»Et liv fyldt af glæde«, Til styrke for de unge, dec. 2022.
Et liv fyldt af glæde
Caroline kender sit formål, og hun er ivrig efter at opfylde det.
Caroline M. fra Tennessee i USA elsker at sprede glæde. »Jeg kan godt lide, når folk er glade,« siger hun. »Mit formål i livet er at hjælpe folk til at vide, hvor meget Jesus elsker dem. Mit formål her på jorden er at sprede håb, lykke og kærlighed.«
Caroline nyder at lære om Jesu Kristi evangelium, efterleve det, hun lærer, og fortælle andre om evangeliet. Hun ved, at evangeliet bringer stor glæde, fordi hun selv har oplevet det.
Glæden ved at lære om evangeliet
Caroline finder glæde i Jesu Kristi evangelium, fordi »det bringer så meget kærlighed til alle«. Hun siger: »Jeg følger Jesus Kristus ved at være lydig. Han er kilden til fred, lykke og kærlighed – det er, hvem Jesus Kristus er for mig. Han døde for os og betalte for vores synder, så vi kan blive som ham.«
Seminar er en måde, hvorpå Caroline har været i stand til at lære om evangeliet, og det har været en god oplevelse for hende. »Jeg elsker tidlig morgenseminar. Jeg er et morgenmenneske.« Eleverne kommer hjem til hende, da hendes mor er seminarlærer. »Der er ikke mange medlemmer af Kirken, hvor jeg bor. Men nogle få medlemmer går på min high school og tager til seminar med mig.«
Hun har været glad for at studere Det Gamle Testamente til seminar i år. En af hendes yndlingshistorier er beretningen om skabelsen i Første Mosebog. »Jeg elsker at læse om skabelsen, fordi den viser, at Jesus skabte denne verden for mig. Det gør mig rigtig glad at tænke på, at han gjorde det for mig.«
Glæden ved at efterleve evangeliet
Det giver også Caroline stor glæde at efterleve evangeliet. Hun elsker Jesus Kristus og ønsker at følge ham, hvilket hjalp hende til at forstå vigtigheden af at blive døbt. »Jeg vidste, at jeg var nødt til at adlyde Guds befalinger, at jeg var nødt til at indgå pagter med ham og følge den rette vej.«
Ved at blive døbt vidste hun, at hun ville følge den rette vej – den vej Jesus viste os. For hende føltes det »så fantastisk« at blive døbt. Gennem sit ønske om at indgå og holde pagter og sit ønske om at tjene andre og bringe dem glæde, viser hun, at hun ønsker at følge Jesus Kristus.
En anden måde, hvorpå Caroline oplever glæden ved evangeliet, er ofte gennem Kirkens aktiviteter. Hun elsker at tage til klasser og aktiviteter i Unge Kvinder på grund af den glæde, hun finder der. »Unge Kvinder får mig til at smile og grine.«
Hun kan også godt lide at tage på Unge Kvinders lejr. »Når jeg er på Unge Kvinders lejr, er alle omkring mig, og jeg kan mærke Ånden. Det minder mig om, da jeg blev døbt.«
Caroline oplever også glæden ved evangeliet i sin hverdag. »Hver gang jeg spiller klaver eller guitar, hver gang jeg beder Gud om at hjælpe nogen, hver gang jeg er ensom, når jeg lytter til opløftende musik – viser det mig, at Frelseren elsker mig, fordi jeg kan høre ham.«
Glæden ved at forkynde evangeliet
Da Caroline var på Unge Kvinders lejr, bar hun vidnesbyrd om, at hun er Guds datter, at han har et formål med hende liv, og at hendes formål er at bringe andre glæde og kærlighed. »Mange mennesker fortalte mig, hvor meget de elskede mit vidnesbyrd.«
En særlig ting ved dette bestemte vidnesbyrd var, at alle tydeligt kunne høre hende og forstå, hvad hun sagde. Det gjorde Caroline glad, da det ikke altid er tilfældet. Caroline har Downs syndrom, og hun siger, at det er almindeligt for folk at have svært ved at forstå alt, en person med Downs syndrom siger.
Ånden var stærk, da hun bar sit vidnesbyrd, og bagefter sagde mange mennesker, at det at høre Carolines vidnesbyrd var en af de helligste oplevelser i deres liv. Hun kendte Ånden, som tydeligt bekræftede sandheden af det, hun sagde.
Caroline har selv erfaret, at det bringer glæde at tjene andre! Helligånden har hjulpet hende til at føle glæden ved evangeliet og glæden ved at følge Jesus Kristus, og hun ønsker, at andre oplever den samme følelse. Ved at sprede lykke og kærlighed til andre bringer hun Ånden ind i deres liv. Og ved at fortælle, hvad der giver hende selv glæde, inviterer hun dem til at komme til Kristus.