»Frelseren kan udfri os«, Til styrke for de unge, dec. 2021.
Frelseren kan udfri os
I kommer til at stå over for mange problemer i livet. Men vor himmelske Fader gav sin søn, Jesus Kristus, for at redde os.
Har I nogensinde haft et problem, I fandt for stort til at håndtere? Måske var I selv lidt skyld i det – eller måske lidt mere end det. Måske blev det i stedet forårsaget af en, I holder af. Eller måske kom det bare af at leve i en ufuldkommen verden. I livet er der ingen mangel på problemer. Sommetider kan det føles rigtig, rigtig svært.
Den gode nyhed er, at vi aldrig er nødt til at klare vores problemer alene. Frelseren har påtaget sig vores synder, vores sorger og vores skrøbeligheder (se Alma 7:11-13). Han ved, hvad vi går igennem, og hvad vi har brug for. Når vi stoler på ham og accepterer hans vilje, kan han udfri os fra ethvert problem, vi kommer ud for.
Han udfrier os …
Fra synd
En ung kvinde ved navn Thricia følte sig skyldig, skamfuld og uværdig efter at have gjort noget forkert. Hun begyndte at lytte til Kirkens musik, se Kirkens videoer og studere evangeliske taler mere opmærksomt, men følelserne forsvandt ikke. Til sidst besluttede hun sig for at tale med sin grenspræsident. Da hun mødtes med ham, følte hun vor himmelske Faders og Jesu Kristi kærlighed til hende. Nu er hun taknemlig for, at hun gennem Frelserens forsoning kan blive tilgivet for sine synder og få hjælp til at hæve sig over sine svagheder. »Det, jeg holder fast i lige nu, er, at han altid er med mig på denne rejse,« siger hun.
Vi kommer alle til kort og synder. Men Frelseren kan hjælpe. Han fjerner ikke nødvendigvis alle konsekvenserne af vores handlinger, men han kan hjælpe os, når vi beder vor himmelske Fader om tilgivelse og prøver at rette op på tingene.
Frelseren blødte og døde for jeres synder i Getsemane og på korset. Når I vælger at omvende jer og følge ham, så er det, at selv om »jeres synder [er] som skarlagen, kan de blive hvide som sne« (Es 1:18).
Fra vrede
Nogle gange oplever vi problemer på grund af andre folks dårlige valg. En ung kvindes bedste ven begyndte at lyve om hende til andre piger i hendes menighed. Den unge kvinde blev forståeligt nok vred, alligevel valgte hun at være venlig, og vor himmelske Fader og Frelseren hjalp hende.
I har sikkert også oplevet tidspunkter, hvor I var vrede. Måske »låner« jeres lillebror ting, der ikke er hans, eller jeres storesøster driller jer konstant. Eller måske har I oplevet mere alvorlige ting at være vred over, såsom omsorgssvigt eller overgreb.
Når I er vrede, så bed til vor himmelske Fader. Lyt til de tilskyndelser, I modtager, og stol på Frelserens kraft til at udfri jer. Ligesom han påtog sig jeres synder, betalte han prisen for andres handlinger, der sårer os. Han kan hjælpe os med at slippe vores vrede og finde fred i tide.
Fra frygt
En ny søstermissionær var bange for en masse ting – at tage et nyt sted hen og tale med tilfældige mennesker om evangeliet – tilmed at flyve. Så hun blev bange, da de en dag blev ramt af turbulens på en flyvetur. Men i det øjeblik huskede hun Frelseren, og selvom hun stadig var bange, bragte hendes tro på ham en følelse af fred. »Jesus Kristus havde fået havet til at lægge sig, og han kunne helt sikkert berolige min frygt for flyvemaskiner,« siger hun.
Måske er I bange for ting som højder, edderkopper eller at holde tale i Kirken. Eller måske er I konfronteret med angst eller er bange for alvorlige problemer som sygdom, strid i familien eller vanskeligheder i jeres lokalsamfund.
Uanset hvad årsagen til jeres frygt er, så husk, at Frelseren elsker og forstår jer. I kan måske stadig føle jer bange nogle gange. Men jeres tro på Jesus Kristus tillader ham at stilne det stormfulde hav i jeres indre og udfri jer af frygt.
Fra sorg
Chase var meget ked af det, da hans forældre blev skilt. En dag græd og bad han til vor himmelske Fader. Da han bad, følte han fred og vidste, at Jesus Kristus holdt af ham og vidste, hvad han gik igennem.
Vi oplever alle tider med sorg. Men Frelseren påtog sig smerter, trængsler, fristelser, sygdomme og død, så han med »kødet, kan vide, hvorledes han kan bistå [eller hjælpe] sit folk« (Alma 7:11-12). Han ved præcis, hvordan I har det, og hvordan han kan hjælpe jer.
Jeres problemer forsvinder måske ikke, men han vil »lette de byrder, der bliver lagt på jeres skuldre« og »[styrke jer], så [I kan] bære [jeres] byrder med lethed« (Mosi 24:14-15).
Fra døden
Cherry var 12 år gammel, da hendes mor døde. Cherry var endnu ikke medlem af Kirken og hun følte ikke, at hendes liv betød noget længere. Hun var knust, ked af det og alene. Hun tænkte endda på at tage sit eget liv. Så lærte hun om evangeliet, og nu forbereder hun sig på at blive døbt for sin mor i templet. Hun ved, at vi alle vil opstå en dag, fordi Frelseren døde og opstod. Døden er ikke afslutningen.
At miste en af vores kære er en af de sværeste ting, vi kan gå igennem. Men Frelseren giver håb. Når vi stoler på ham, kan vi håbe på en evighed, der er lykkeligere, end vi kan forestille os.
Ja, livet er fuld af problemer – små, store og nogle, der føles for voldsomme at klare. Men vor himmelske Fader gav sin Søn som løsningen på dem alle. Når I stræber efter at følge Jesus Kristus, vil han give jer styrke til at holde ud og udfri jer igen og igen.