»Kom Kristus nærmere gennem tjeneste«, Til styrke for de unge, aug. 2022.
Temaet og mig
Unge fortæller om, hvordan de efterlever de Unge Kvinders tema og Det Aronske Præstedømmes kvorumstema
Kom Kristus nærmere gennem tjeneste
»Ved at indbyde alle til at komme til Kristus og modtage velsignelserne ved hans forsoning.«
I sommer tog jeg til Brasilien med en humanitær organisation. Hovedformålet var at bygge et klasseværelse for et lokalsamfund i nød. I to uger gav jeg alt, hvad jeg havde. Jeg sigtede sand, blandede beton og lagde mursten for at bygge klasseværelsets mure. Men det, jeg modtog åndeligt fra denne oplevelse, var langt større end noget, jeg bidrog med fysisk.
Under hele turen havde en af mine ledere, Scott, en positiv energi, der strålede ud til alle omkring ham. Scott talte konstant med folk på vores byggeplads og på gaden om Jesus Kristus. Han inviterede folk med i kirke, hver gang han fik chancen. Scott elskede at fortælle andre om evangeliet gennem sine ord og handlinger.
En dag blev jeg inviteret til at holde en tale ved en lokal menigheds nadvermøde og emnet var at ofre. Til at begynde med tøvede jeg, for jeg havde aldrig holdt tale uden for min egen menighed, men jeg sagde ja. Det er jeg så glad for, at jeg gjorde! Mit vidnesbyrd om Jesus Kristus og min tro på ham voksede som følge deraf. Nu ser jeg værdien i at sige ja til at tjene – uanset hvor småt det er – og at følge Jesus Kristus og tage andre med mig – ligesom jeg så Scott gøre.
Nu tænker jeg mere på andre, og hvordan jeg kan hjælpe dem. Jeg taler oftere med folk om evangeliet. Jeg inviterer unge mænd i mit kvorum, som jeg ikke har set i et stykke tid, til at komme i kirke og til aktiviteter. Og jeg bærer mit vidnesbyrd, når jeg kan.
Jeg er taknemmelig for mine muligheder for at følge og blive mere som Jesus Kristus og at hjælpe andre til at komme til ham. Nu er jeg endnu mere begejstret for at tage på mission! Jeg elsker den måde, jeg har det på, når jeg giver alt, hvad jeg har for at tjene andre – hvilket er det, Kristus gør for os.
Forfatteren bor i Washington i USA.