Jesus Kristus er jeres styrke
Hvad er jeres »attitude«?
Den rette tilgang til Til styrke for de unge kan gøre jer flyvende.
Piloter henviser til et flys position i luften som dets attitude. Er næsen på flyet rettet opad eller nedad? Vender det, eller er det lige og svæver ligeud? Både på engelsk og dansk kan en attitude også betyde en indstilling i forhold til at håndtere livets op- og nedture. Et gammelt ordsprog om både livet og at flyve lyder: »Vores holdning afgør vores højde.«
Hvad vil vores holdning være, når vi læser Til styrke for de unge: En vejledning til at træffe valg? Vores holdning til principperne i vejledningen kan være livsændrende og påvirke, om vi svæver til nye højder eller synker til et lavere niveau.
Frelseren gav os et godt sted at begynde. Han sagde: »Salige er de sagtmodige« (Matt 5:5). Vi kan øve os i at have en sagtmodig indstilling ved at være retskafne, ydmyge og villige til at følge evangeliets lærdomme. Her er tre spørgsmål, der udtrykker forskellige holdninger, vi kan have om de principper, vi er blevet givet.
Holdning 1: Hvor dårlig kan jeg være?
De, der har denne indstilling, siger: »Hvor er grænsen? Jeg vil gerne leve så tæt på den som muligt uden at krydse den.« Det er lige så farligt som en faldskærmsudspringer, der spørger: »Hvor tæt kan jeg komme på jorden, før jeg åbner min faldskærm?«
Holdning 2: Hvor god kan jeg nøjes med at være?
Med denne indstilling er man på udkig efter den mindst mulige indsats. Det svarer til at spørge en lærer: »Hvad er den mindste indsats, jeg kan yde og stadig bestå faget?« Det svarer til, at faldskærmsudspringeren siger: »Jeg vil gerne gøre et godt stykke arbejde med at pakke min faldskærm, men ikke så godt.«
Holdning 3: Hvor tapper kan jeg være?
En dreng fortalte mig engang, at han tog til seminar kl. 5.00. Jeg sagde: »Det er super tidligt. Hvorfor tager du af sted?« Han svarede ganske enkelt: »Fordi jeg gerne vil. Jeg elsker det. Seminar er højdepunktet på min dag.« Hans holdning var: »Jeg vil gerne være tapper!« For ham var lydighed en søgen, ikke en irritation.
Det svarer til, at faldskærmsudspringeren siger: »Jeg pakker min faldskærm omhyggeligt og åbner den, længe før jeg rammer jorden, fordi jeg elsker at springe i faldskærm og ønsker at blive ved med at gøre det.« Sådan en indstilling vil hjælpe os til at svæve.
I Mormons Bog bad kong Lamonis far en smuk bøn, der til perfektion udtrykker den tredje holdning:
»O Gud … vil du da give dig til kende for mig, så vil jeg aflægge alle mine synder for at kende dig« (Alma 22:18).
Kongen sagde ikke: »Hvor dårlig kan jeg være og kende dig?« eller »Hvor god kan jeg nøjes med at være for at kende dig?« Nej, hans holdning var: »Jeg vil aflægge alle mine synder for at kende dig.«
Højere og helligere vaner
Herren stoler på, at vi ikke leder efter smuthuller, men i stedet leder efter højere og helligere vaner. Hvis noget ikke står så tydeligt i vejledningen, som vi forventede, så lad os ikke spørge: »Hvad vil Gud tillade?« men: »Hvad ville Gud foretrække?« Det andet spørgsmål afslører det villige hjerte, som Herren ønsker, at vi hver især udvikler, når han lærer os at være sagtmodige.
Hvis jeg kommer ind i et fly, ønsker jeg ikke, at piloten spørger: »Hvor dårlig kan jeg være?« eller »Hvor god kan jeg nøjes med at være?« Jeg vil hellere have, at han eller hun spørger: »Hvor tapper kan jeg være?« Både når vi flyver og i livet vil vores attitude afgøre vores højde. Hæftet Til styrke for de unge blev ikke skrevet for at forklare nogle minimumskrav til adfærd, men for at man kan lære at være discipel. Det er i sandhed et højere niveau.