For ham
At vide hvem og hvorfor, når vi tjener andre, hjælper os til at forstå, at den største tilkendegivelse af kærlighed er hengivenhed over for Gud.
Denne historiske aften udtrykker jeg min kærlighed til og påskønnelse af hver enkelt af jer, mine kære søstre. Uanset alder, sted eller omstændigheder samles vi i aften i enighed, i styrke, i formål og i vidnesbyrdet om, at vi er elskede og ledes af vor himmelske Fader, vor Frelser, Jesus Kristus, og vores levende profet, præsident Russell M. Nelson.
Da min mand og jeg var unge, blev vi kaldet af vores biskop til at besøge og drage omsorg for en familie, der ikke var kommet i kirken i mange år. Vi påtog os villigt opgaven og tog et par dage senere hen til deres hjem. Vi blev straks klar over, at de ikke ønskede besøg af folk fra Kirken.
Så ved vores næste besøg henvendte vi os til dem med en portion småkager, sikre på, at chokoladesmåkager ville smelte deres hjerte. Det gjorde de ikke. Parret talte til os gennem netdøren og gjorde det endnu klarere, at vi ikke var velkomne. Men da vi kørte hjem, var vi så godt som sikre på, at det ville være lykkedes for os, hvis vi bare havde tilbudt dem kage i stedet.
Vores mangel på åndeligt perspektiv gjorde flere mislykkede forsøg frustrerende. Et afslag er aldrig rart. Med tiden begyndte vi at spørge os selv: »Hvorfor gør vi det her? Hvad er formålet med det?«
Ældste Carl B. Cook kom med denne iagttagelse: »Tjeneste i Kirken kan være en udfordring, hvis vi bliver bedt om at gøre noget, der skræmmer os, hvis vi bliver trætte af at tjene, eller hvis vi bliver kaldet til at gøre noget, som vi i første omgang ikke finder tiltalende.«1 Sandheden i ældste Cooks ord erfarede vi, da vi besluttede, at vi måtte søge vejledning hos En med et større perspektiv end os.
Så efter oprigtig bøn og studium fandt vi svaret på, hvorfor vi tjente. Vi ændrede vores indstilling, oplevede en forandring i hjertet, faktisk fik vi en oplevelse med åbenbaring.2 Da vi søgte vejledning i skrifterne, lærte Herren os, hvordan vi kunne gøre processen med at tjene andre lettere og mere konstruktiv. Her er det vers, vi læste, som ændrede både vores hjerte og vores tilgang: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din kraft, dit sind og din styrke; og i Jesu Kristi navn skal du tjene ham.«3 Selv om dette vers var så velkendt, syntes det at tale til os på en ny og vigtig måde.
Vi indså, at vi oprigtigt stræbte efter at tjene denne familie og tjene vores biskop, men vi måtte spørge os selv, om vi virkelig tjente af kærlighed til Herren. Kong Benjamin skelnede klart mellem dette, da han sagde: »Se, jeg siger jer, at fordi jeg sagde til jer, at jeg havde tilbragt mine dage i jeres tjeneste, ønsker jeg ikke at prale, for jeg har blot været i Guds tjeneste.«4
Så hvem tjente kong Benjamin i virkeligheden? Vor himmelske Fader og Frelseren. At vide hvem og hvorfor, når vi tjener andre, hjælper os til at forstå, at den største tilkendegivelse af kærlighed er hengivenhed over for Gud.
Vores fokus ændrede sig gradvist, ligeså gjorde vores bønner. Vi begyndte at se frem til vores besøg hos denne familie på grund af vores kærlighed til Herren.5 Vi gjorde det for ham. Han ændrede kampen til ikke længere at være en kamp. Efter mange måneder, hvor vi bare stod på dørtrinnet, begyndte familien at lukke os ind. Vi endte med at bede regelmæssigt sammen og tale kærligt om evangeliet. Et langvarigt venskab udviklede sig. Vi tjente og elskede ham ved at elske hans børn.
Kan I tænke tilbage på en gang, hvor I i kærlighed rakte ud i en oprigtig hensigt om at hjælpe nogen i nød og følte, at jeres anstrengelser gik ubemærket hen eller måske ikke blev påskønnet eller endog var uønskede? Satte I i den situation spørgsmålstegn ved værdien af jeres tjeneste? Hvis I gjorde, må kong Benjamins ord da erstatte jeres tvivl og endog jeres smerte: »[I er] blot i jeres Guds tjeneste.«6
Frem for at opbygge modvilje kan vi gennem tjeneste opbygge et mere fuldkomment forhold til vor himmelske Fader. Vores kærlighed til og hengivenhed for ham foregriber behovet for anerkendelse eller påskønnelse og lader hans kærlighed strømme til og gennem os.
Sommetider tjener vi til at begynde med af pligt, men selv en sådan tjeneste kan føre til, at vi trækker på noget større i os, og føre til, at vi tjener på »en langt bedre vej«,7 som i præsident Nelsons opfordring til »en nyere, mere hellig tilgang til at udvise omsorg og betjene andre.«8
Når vi fokuserer på alt det, Gud har gjort for os, strømmer vores tjeneste fra et taknemmeligt hjerte. Når vi bekymrer os mindre om, hvorvidt vores tjeneste højner os, indser vi i stedet, at fokus for vores tjeneste vil være at sætte Gud først.9
Præsident M. Russell Ballard har sagt: »Det er kun, når vi elsker Gud og Kristus af hele vores hjerte, sjæl, sind og styrke, at vi er i stand til at elske vores næste gennem venlighed og tjeneste.«10
Det første af de ti bud videregiver denne guddommelige visdom: »Jeg er Herren din Gud … Du må ikke have andre guder end mig.«11 Fastsættelsen af dette bud hjælper os til at forstå, at hvis vi gør ham til vores første prioritet, vil alt andet i sidste ende falde på plads, også når vi tjener andre. Når han indtager den højeste plads hos os gennem et bevidst valg, så er han i stand til at velsigne vores handlinger til vores og andres bedste.
Herren gav dette råd: »Se hen til mig i alle jeres tanker.«12 Og hver uge indgår vi pagt om at gøre netop det: »altid erindre ham.«13 Kan et sådant guddommeligt fokus gælde i alt, hvad vi gør? Kan udførelsen af selv en simpel opgave blive en mulighed for at vise vores kærlighed til og hengivenhed for ham? Det tror jeg, at den både kan og vil.
Vi kan gøre alt på vores huskeseddel til en måde at herliggøre ham på. Vi kan se alle opgaver som et privilegium og en mulighed for at tjene ham, selv når vi er omgivet af tidsfrister, pligter eller beskidte bleer.
Som Ammon sagde: »Ja, jeg ved, at jeg intet er; hvad min egen styrke angår, er jeg svag; derfor vil jeg ikke prale af mig selv, men jeg vil prale af min Gud, for med hans styrke kan jeg gøre alt.«14
Når det bliver vores førsteprioritet i livet at tjene Gud, mister vi os selv, og til rette tid finder vi os selv.15
Frelseren belærte meget enkelt og direkte om dette princip: »Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.«16
Lad mig dele nogle vise ord med jer, som stod på en væg i et børnehjem i Calcutta i Indien: »Hvis du er venlig, kan mennesker beskylde dig for at have selviske, skjulte motiver. Vær alligevel venlig. Det, du bruger år på at opbygge, kan en anden ødelægge på en nat. Opbyg alligevel. Det gode, du gør i dag, har folk ofte glemt i morgen. Gør alligevel godt. Giv verden det bedste, du har, og det vil måske aldrig være nok. Giv alligevel verden det bedste, du har. Ser du, når alt kommer til alt, er det – alligevel – en sag mellem dig og din Gud.«17
Søstre, det er altid en sag mellem os og Herren. Som præsident James E. Faust sagde: »›Hvad er det største behov i verden? … Er det største behov for alle i verden ikke at have et personligt, løbende, dagligt og vedvarende forhold til Frelseren?‹ At have et sådant forhold kan afdække det guddommelige i os, og intet kan gøre en større forskel for os, end at vi lærer Gud og vores guddommelige forhold til ham at kende og forstår det.«18
På samme vis forklarede Alma sin søn: »Ja, lad alle dine gerninger være for Herren, og hvor du end går hen, lad det ske i Herren; ja, lad dine tanker være henvendt til Herren; ja, lad dit hjertes hengivenhed være rettet mod Herren for evigt.«19
Og præsident Russell M. Nelson har ligeledes lært os: »Når vi forstår, at han frivilligt sonede for os, bliver enhver følelse af offer fra vores side fuldstændigt overskygget af en inderlig følelse af taknemmelighed over privilegiet ved at kunne tjene ham.«20
Søstre, jeg vidner om, at når Jesus Kristus gennem sin forsonings kraft arbejder med og i os, begynder han at arbejde gennem os for at velsigne andre. Vi tjener dem, men det gør vi ved at elske og tjene ham. Vi bliver, som det beskrives i skriften: »Enhver stræber efter at tilgodese sin næste og gøre alt alene med Guds ære for øje.«21
Måske vidste vores biskop, at der var noget, min mand og jeg skulle lære af disse tidlige, velmente og dog ufuldkomne bestræbelser på at betjene Guds elskede sønner og døtre. Jeg bærer mit personlige og faste vidnesbyrd om den godhed og kærlighed, han giver af til os, selv mens vi bestræber os på at tjene ham. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.