»Klar til at være missionær«, Til styrke for de unge, mar. 2023.
Klar til at være missionær
Hvordan ved man, om man er forberedt på at tage på mission?
Præsident Russell M. Nelson har mindet os om vigtigheden af missionering og har opfordret unge mænd og unge kvinder til at forberede sig til at tjene.1 Det kræver arbejde at være fuldtidsmissionær, men det gør det også at blive en!
Missionsforberedelse kan nogle gange føles overvældende, fordi det virker til, at der er så mange ting at gøre:
»Jeg er nødt til at spare op.«
»Jeg bør studere Forkynd mit evangelium.«
»Hvordan laver jeg mad eller vasker jeg tøj selv?«
»Jeg bør mødes med min biskop.«
»Har jeg selvtillid nok til at fortælle andre om evangeliet?«
Disse tanker og bekymringer er velbegrundede. Men det er bedst at fokusere på det større formål med jeres tjeneste.
Jeres motiver
Det er en hjælp at spørge sig selv: »Hvorfor ønsker jeg at tage på mission?«
Måske føler I, at det er jeres pligt. Måske glæder I jer til at bo et nyt sted eller lære et nyt sprog. Måske ønsker I at bære jeres vidnesbyrd om Jesu Kristi forsoning eller læren om evige familier. Eller I tror, som præsident Nelson har sagt, at »alle fortjener muligheden for at lære Jesu Kristi gengivne evangelium at kende.«2
Nogle årsager til at tjene som missionær er bedre end andre, og der er mere end en god grund til at tage afsted. Jeres grunde bør i sidste ende centrere sig om jeres kærlighed til Herren og hans gengivne evangelium. Tænk over jeres motiver, og om de vil hjælpe jer til at tjene Herren »af hele jeres hjerte, kraft, sind og styrke« (L&P 4:2). Og hvis I ikke har ønsket, kan I bede til vor himmelske Fader om hjælp til at få det.
Jeres vidnesbyrd
»Har jeg et vidnesbyrd om Jesu Kristi evangelium? Og tror jeg virkelig på, at han har kaldet mig til at tjene?«
Missionærers mål er at indbyde andre til at komme til Kristus. Hvis I indbyder folk til at lære om Jesus Kristus og hans evangelium, er det vigtigt, at I har jeres eget vidnesbyrd.
Jeres vidnesbyrd behøver ikke at være fuldkomment; der vil altid være plads til at bygge videre på det. Det, der virkelig betyder noget, er fundamentet: Jesus Kristus. I kan selv lære ham at kende ved at studere hans ord i skrifterne, bede til vor himmelske Fader i hans navn og stræbe efter at leve som ham.
Det, at være en god missionær betyder ikke, at I altid er gode til at tale med folk eller har lært alle skriftsteder udenad (dog kan man altid arbejde på at forbedre sine færdigheder). Så længe I stoler på Herren, tror på ham og er villig til at udføre hans værk, vil han højne jeres indsats og være med til at gøre jer til en effektiv missionær.
Jeres tempelbegavelse
»Føler jeg mig klar til at tage til templet?«
Før I tager på mission, vil I sandsynligvis modtage jeres begavelse i templet, hvis I ikke allerede har fået den.
Tempelvelsignelser er »en grundlæggende, men ofte overset del af at forberede sig på et kald til at tjene.« Og »personlig værdighed er det allervigtigste krav for at modtage templets velsignelser.«3 Når man forbereder sig og er værdig til at tage til templet og indgå hellige pagter med Gud, forbereder man sig også til at blive missionær for ham (se L&P 105:33; 109:22).
Med tiden kan man tage en tempelforberedelsesklasse. Men i mellemtiden kan man selv studere og forberede sig. Præsident Nelson har anbefalet visse skriftsteder og evangeliske emner, som I kan studere for at lære om templet.4 I kan også lære mere på temples.ChurchofJesusChrist.org.
Værdig og forberedt
Der er som sagt mange aspekter ved missionsforberedelse. Ja, man bør spare penge op, holde sig fysisk i form og lære grundlæggende færdigheder som at reparere tøj eller lave mad. I kan stadig have disse mål.
Men lad ikke detaljerne overvælde jer. Den vigtigste forberedelse, I kan gøre, er den, der giver jer mulighed for at være et værdigt og effektivt redskab i Herrens hænder.
Det er naturligt, hvis I føler jer utilstrækkelige, stressede eller usikre på at tjene. Husk bare på, at Herren ønsker, at det skal lykkes for jer! Når I stoler på ham og følger Åndens vejledning, vil han hjælpe jer til at forberede jer på at blive den bedste missionær, I kan være.