Jeg elsker at se templet
Det er i templet, at vi kan modtage visheden om kærlige familiebånd, der vil fortsætte efter døden og vare gennem hele evigheden.
Mine kære brødre og søstre, jeg er taknemlig for at være sammen med jer ved det første møde til generalkonferencen. Talerne, musikken og bønnen har bragt Ånden hertil – såvel som en følelse af lys og håb.
Den følelse har bragt mindet tilbage om den første dag, hvor jeg gik ind i templet i Salt Lake City. Jeg var en ung mand. Mine forældre var mine eneste ledsagere den dag. Indenfor døren standsede de op et øjeblik for at blive hilst på af en tempeltjener. Jeg fortsatte uden dem, alene et øjeblik.
Jeg blev hilst på at en lille hvidhåret kvinde i en smuk hvid tempelkjole. Hun så op på mig, smilede og sagde så meget blidt: »Velkommen til templet, bror Eyring.« Jeg tænkte et øjeblik, at hun var en engel, fordi hun kendte mit navn. Jeg havde ikke indset, at et lille kort med mit navn på var blevet placeret på kraven på min jakke.
Jeg gik forbi hende og standsede. Jeg så højt op på det hvide loft, som gjorde rummet så lyst, at det næsten virkede, som om der var åbent op til himlen. Og i det øjeblik kom tanken til mit sind med disse tydelige ord: »Jeg har været i dette oplyste sted før.« Men umiddelbart efter kom i mit sind, ikke med min egen stemme, disse ord: »Nej, du har aldrig været her før. Du husker et øjeblik, fra før du blev født. Du var på et helligt sted som dette.«
Uden på vores templer placerer vi ordene »Helliget Herren.« Jeg ved for mig selv, at de ord er sande. Templet er et helligt sted, hvor åbenbaring let kommer til os, hvis vores hjerte er åbent for det, og vi er værdige til det.
Senere den første dag følte jeg igen den samme ånd. Tempelceremonien indeholder nogle ord, der gav mig en brændende følelse i mit hjerte og bekræftede, at det, der blev gengivet, var sandt. Det, jeg følte, var personligt til mig vedrørende min fremtid, og det blev til virkelighed omkring 40 år senere gennem en kaldelse fra Herren til at tjene.
Jeg oplevede den samme følelse, da jeg blev viet i templet i Logan i Utah. Præsident Spencer W. Kimball udførte beseglingen. Med de få ord han talte, kom han med dette råd: »Hal og Kathy, lev således, at når kaldet kommer, kan I let gå væk.«
Da han sagde disse få ord, så jeg tydeligt i mit sind, i farver, en stejl bakke og en vej, der førte op til toppen. Et hvidt hegn løb langs venstre side af vejen og forsvandt i en række træer på toppen af bakken. Et hvidt hus kunne knap nok ses gennem træerne.
Et år efter genkendte jeg den bakke, da min svigerfar kørte os op ad den vej. Det var i mindste detalje det, jeg så, da præsident Kimball fremsatte sit råd i templet.
Da vi kom op til bakketoppen, standsede min svigerfar ved det hvide hus. Han fortalte os, at han og hans hustru ville købe ejendommen, og at han ønskede, at hans datter og jeg boede i gæstehuset. De ville selv bo i hovedhuset, blot få meter væk. Så i de 10 år, hvor vi boede sammen med familien, sagde min hustru og jeg næsten dagligt: »Vi må hellere nyde det, for vi skal ikke blive her længe.«
En kaldelse kom fra Kirkens uddannelseskommissær Neal A. Maxwell. Advarslen fra præsident Kimball om »let at kunne gå væk«, blev til virkelighed. Det var en kaldelse til at forlade det, der lignede en idyllisk situation for familien, til at tjene i en opgave på et sted, som jeg intet kendte til. Vores familie var klar til at forlade denne velsignede tid og det sted, fordi en profet i et helligt tempel, et sted for åbenbaring, så en fremtidig begivenhed, som vi så var forberedt på.
Jeg ved, at Herrens templer er hellige steder. Min hensigt i dag med at tale om templer er at styrke jeres ønske og mit om at være værdige og rede til de større muligheder for tempeloplevelser, der er på vej.
For mig er den største motivation til at være værdig til tempeloplevelser det, som Herren har sagt om sine hellige huse:
»Og for så vidt som mit folk bygger mig et hus i Herrens navn og ikke tillader, at noget urent kommer derind, så det ikke bliver besmittet, skal min herlighed hvile over det;
ja, og min nærværelse skal være der, for jeg vil komme derind, og alle de rene af hjertet, som kommer derind, skal se Gud.
Men hvis det bliver besmittet, vil jeg ikke komme derind, og min herlighed skal ikke være der; for jeg vil ikke komme ind i vanhellige templer.«1
Præsident Russell M. Nelson har gjort det klart for os, at vi kan »se« Frelseren i templet i den forstand, at han ikke længere vil være ukendt for os. Præsident Nelson sagde dette: »Vi forstår ham. Vi fatter hans gerning og herlighed. Og vi begynder at mærke den uendelig påvirkning fra hans enestående liv.«2
Hvis I eller jeg måtte tage til templet utilstrækkeligt rene, vil vi ikke være i stand til at se, ved Helligåndens kraft, den åndelige undervisning om Frelseren, som vi kan modtage i templet.
Når vi er værdige til at modtage en sådan undervisning, kan der udvikle sig gennem vores tempeloplevelse håb, glæde og optimisme hele livet. Det håb, den glæde og optimisme er kun tilgængelig ved at acceptere ordinancerne, der udføres i hellige templer. Det er i templet, at vi kan modtage visheden om kærlige familiebånd, der vil fortsætte efter døden og vare gennem hele evigheden.
For mange år siden, mens jeg var biskop, tog en flot ung mand ikke imod min opfordring til at blive værdig til at leve hos Gud i en familie for evigt. Han fortalte mig på en krakilsk måde om de gode tider, han oplevede sammen med sine venner. Jeg lod ham tale. Så fortalte han mig om et øjeblik ved en af hans fester, hvor han midt i den larmende støj pludselig forstod, at han følte sig ensom. Jeg spurgte ham, hvad der var sket. Han sagde, at han havde husket en tid som lille dreng, hvor han sad på sin mors skød med hendes arme omkring sig. I det øjeblik, mens han fortalte historien, begyndte han at græde. Jeg sagde til ham, hvad jeg ved er sandt: »Den eneste måde, hvorpå du kan få den følelse af familiesamhørighed for evigt, er ved, at du selv bliver værdig og hjælper andre til at modtage templets beseglingsordinancer.«
Vi kender ikke alle detaljerne om familiebånd i åndeverdenen, eller hvad der kan ske, efter vi er opstået. Men vi ved, at profeten Elias kom som lovet for at vende fædrenes hjerte til børnene og børnenes til fædrene.3 Og vi ved, at vores evige lykke afhænger af, at vi gør vores bedste for at tilbyde den samme vedvarende lykke til så mange af vores slægtninge, som vi kan.
Jeg føler det samme ønske om succes med at opfordre levende slægtning til at ønske at blive værdige til at modtage og leve op til templets beseglingsordinancer. Det er en del af den lovede indsamling af Israel i de sidste dage på begge sider af sløret.
En af vores største muligheder foregår, når vores familiemedlemmer er unge. De er født med Kristi lys som en gave. Det gøre dem i stand til at fornemme, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Af den grund kan blot det at se et tempel eller et billede af et tempel skabe et ønske i et barn om at være værdig og privilegeret ved en dag at gå indenfor.
Den dag kan komme, når de som ung får en tempelanbefaling til at udføre stedfortrædende dåb i templet. Ved den oplevelse kan følelsen hos dem vokse, at templets ordinancer altid peger mod Frelseren og hans forsoning. Når de føler, at de tilbyder en person i åndeverdenen chancen for at blive renset for synd, vil deres følelse af at hjælpe Frelseren i hans hellige værk med at velsigne et barn af vor himmelske Fader vokse.
Jeg har set en sådan oplevelse ændre livet for en ung. For mange år siden tog jeg med en datter til et tempel sidst på eftermiddagen. Hun var den sidste, der skulle være stedfortræder i dåbsværelset. Min datter blev spurgt, om hun kunne blive lidt længere for at færdiggøre ordinancerne for alle de personer, hvis navne var forberedt. Det sagde hun ja til.
Jeg så min lille datter træde ned i dåbsbassinet. Dåbene begyndte. Min lille datter havde vand strømmende ned over sit ansigt, hver gang hun blev løftet op af vandet. Igen og igen blev hun spurgt: »Kan du klare mere?« Hver gang sagde hun: »Ja.«
Som en lidt bekymret far begyndte jeg at håbe, at hun kunne blive bedt om ikke at gøre mere. Men jeg husker stadig hendes faste stemme, når hun blev spurgt, om hun kunne gøre mere, og at hun med bestemt, lille stemme sagde: »Ja.« Hun blev ved, indtil den sidste person på listen den dag havde modtaget dåbens velsignelse i Jesu Kristi navn.
Da jeg gik ud af templet med hende den aften, var jeg forundret over det, jeg havde set. Et barn var blevet løftet op og forandret lige for øjnene af mig ved at tjene Herren i hans hus. Jeg husker stadig følelsen af lys og fred, da vi sammen gik væk fra templet.
Mange år er gået. Hun siger stadig ja til spørgsmålet fra Herren, om hun vil gøre mere for ham, når det er svært. Det er, hvad tempeltjeneste kan gøre for at forandre og opløfte os. Det er derfor mit håb for jer og for hele jeres elskede familie, at I vil få et større ønske og vilje til at være værdige til at gå ind i Herrens hus, så ofte som jeres omstændigheder tillader.
Han ønsker at byde jer velkommen der. Jeg beder om, at I vil prøve at opbygge ønsket i hjertet hos vor himmelske Faders børn om at gå derhen, hvor de kan føle sig nær ved ham, og at I også vil indbyde jeres forfædre til at blive værdige til at være sammen med ham og med jer for evigt.
Disse ord kan være vores:
Jeg elsker Herrens tempel,
der skal jeg hen en dag,
og føle Helligånden,
jeg lytter og jeg be’r.
For Guds tempel det er Herrens hus,
hvor kærligheden virker.
Jeg gør mig parat, mens jeg er barn.
Det er min hellige pligt.4
Jeg bærer højtideligt vidnesbyrd om, at vi er børn af en kærlig himmelsk Fader. Han valgte sin elskede Søn, Jesus Kristus, til at blive vor Frelser og Forløser. Den eneste måde, hvorpå vi kan vende tilbage og bo hos dem med vores familie, er gennem det hellige tempels ordinancer. Jeg vidner om, at præsident Russell M. Nelson bærer og udøver alle præstedømmets nøgler, der gør evigt liv muligt for alle Guds børn. Det vidner jeg om i Jesu Kristi hellige navn. Amen.