»Oplys verden med tjenester i julen«, Til styrke for de unge, dec. 2022.
Oplys verden med juletjeneste
Unge fra hele verden fortæller, hvordan det at tjene andre gør det til en særlig juletid.
Der findes ikke mange bedre måder at huske Frelseren på i juletiden end ved at følge hans eksempel og tjene andre. I vil føle Kristi fred og kærlighed, når I giver af jeres tid og talenter. Her er nogle få unge fra hele verden, der er blevet velsignet af den tjeneste, de har ydet i juletiden.
Jul i et nyt land
Brandon (16), Jake (15), Melissa (12) og Grace (9) flyttede til Uruguay i tre år, da deres forældre blev kaldet som ledere for Montevideo-missionen i Uruguay. December var varm og fugtig i Uruguay, slet ikke som den kolde, sneklædte jul, de var vant til. Selvom det var svært at være væk hjemmefra og fra resten familien tre juleaftener, fandt de glæde, når de tjente folk omkring sig. Hver juletid havde familien og missionærerne røde T-shirts på, hvor der stod »Oplys verden«, når de tjente rundt om i landet.
»Vi tog med missionærerne til parkerne og strandene i Montevideo og ryddede op i affald og murbrokker fra sommerens storme,« siger Jake. Brandon husker: »Den første jul, vi var i Uruguay, tapede vi slik til ›Oplys verden‹-kortene, som vi uddelte. Ved solnedgang samledes mange mennesker langs stranden, så det var det perfekte sted at give dem slik og et kort, selvom vi ikke talte meget spansk.«
For disse søskende fik tjeneste dem til at føle sig hjemme og hjalp dem til at fokusere på Frelseren og den sande betydning af julen.
Jake siger: »Tjeneste for Oplys verden har hjulpet med at få julen til at føles speciel. Selvom vi har været vant til at have en hvid jul, fik det den varme uruguayanske sommer til at føles som jul.« Melissa er enig. »Tjenesten fik mine tanker væk fra det, jeg savnede derhjemme,« siger hun. »At gøre andre glade gjorde os glade og hjalp os til at føle os mere hjemme.«
Kristi glæde spredes
Jana B. fra Baden-Württemberg i Tyskland elsker også at sprede juleglæde gennem enkle tjenestegerninger.
»Til at begynde med gav vi vores naboer håndlavede gaver som sæbe, stearinlys eller småkager,« siger Jana. »Og lidt efter lidt begyndte naboerne også at uddele julegaver. Nu er det en tradition. I år har vi sammen med missionærerne bagt småkager til vores naboer og talt med vores naboer for at bringe dem fred og glæde. Vi gør ikke altid ting sammen med vores naboer og glemmer sommetider, at de altid er der for os. Når vi giver dem julegaver, er det som en tak for at hjælpe os hele året.«
Jana finder også tid til at tjene sin familie.
»Min bedstemor er 90 og bor alene,« siger hun. »Det er svært for hende at komme nogen steder hen. Sidste jul gjorde vi en masse for at tjene hende, især da det var hendes første jul uden bedstefar. Min bedstemor er altid så begejstret, når vi kommer. Det viser hende, at vi elsker hende.«
Vigtigst af alt ved Jana, at tjeneste kan hjælpe hende til at følge Frelserens eksempel og huske julens sande betydning.
»Når I fejrer jul ved at bringe folk glæde, bliver I mindet om Jesus Kristus, og I kan dele glæden ved hans budskab med andre,« siger Jana.
Jeres tjenester i julen
Tænk denne jul på folk omkring jer, der kunne bruge noget venlighed. I kan lave mad til jeres familie eller invitere en ven med til en ungdomsaktivitet. I kan passe en nabos barn, tilbringe tid sammen med en ven og lave en af hans eller hendes yndlingsaktiviteter, tage varme tæpper med på et hospitals børneafdeling eller donere legetøj og tøj til en lokal velgørenhedsorganisation.
Snart vil I opdage, at det at gøre andre glade ofte viser sig at være den bedste gave, I kan give jer selv! Hvis I ikke er fysisk tæt på nogen, I elsker, så husk, at teknologi kan hjælpe jer til at tjene dem på samme vis. Prøv at lave opslag på de sociale medier om, hvorfor I elsker dem, synge julesange for dem over et videoopkald eller sende en sjov pakke med breve og snefnug af papir med posten. Jeres tjeneste kan oplyse andres liv.