid – især hans evige fremtid. »Det bedste råd, jeg kan give til de unge, er at forberede sig til at tage på mission. Den vil ændre jeres liv.«

Han erkender, at valget om at tjene kan indebære visse ofre. Men så igen, han ved dog en ting eller to om at ofre noget, og de velsignelser, der kommer af det.

Vidner om Jesus Kristus

Ældste Morris:
Evangeliet er enkelt, og evangeliet er sandt. Jesus Kristus er vor Frelser. Han og vor himmelske Fader er opmærksomme på os. Jeg bærer vidnesbyrd om, at Mormons Bog er fantastisk. Den hjælper os med at komme tættere på Jesus Kristus og lærer os fylden af hans evangelium. Jesu Kristi evangeliums gengivelse gennem profeten Joseph Smith måtte finde sted. Uden den ville vi stadig være fortabt den dag i dag.

Ældste Fotuaika (Ældste Morris’ kammerat):
I mit liv har jeg indset, at uden Herren er jeg intet. Med Herren har jeg set mig vokse til det bedste menneske, jeg nogensinde kan blive. Når vi forsøger at gøre de små og enkle ting som at bede og læse skrifterne, får Gud noget større ud af os. Jeg har et vidnesbyrd om, at Gud elsker os.