Forligelsens tjeneste
Jeg vidner om den sjælero, som forligelse med Gud og hinanden vil give os, hvis vi er sagtmodige og modige nok til at stræbe efter den.
I april i år introducerede præsident Russell M. Nelson os for konceptet omsorg som en måde at holde de store bud om at elske Gud og hinanden på.1 Vi, Kirkens ledere, roser og lykønsker jer for den fantastiske respons, I har indledt for at blive bedre til det. Vi takker jer for at følge vores elskede profet i denne vidunderlige bedrift og beder jer om ikke at vente på mange flere instruktioner. Hop bare ud i svømmebassinet og svøm. Svøm hen mod dem, der er i nød. Lad jer ikke bremse af spekulationer om, hvorvidt I skal svømme rygcrawl eller hundesvømning. Hvis vi følger de grundlæggende principper, vi er blevet belært om, holder os afstemt med præstedømmets nøgler og søger Helligåndens vejledning, kan det ikke gå galt.
Denne morgen vil jeg gerne tale om et mere personligt aspekt af at yde omsorg, der intet har at gøre med tildeling, som ikke inkluderer et planlagt interview, og som ikke rapporteres andetsteds end i himlen. Lad mig komme med et personligt eksempel på den slags omsorg.
Grant Morrell Bowen var en hårdtarbejdende, hengiven ægtemand og far, der, som så mange andre, der levede af at dyrke jorden, oplevede en økonomisk nedtur, da den lokale kartoffelhøst slog fejl. Han og hans hustru, Norma, fandt anden beskæftigelse. Senere flyttede de til en anden by og begyndte at komme på fode økonomisk igen. Men på grund af en forfærdelig uheldig hændelse i forbindelse med et tempelanbefalingsinterview blev bror Bowen dybt såret, da biskoppen var lidt skeptisk omkring Morrells erklæring om, at han betalte en ærlig tiende.
Jeg ved ikke, hvem af disse mænd der havde de mest præcise fakta den dag, men jeg ved, at søster Bowen gik fra det interview med en fornyet tempelanbefaling, hvorimod bror Bowen gik derfra med en vrede, der holdt ham væk fra Kirken i 15 år.
Uanset hvem der havde ret omkring tienden, er det tydeligt, at både Morrell og biskoppen glemte Frelserens formaning »skynd dig at blive enig med din modpart«2 og Paulus’ råd »lad ikke solen gå ned over jeres vrede.«3 Faktum er, at de ikke blev enige, og at solen gik ned over bror Bowens vrede i dagevis, ugevis, ja, i årevis, hvilket beviser en pointe, som en af de kloge antikke romerske filosoffer kom med, da han sagde: »Vrede er, hvis den ikke tilbageholdes, ofte mere skadelig end den skade, der fremprovokerer den.«4 Men forligelsens mirakel er altid en mulighed for os, og af kærlighed til sin familie og den kirke, som han vidste var sand, kom Morrell Bowen fuldstændigt tilbage til Kirken. Lad mig kort fortælle jer, hvordan det skete.
Bror Bowens søn Brad er en af vores gode venner og en pligtopfyldende områdehalvfjerdser, der tjener i det sydlige Idaho. Brad var 11 år, da hændelsen fandt sted, og i 15 år så han sin fars religiøse hengivenhed svinde hen, et vidnesbyrd om den forfærdelige høst, man får, der hvor vrede og misforståelse var blevet sået. Der måtte gøres noget. Så da thanksgiving nærmede sig i 1977, pakkede Brad, der dengang var 26 år og studerende på BYU, sin gamle bil med sin hustru, Valerie, og deres nyfødte søn, Mic, trodsede det dårlige vejr og kørte til Billings i Montana. Selv ikke det faktum, at de kørte lige ind i en snedrive nær West Yellowstone, kunne afholde dette trekløver fra at komme frem til bror Bowen sen.
Da de nåede frem, bad Brad og hans søster Pam om en stund alene med deres far. »Du har været en vidunderlig far,« begyndte Brad rørt, »og vi har altid vidst, hvor højt du elsker os. Men der er noget galt, og det har der været i lang tid. Fordi du engang blev såret, har hele familien lidt i årevis. Vi er ved at gå i stykker, og du er den eneste, der kan fikse os. Så vil du ikke nok efter al den tid lægge denne uheldige hændelse med den biskop bag dig og igen lede denne familie i evangeliet, som du gjorde engang?«
Der blev dødstille. Så kiggede bror Bowen op på disse to, sine børn, sit eget kød og blod,5 og sagde meget stille »Jo. Jo, det vil jeg.«
Henrykte, men målløse over det uventede svar så bror Brad Bowen og hele familien deres mand og far gå til sin nuværende biskop i en ånd af forsoning for at bringe tingene i orden. Som en perfekt respons på dette modige, men totalt uventede besøg slog biskoppen, som gentagne gange havde opfordret bror Bowen til at komme tilbage, sine arme om Morrell og bare holdt ham – holdt ham i sin favn i lang, lang, lang tid.
Der gik kun et par uger – det tager ikke lang tid – før bror Bowen var aktiv i Kirken, og inden han havde gjort sig værdig til at vende tilbage til templet. Snart efter accepterede han et kald til at præsidere over en lille gren på 25, der kæmpede for at overleve, og den blev en blomstrende menighed på mange flere end 100 medlemmer. Alt dette fandt sted for snart et halvt århundrede siden, men følgerne af en søns og datters omsorgsfulde bøn til deres egen far og faderens villighed til at tilgive og komme videre trods andres ufuldkommenhed medførte og medfører stadig og vil for evigt medføre velsignelser for familien Bowen.
Brødre og søstre, Jesus har bedt os om at »leve sammen med andre i kærlighed«,6 »der skal ikke være nogen mundhuggerier blandt jer.«7 »Den, der har stridens ånd, er ikke af mig,« sagde han til nefitterne.8 Det er i sandhed sådan, at vores forhold til Kristus vil blive afgjort – eller i det mindste påvirket – af vores forhold til hinanden.
»Derfor, hvis I kommer til mig,« sagde han, »og kommer i tanke om, at din broder har noget imod dig –
gå da hen til din broder, og bliv først forligt med [ham], og kom så til mig med hjertets faste forsæt, så vil jeg tage imod dig.«9
Vi kan helt sikkert alle sammen citere en endeløs række af gamle ar, sorger og smertelige minder, som lige nu stadig tærer på freden i et hjerte, i en familie eller i et nabolag. Uanset om vi har forårsaget denne smerte eller været genstand for denne smerte, må disse sår heles, så livet kan være så berigende, som Gud havde til hensigt, at det skulle være. Ligesom den mad i køleskabet, som jeres børnebørn nøje tjekker for jer, så kan alle de gamle klagepunkter have overskredet deres holdbarhedsdato. Vær søde ikke længere at bruge den dyrebare plads i jeres hjerte på dem. Som Prospero sagde til den brødefulde Alonso i Stormen: »Lad os ikke betynge vor erindring med en sorg der er forbi.«10
»Tilgiv, så skal I få tilgivelse,«11 sagde Kristus på Det Nye Testamentes tid. Og i vor tid: »Jeg, Herren, tilgiver, hvem jeg vil tilgive, men af jer kræves det, at I tilgiver alle mennesker.«12 Det er dog vigtigt for nogle af jer, der måtte leve i reel kval, at bemærke, hvad han ikke sagde. Han sagde ikke: »I har ikke lov til at føle sand smerte eller ægte sorg over de sønderrivende oplevelser, I har været udsat for fra andres hånd.« Ej heller sagde han: »For at tilgive oprigtigt er I nødt til at vende tilbage til et giftigt forhold eller gå tilbage til omstændigheder, der er præget af misbrug og destruktivitet.« Men til trods for selv de mest forfærdelige forseelser, der måtte komme til os, kan vi kun hæve os over vores smerte, når vi træder ind på stien til sand heling. Den sti er den tilgivende sti, der blev trådt af Jesus af Nazaret, der kalder på os alle: »Kom så og følg mig.«13
Jesus beder i en sådan opfordring til at være hans disciple og til at prøve at gøre, som han gjorde, os om at være redskaber for hans nåde – »udsendinge i Kristi sted« i »forligelsens tjeneste«, som Paulus beskriver det for korintherne.14 Heleren af ethvert sår, han som retter op på enhver uret, beder os om at arbejde sammen med sig i den kolossale indsats for at stifte fred i en verden, der ikke kan finde den på anden måde.
Som Phillips Brooks skrev: »I, som lader elendige misforståelser kværne videre fra år til år og tænker, at I vil bringe dem i orden en dag; I, som holder jammerlige skænderier i live, fordi I ikke helt kan nå frem til, at tiden er inde til at slippe jeres stolthed og nå til enighed; I, som gnavent går forbi folk på gaden, uden at tale til dem, på grund af fjollet nag … I, som lader … et hjerte længes efter et påskønnende og sympatisk ord, som I har tænkt jer at give … en dag … gå straks hen og gør det, som I måske aldrig får en anden chance for at gøre.«15
Mine elskede brødre og søstre, jeg vidner om, at tilgivelse og forladelse af krænkelser, gamle som nye, knytter sig til storheden i Jesu Kristi forsoning. Jeg vidner om, at en sådan åndelig helbredelse i sidste ende kan kun komme fra vor himmelske Forløser, han som iler os til undsætning med helbredelse under sine vinger.16 Vi takker ham og vor himmelske Fader, som sendte ham, fordi fornyelse og genfødsel, en fremtid fri for gamle sorger og fortidige fejltrin ikke blot er gjort mulig, men allerede er blevet købt og betalt for til en ulidelig pris, nemlig ved udgydelsen af Lammets blod.
Med den apostolske myndighed, jeg er blevet givet af verdens Frelser, vidner jeg om den sjælero, som forligelse med Gud og hinanden vil give os, hvis vi er sagtmodige og modige nok til at stræbe efter den. »Hold op med at strides med hinanden,« tryglede Frelseren.17 Kender I til en gammel skade, så reparer den. Drag omsorg for hinanden i kærlighed.
Mine elskede venner, i forligelsens tjeneste beder jeg jer om at være fredsstiftere, om at elske fred, søge fred, skabe fred og påskønne fred. Jeg fremsætter den appel i Fredsfyrstens navn, han, som kender alt til at blive »såret i [sine] venners hus,«18 men som stadig finder styrke til at tilgive og glemme – og helbrede – og være glad. Det beder jeg om for jer og for mig i Herren Jesu Kristi navn. Amen.