Til styrke for de unge
Få – og giv – hjælp med mentalt helbred
September 2024


Få – og giv – hjælp med mentalt helbred

Når det gælder mentalt helbred, kan I både bede om hjælp og tilbyde andre den.

Billede
en ung mand holder en paraply over en ung kvinde, der ser ked ud af det

Illustration: Simona Love

Hvad bør I gøre, når I er kede af det, mismodige, ængstelige, bekymrede eller deprimerede?

I forventer måske, at svaret er noget i stil med: Efterlev evangeliet. Bed. Læs i skriften. Tag del i nadveren Og fortsæt med at gøre det, der er godt og nødvendigt og løser (og forebygger) en masse problemer. Men nogle problemer kræver yderligere indsats.

Alle føler sig selvfølgelig ængstelige eller kede af det nogle gange. Det er en del af livet. Der er mange sunde måder at håndtere disse ting på. Men hvis angsten eller depressionen er så alvorlig eller langvarig, at den griber ind i jeres liv og forhindrer jer i at føle Ånden, så er I måske på et sted, hvor det ikke er realistisk at forvente, at det bliver bedre uden yderligere hjælp.

Mental sundhed er fysisk sundhed (se Til styrke for de unge: Vejledning til at træffe valg, 2022, s. 29). Kemikalier i vores hjerne er med til at styre vores følelser, og hjernen er en del af kroppen. Enhver, der siger, at depression eller angst kun er » i ens hoved«, har kun ret i bogstavelig forstand: Hovedet er faktisk der, hvor hjernen findes. Men problemerne er ikke mere imaginære end et brækket ben eller blindtarmsbetændelse.

Få hjælp

I Mormons Bog står der, at nefitterne blev velsignet »takket være de fortrinlige egenskaber ved de mange planter og rødder, som Gud havde beredt til at fjerne årsagen til de sygdomme, som menneskene var underkastet« (Alma 46:40). I dag ville vi måske kalde disse ting medicin.

I dag har Gud beredt endnu flere måder at bekæmpe sygdom og skader på, herunder mentale og følelsesmæssige smerter. Vi har behandlinger nu, som nefitterne – og vores bedsteforældre for den sags skyld – kun kunne drømme om. Vi lever i miraklernes tidsalder! Og vor himmelske Fader ønsker, at vi bruger dem.

Det betyder ikke, at alle, der kæmper med depression eller angst, har brug for medicin eller terapi. Alle er forskellige. Men uanset hvad jeres situation er, så er en ting sikkert: Der er ingen grund til at lide alene. Jeres himmelske Fader er ivrig efter at hjælpe.

Jeres himmelske Fader ved, hvad der vil hjælpe jer. Uanset om jeres kampe kan løses gennem bøn og tro, eller om I også må søge hans velsignelser gennem en kombination af medicin, terapeuter, forældre, venner, biskopper, ungdomsledere, lærere, frisk luft og motion for at få jer igennem svære tider, så bed om hans hjælp. I skal ikke bekymre jer for meget om, hvordan andre med lignende problemer løste dem. Vor himmelske Fader vil hjælpe jer med at finde løsninger, der passer til jeres situation.

Vær hjælpsom

Evangeliet handler om at hjælpe andre, hvilket afspejler den måde, som Frelseren hjalp os på gennem sin forsoning. I bør altid prøve at »række ud til dem, der føler sig ensomme, isolerede eller hjælpeløse. Hjælp dem til at føle vor himmelske Faders kærlighed gennem jer« (Til styrke for de unge: Vejledning til at træffe valg, s. 12). I er måske hverken læger eller terapeuter, men I er Kristi disciple, og kan som Kristi disciple »sørge med dem, der sørger; ja … trøste dem, der står i behov for trøst« (Mosi 18:9).

Noget af det vigtigste, I kan gøre, når en, I elsker, kæmper med depression, angst eller andre psykiske problemer, er at lytte.

Ofte er alt, hvad en person, der kæmper med sit følelsesmæssigt helbred, ønsker, at I udviser sympati og deler jeres kærlighed. De forventer ikke, at I har et magisk svar, der vil løse alt. De har måske bare brug for at få afløb for deres følelser. De ønsker, at nogen er sammen med dem, lytter til dem og viser sympati – og siger: »Jeg er enig i, at det, du går igennem, lyder virkelig slemt. Det gør mig ondt. Jeg ville ønske, jeg kunne ordne det. Fortæl mig, hvordan jeg kan hjælpe.«

Og husk …

Uanset om I er den, der hjælper, eller den, der har brug for hjælp, så husk, at der er nogle ting, som kun Gud kan gøre. Lad ham gøre dem. Gør i mellemtiden, hvad I kan for at tage vare på jer selv og folk omkring jer.

Udskriv