Vor personlige Frelser
På grund af Frelserens sonoffer, har han kraften til at rense, hele og styrke os enkeltvis.
Jeg er så taknemmelig for at være sammen med jer denne dejlige påskemorgen. Når jeg tænker på påsken, elsker jeg i mit sind at øve mig på de ord, engle talte til dem, der var ved graven: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, han er opstået.«1 Jeg vidner om, at Jesus af Nazaret opstod, og at han lever.
Hvad mener I om Kristus?
For 34 år siden mødte og underviste min missionærkammerat og jeg en meget intellektuel mand, der var skribent på en lokalavis i Davao City i Filippinerne. Vi nød at undervise ham, fordi han have mange spørgsmål og var meget respektfuld over for vores overbevisninger. Det mest mindeværdige spørgsmål han stillede os var: »Hvad mener I om Kristus?«2 Vi delte selvfølgelig begejstret vores følelser og bar vidnesbyrd om Jesus Kristus. Han udgav senere en artikel om det samme emne, der indeholdt vidunderlige ord og vendinger om Frelseren. Jeg husker at være imponeret, men ikke nødvendigvis opløftet. Den havde gode oplysninger, men føltes hul og manglede åndelig kraft.
Lær ham bedre og bedre at kende
»Hvad mener I om Kristus?« Jeg indser, at graden af, hvor godt jeg kender Frelseren, påvirkes betydeligt af min evne til at høre ham, såvel som hvordan jeg reagerer. For nogle få år siden stillede ældste David A. Bednar følgende spørgsmål som en del af sin tale: »Kender vi blot til Frelseren, eller lærer vi ham bedre og bedre at kende? Hvordan lærer vi Herren at kende?«3
Da jeg studerede og tænkte, kom jeg til en klar erkendelse af, at det, jeg ved om Frelseren, i høj grad fylder mere, end hvor godt jeg virkelig kender ham. Jeg besluttede mig i det øjeblik for at yde en større indsats for at lære ham at kende. Jeg er taknemmelig for skrifterne og vidnesbyrd fra trofaste mænd og kvinder, der er Jesu Kristi disciple. Min egen rejse i løbet af de seneste få år har ført mig ad mange veje med studium og opdagelse. Jeg beder til, at Helligånden i dag vil overbringe jer et budskab, der er langt større, end de utilstrækkelige ord, jeg har skrevet.
Først må vi anerkende, at den vigtigste stræben i vores liv er at kende Frelseren. Det bør prioriteres over alt andet.
»Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.«4
»Jesus sagde til ham: ›Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.‹«5
»Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.«6
For det andet, når vi lærer Frelseren endnu mere at kende, bliver skriftsteder og profeternes ord så dybt meningsfulde for os, at de bliver vores egne ord. Det handler ikke om at kopiere andres ord, følelser og oplevelser, det handler om at lære dem at kende for os selv, på vores egen unikke måde ved at lave forsøg med ordet7 og modtage et vidnesbyrd fra Helligånden. Som profeten Alma erklærede:
»Tror I ikke, at jeg selv kender til dette? Se, jeg vidner for jer om, at jeg ved, at det, hvorom jeg har talt, er sandt. Og hvordan tror I, at jeg kender til dets sandhed?
Se, jeg siger jer, det er blevet kundgjort for mig ved Guds hellige Ånd. Se, jeg har fastet og bedt i mange dage, for at jeg selv kunne vide dette. Og se, jeg ved selv, at det er sandt, for Gud Herren har tilkendegivet det for mig ved sin hellige Ånd; og dette er åbenbarelsens ånd, som er i mig.«8
For det tredje, vil det at forstå, at Jesu Kristi forsoning gælder for os personligt og individuelt, hjælpe os til at lære ham at kende. Ofte er det lettere for os at tænke på og tale om Kristi forsoning generelt, end at anerkende dens personlige betydning i vores liv. Jesu Kristi forsoning er uendelig og evig og altomfattende i dens bredde og dybde, men fuldt ud personlig og individuel i dens virkning. På grund af Frelserens sonoffer har han kraften til at rense, hele og styrke os enkeltvis.
Frelserens eneste ønske, hans eneste formål, var fra begyndelsen at udføre Faderens vilje. Faderens vilje var, at han skulle være med til at »tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket«9 ved at blive vores »talsmand hos Faderen«.10 Derfor »skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led, og da han havde nået målet, blev han årsag til evig frelse for alle dem, som adlyder ham.«11
»Og han skal gå omkring og lide smerter og trængsler og fristelser af enhver art;
Og han vil påtage sig døden, så han kan løse dødens bånd … og han vil påtage sig deres skrøbeligheder, så hans indre kan fyldes med barmhjertighed … så han, hvad angår kødet, kan vide, hvorledes han kan bistå sit folk, hvad angår deres skrøbeligheder …
Guds Søn [lider], hvad angår kødet, så han kan påtage sig sit folks synder, så han kan slette deres overtrædelser i overensstemmelse med hans magt til at udfri.«12
Jeg vil gerne dele en enkel oplevelse, der illustrerer den kamp, vi nogle gange har med at favne den personlige beskaffenhed af Herrens forsoning.
For flere år siden læste jeg på opfordring fra min nærmeste leder Mormons Bog fra ende til anden og markerede vers, der omtaler Herrens forsoning. Min leder opfordrede mig også til at lave en sammenfatning på en side over det, jeg havde lært. Jeg sagde til mig selv: »En side? Helt sikkert, det er nemt.« Men til min overraskelse var opgaven ekstrem svær, og jeg fejlede.
Jeg har siden erfaret, at jeg fejlede, fordi jeg ramte ved siden af målet og havde fejlagtige antagelser. For det første forventede jeg, at sammenfatningen ville være inspirerende for alle. Sammenfatningen var kun til mig og ikke til alle andre. Det var meningen, at den skulle fange mine følelser om Frelseren og det, han havde gjort for mig, så den, hver gang jeg læste den, ville frembringe vidunderlige, gribende og personlige åndelige oplevelser.
For det andet forventede jeg, at sammenfatningen skulle være storslået og overdådig og indeholde store ord og vendinger. Det handlede aldrig om store ord. Det var meningen, at det skulle være en tydelig og enkel erklæring om overbevisning. »For min sjæl fryder sig ved tydelighed, for på denne måde udfører Gud Herren sine gerninger blandt menneskenes børn. For Gud Herren giver lys, så man forstår.«13
For det tredje forventede jeg, at den skulle være perfekt, en sammenfatning over alle andre sammenfatninger – en endelig sammenfatning, som man ikke kan og ikke bør tilføje noget til – i stedet for en igangværende proces, hvor jeg kan tilføje et ord her eller en vending der, når min forståelse af Jesu Kristi forsoning øges.
Vidnesbyrd og indbydelse
Som ung mand lærte jeg meget af mine samtaler med min biskop. I de dejlige år, lærte jeg at elske disse ord, fra en af mine yndlingssalmer:
O, se hvilken kærlighed, Jesus har vist mod mig,
at han for min frelse og salighed ofred sig
at lide og dø for en synder så arm som jeg,
at give mig bolig og tage mig hjem til sig.
O, hvilken kærlighed, at han til jord kom ned
og døden for mig led,
o, hvilken kærlighed, himmelsk kærlighed.14
Profeten Moroni indbød os: »Og se, jeg vil anbefale jer at søge denne Jesus, om hvem profeterne og apostlene har skrevet.«15
Præsident Russell M. Nelson har lovet, at »hvis [vi] fortsætter med at lære alt, [vi] kan om Jesus Kristus … [vil vores] evne til at vende ryggen til synd … blive større. [Vores] ønske om at holde buddene vil skyde i vejret.«16
Må vi denne påskesøndag, ligesom Frelseren kom frem fra sin grav, vågne fra vores åndelige søvn og hæve os over tvivlens skyer, frygtens greb, den berusende stolthed og selvtilfredshedens dvale. Jesus Kristus og vor himmelske Fader lever. Jeg bærer vidnesbyrd om deres fuldkomne kærlighed til os. I Jesu Kristi navn. Amen.