2022
Hvordan kunne jeg dele Mormons Bog?
December 2022


»Hvordan kunne jeg dele Mormons Bog?«, Til styrke for de unge, dec. 2022.

Hvordan kunne jeg dele Mormons Bog?

Sådan gik unge rundt i verden sammen for at give Mormons Bog en ny stemme.

ung mand lytter til podcast

Kan I huske, at præsident Nelson spillede sangen »Zions ungdom« på klaveret på den verdensomspændende musikfestival for unge den 17. marts 2021? Han kaldte os Herrens bataljon af unge og opfordrede os til at lade Ånden vejlede os, når vi hjælper med at indsamle Israel i disse sidste dage.

Jeg spekulerede – sikkert som mange af jer – på, hvad jeg som 15-årig kunne gøre for at følge profetens invitation, især midt i en verdensomspændende pandemi.

Et år tidligere havde præsident Nelson også fremrakt invitationen #Hørham til hele verden, om at lytte til Herren Jesu Kristi ord. Jeg vidste, at Mormons Bog er endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus. En tanke om at hjælpe folk til at høre Herrens røst ved at dele Mormons Bog på en ny måde slog mig: som en podcast, der var optaget af teenagere.

Udover de professionelt producerede indspilninger af Mormons Bog, der er tilgængelige fra Kirken, tænkte jeg, at det ville være fedt at høre bogen blive læst op af helt almindelige teenagere som os, sådan som vi oplever den. Vi læser ikke altid perfekt, og ikke alle ved, hvordan man udtaler hvert ord rigtigt. Men det er okay, for ingen af os er alligevel perfekte. Jeg kan på en måde faktisk godt lide ufuldkommenhederne i nogle af optagelserne – det får mig til at føle, at jeg lytter til en af mine venner, der læser.

Projektet krævede en masse arbejde. Det viste sig, at det at bede om, redigere, samle, udgive og være vært for en podcast med optagelser fra 250 forskellige mennesker er et ret stort job. Resultatet er en optagelse af hele teksten i Mormons Bog med læsere fra 15 stater i USA og 10 lande i hele verden. Optagelserne kan høres på hjemmesiden www.teensreadthebook.com og på alle store platforme for podcasts under Teens Read the Book.

unge

McKay (i midten i den gule skjorte) samlet med andre unge, der hjalp med podcasten. De nød muligheden for at tale om podcasten og reflektere over den velsignelse, det var at arbejde på den.

Jeg elsker at høre de mange forskellige stemmer og accenter fra de unge, der indsendte indspilninger. Da de vidste, at deres stemmer ville blive hørt rundt omkring i hele verden, arbejdede mange oplæsere meget hårdt på at få deres optagelser til at lyde helt rigtigt. Nogle, som Thomas fra New Zealand (der læser 3 Nefi 20) eller José fra Peru (der læser 3 Nefi 23), øvede sig i time- og dagevis inden optagelsen. En gruppe på 10 unge fra Sydkorea stod over for udfordringen med, at engelsk ikke er deres modersmål. Deres løsning var at arbejde sammen, og hver især at optage nogle få vers ad gangen og klippe dem sammen til det, der blev til 2 Nefi 28 og 29.

Mit mål, da jeg begyndte projektet, var at hjælpe folk til at føle Ånden og komme tættere på Jesus Kristus. At se unge, som jeg ikke kender de fleste af, reagere på min invitation viste mig, hvor dybt de følte for Mormons Bog. Deres ord er nu blevet downloadet og lyttet til tusinder af gange. De hjælper folk til at føle Guds Ånd.

En hjemvendt missionær skrev til mig, at han i de seneste måneder havde »bedt for en ny måde at læse [Mormons Bog] eller en ny måde at studere på. Dette projekt har været svaret på mine bønner.«

Jeg er taknemmelig for dem, der bidrog til dette projekt, og for den måde, jeg følte Herrens hjælp til at gøre det. Jeg er beæret over at være en del af Herrens bataljon af unge, der står side om side med andre, der elsker Mormons Bog. Jeg har også lært, at når vi reagerer på invitationer fra Herrens profet, så vil Ånden vejlede os i vores indsats.

Jeg ved med mig selv, at Mormons Bog kan hjælpe os til at føle Ånden og komme vor himmelske Fader og Jesus Kristus nærmere. Nogle af de lykkeligste tider i mit liv har været, når jeg vedholdende har læst i Mormons Bog. Jeg håber, at vi alle i Herrens bataljon af unge vil høre Herrens røst og føle hans styrke gennem ordene i Mormons Bog.

Forfatteren bor i Californien i USA.