Afgørende samtaler

Joy D. Jones

Netop afløst som hovedpræsident for Primary

Vi kan ikke vente på, at omvendelse kommer til vores børn af sig selv. Tilfældig omvendelse er ikke en del af Jesu Kristi evangelium.

Har I nogensinde undret jer over, hvorfor vi kalder Primary »Primary?« Mens navnet henviser til den åndelige læring, børn får i de første år af deres liv, er det for mig også en påmindelse om en mægtig sandhed. For vor himmelske Fader har børn aldrig været sekundære – de har altid været »primære« (primary på engelsk).¹

Han stoler på, at vi værdsætter, respekterer og beskytter dem som Guds børn. Det betyder, at vi aldrig skader dem fysisk, verbalt eller følelsesmæssigt på nogen måde, selv når spændinger og stressfaktorer går højt. I stedet værdsætter vi børn, og vi gør alt, hvad vi kan for at bekæmpe mishandlingens onder. Deres varetagen er primær for os – ligesom den er for ham.²

En ung mor og far sad ved deres køkkenbord og gennemgik deres dag. Nede fra gangen hørte de et højt bump. Moderen spurgte: »Hvad var det?«

Så hørte de en dæmpet gråd komme fra deres 4-årige søns værelse. De skyndte sig ned ad gangen. Der lå han på gulvet ved siden af sin seng. Moderen samlede den lille dreng op og spurgte ham om, hvad der var sket.

Han sagde: »Jeg faldt ud af sengen.«

Hun sagde: »Hvorfor faldt du ud af sengen?«

Han trak på skuldrene og sagde: »Det ved jeg ikke. Jeg tror, at jeg bare ikke kom langt nok ind.«

Denne morgen vil jeg gerne tale om at »komme langt nok ind«. Det er vores privilegium og ansvar at hjælpe børn til at »komme langt nok ind« i Jesu Kristi evangelium. Og vi kan ikke komme for tidligt i gang.

Der er en særlig unik tid i børns liv, hvor de er beskyttet mod Satans indflydelse. Det er en tid, hvor de er uskyldige og syndfrie.³ Det er en hellig tid for forældre og børn. Børn bør undervises ved ord og eksempel, inden og efter de »har nået den alder, hvor [de] er [ansvarlige] i Guds øjne«.⁴

Præsident Henry B. Eyring har sagt: »Vi har størst mulighed med de små. Det bedste tidspunkt at undervise på er i den tidlige barndom, mens børnene stadig er immune over for deres dødelige fjendes fristelser, og længe før sandhedens ord overdøves af larmen fra deres personlige kampe.«⁵ Sådan undervisning vil få dem til at indse deres guddommelige identitet, deres formål og de rige velsignelser, der venter dem, når de indgår hellige pagter og modtager ordinancer på pagtsstien.

Vi kan ikke vente på, at omvendelse kommer til vores børn af sig selv. Tilfældig omvendelse er ikke en del af Jesu Kristi evangelium. At blive som vor Frelser sker ikke vilkårligt. Når vi er bevidste om at være kærlige, undervise og bære vidnesbyrd, kan det hjælpe børn til i en ung alder at begynde at føle Helligåndens påvirkning. Helligånden er afgørende for vores børns vidnesbyrd om og omvendelse til Jesus Kristus. Vi ønsker, at de »altid erindrer ham, så de må have hans Ånd hos sig.«⁶

Overvej værdien af familiesamtaler om Jesu Kristi evangelium, afgørende samtaler, der kan indbyde Ånden. Når vi har sådanne samtaler med vores børn, kan vi hjælpe dem med at skabe et fundament, der »er en sikker grundvold, en grundvold, hvorpå [de], hvis de bygger derpå, ikke kan falde.«⁷ Når vi styrker et barn, styrker vi familien.

Disse afgørende samtaler kan lede børn til at:

Forstå læren om omvendelse.
Have tro på Kristus, den levende Guds søn.
Vælge at blive døbt og få Helligåndsgaven, når de er otte år.⁸
Og bede og »vandre retskaffent for Herren.«⁹

Frelseren opfordrede: »Derfor giver jeg dig en befaling om frit at lære dine børn dette.«¹⁰ Og hvad ønskede han, at vi lærer dem så frit?

Adams fald
Jesu Kristi forsoning
Betydningen af at blive født på ny¹¹

Ældste D. Todd Christofferson har sagt: »Modstanderen er helt sikkert tilfreds, når forældre forsømmer at undervise og lære deres børn at have tro på Kristus og åndeligt blive født igen.«¹²

Modsat ønsker Frelseren, at vi lærer børn, at stole »på den Ånd, der leder til at gøre det gode.«¹³ For at gøre det, må vi hjælpe børn til at genkende, hvornår de føler Ånden, og indse, hvad der får Ånden til at forsvinde. Derved lærer de at omvende sig og vende tilbage til lyset gennem Jesu Kristi forsoning. Dette giver åndelig ukuelighed.

Vi kan have det sjovt med at hjælpe vores børn til at opbygge åndelig ukuelighed i alle aldre. Det behøver ikke at være kompliceret eller tidskrævende. Enkle, omsorgsfulde samtaler kan lede børn til ikke alene at vide, hvad de tror, men vigtigere, hvorfor de tror på det. Omsorgsfulde samtaler, der finder sted naturligt og konsekvent, kan føre til bedre forståelse og svar. Lad os ikke lade bekvemmeligheden ved elektroniske enheder afholde os fra at undervise og lytte til vores børn og se dem i øjnene.

Flere muligheder for afgørende samtaler kan forekomme gennem rollespil. Familiemedlemmer kan agere situationer om at blive fristet eller presset til at træffe et dårligt valg. Sådan en oplevelse kan styrke børn til at være forberedt på en udfordrende situation. Vi kan for eksempel rollespille det og derpå tale om det, mens vi spørger børnene om, hvad de ville gøre:

Hvis de blev fristet til at bryde visdomsordet.
Hvis de blev udsat for pornografi.
Hvis de blev fristet til at lyve, stjæle eller snyde.
Hvis de hørte noget fra en ven eller lærer i skolen, der strider imod deres tro eller værdier.

Når børn laver et rollespil og derpå taler om det, i stedet for at blive fanget uforberedt i en ubehagelig situation med en gruppe af jævnaldrende, kan de blive udstyret med »troens skjold, hvormed [de] skal være i stand til at slukke alle den ondes brændende pile.«¹⁴

En nær personlig ven lærte denne afgørende lektie som 18-årig. Han meldte sig til den amerikanske hær under konflikten mellem USA og Vietnam. Han blev sendt til rekrutuddannelse i infanteriet for at blive en del af landtropperne. Han forklarede, at træningen var udmattende. Han beskrev sin instruktør som ondskabsfuld og inhuman.

På en bestemt dag var hans enhed i fuldt kampudrustning og vandrede i en trykkende varme. Instruktøren råbte pludselig en ordre om, at de skulle smide sig på jorden og ikke flytte sig. Instruktøren så efter selv den mindste bevægelse. Enhver bevægelse ville føre til alvorlige konsekvenser senere. Enheden led i over to timer i varmen med voksende vrede mod og foragt for deres leder.

Mange måneder senere var vores ven selv ved at lede sin enhed gennem junglen i Vietnam. Det var virkelighed, ikke bare træning. Skyd begyndte at lyde højt i de omgivende træer. Hele enheden smed sig straks på jorden.

Hvad så fjenden efter? Bevægelse. Enhver bevægelse ville tiltrække beskydning. Min ven fortalte, at mens han lå svedende og ubevægelig på jorden i junglen og ventede på mørket i flere timer, reflekterede han tilbage på grunduddannelsen. Han huskede sin intense afsky over for sin instruktør. Nu følte han en intens taknemmelighed – for det, han havde lært ham, og hvordan han havde forberedt ham på denne kritiske situation. Instruktøren havde vist udrustet vores ven og hans enhed med evnen til at vide, hvad de skulle gøre, når kampen rasede. Han havde i realiteten reddet vores vens liv.

Hvordan kan vi gøre det samme for vores børn åndeligt? Hvordan kan vi mere fuldt ud stræbe efter at undervise, styrke og forberede dem, længe før de kommer ind på livets slagmark?¹⁵ Hvordan kan vi indbyde dem til at »komme langt nok ind?« Vil vi ikke hellere, at de sveder i hjemmets sikre læringsmiljø, end at de bløder på livets slagmarker?

Når jeg ser tilbage, er der tidspunkter, hvor min mand og jeg følte os som instruktører i vores ivrighed for at hjælpe vores børn til at efterleve Jesu Kristi evangelium. Profeten Jakob lod til at have de samme følelser, da han sagde: »Jeg nærer ønske for jeres sjæls velfærd. Ja, min ængstelse for jer er stor; og I ved selv, at det har den altid været.«¹⁶

Når børn lærer og udvikler sig, vil deres overbevisninger blive udfordret. Men når de er udrustet på passende vis, kan de vokse i tro, mod og selvtillid, selv midt i stærk modstand.

Alma lærte os at »berede [vores] børns sind«.¹⁷ Vi forbereder den opvoksende generation på at blive fremtidige troens forsvarere, at forstå »at [de] er frie til selv at handle – til at vælge vejen til evigtvarende død eller vejen til evigt liv.«¹⁸ Børn fortjener at forstå denne store sandhed: Evigheden er den forkerte ting at tage fejl af.

Må vores enkle, men afgørende samtaler med vores børn hjælpe dem til at »nyde det evige livs ord [om] evigt liv« nu, så de kan nyde »evigt liv i den tilkommende verden, ja, udødelig herlighed.«¹⁹

Når vi opdrager og forbereder vores børn, giver vi plads til deres handlefrihed, vi elsker dem af hele vores hjerte, vi underviser dem om Guds befalinger og hans omvendelsesgave, og vi opgiver dem aldrig nogensinde. Er det trods alt ikke Herrens måde for os alle sammen?

Lad os trænge os frem med standhaftighed i Kristus med en kundskab om, at vi kan »have et fuldkommen klart håb«²⁰ gennem vor kærlige Frelser.

Jeg vidner om, at han altid er svaret. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.