Sammenknyttede hjerter
Når I udviser venlighed, omtanke og medfølelse, lover jeg jer, at I vil kunne løfte arme, der hænger, og hele hjerter.
Indledning
Er det ikke fascinerende, at betydningsfulde videnskabelige opdagelser sommetider inspireres af noget så enkelt som et æble, der falder ned fra et træ?
I dag vil jeg gerne tale om en opdagelse, man gjorde på grund af en testgruppe kaniner.
I 1970’erne satte nogle forskere sig for at undersøge virkningen af diæter på hjertets tilstand. Over flere måneder gav de en kontrolgruppe af kaniner en meget fedtholdig diæt og overvågede deres blodtryk, hjerterytme og kolesteroltal.
Som forventet ophobede mange af kaninerne fedt i deres blodårer. Det var dog ikke det hele! Forskerne havde opdaget noget, som ikke gav meget mening. Selvom alle kaninerne oplagrede fedt, havde en gruppe overraskende nok op til 60 procent mindre end de andre. Det så ud som om, at de så på to forskellige grupper kaniner.
Resultater som disse kan koste forskere nattesøvn. Hvad kunne det skyldes? Kaninerne var af den samme race fra New Zealand, og var genetisk af samme afstamning. De fik alle samme mængde mad.
Hvad kunne det betyde?
Ugyldiggjorde resultaterne forsøget? Var der fejl i opbygningen af forsøget?
Forskerne kæmpede for at forstå det uventede resultat.
Hen ad vejen rettede de deres opmærksomhed mod forskerholdet. Var det muligt, at forskerne havde gjort noget, der påvirkede resultatet? Da de forfulgte den mulighed, opdagede de, at alle de kaniner med mindre fedtophobning var blevet passet af en bestemt forsker. Hun gav sine kaniner den samme mad, som alle de andre. Men som en af forskerne skrev, »var hun et ualmindeligt sødt og venligt væsen.« Når hun fodrede kaninerne, »talte hun med dem og nussede og aede dem … Hun kunne slet ikke lade være! Det var bare sådan, hun var.«1
Hun gjorde mere end bare at fodre kaninerne. Hun gav dem kærlighed!
Ved første blik virkede det usandsynligt, at dette kunne være årsagen til den dramatiske forskel, men forskningsholdet kunne ikke se andre muligheder.
Så de gentog eksperimentet – denne gang kontrollerede man nøje hver eneste lille variation. Og da de analyserede resultaterne, skete der det samme! De kaniner, der blev passet af en kærlig forsker, havde betydeligt bedre helbred.
Forskerne udgav resultaterne af deres undersøgelse i det meget anerkendte tidsskrift Science.2
Mange år senere har resultaterne i dette eksperiment stadig stor indflydelse i lægeverdenen. For nogle få år siden udgav dr. Kelli Harding en bog med titlen The Rabbit Effect (Kanineffekten) efter eksperimentet. Hun konkluderer: »Tag en kanin med en usund livsstil. Tal med den. Hold den. Vis den ømhed … Det forhold gør en forskel … I sidste ende,« konkluderer hun, »er det, der påvirker vores helbred mest, det, der har at gøre med, hvordan vi behandler hinanden, hvordan vi lever, og hvordan vi tænker over, hvad det vil sige at være menneskelig.«3
I en sekulær verden kan det sommetider virke småt med det, der bygger bro mellem videnskaben og evangeliske sandheder. Og alligevel for kristne, følgere af Jesus Kristus, sidste dages hellige, kommer resultaterne af denne videnskabelige undersøgelse nok ikke helt bag på os. For mig er det blot endnu et bevis på venlighed som et grundlæggende helbredende evangelisk princip – et, som kan hele hjerter emotionelt, åndeligt og, som demonstreret her, tilmed fysisk.
Sammenknyttede hjerter
Da Frelseren blev spurgt: »Mester, hvad et det største bud i loven?« svarede han at »elske Herren din Gud af hele dit hjerte« efterfulgt af »du skal elske din næste som dig selv.«4 Frelserens svar understreger vores himmelske pligt. En tidligere profet befalede, at »der ikke skulle være nogen strid, den ene med den anden, men at [vi] skulle se fremad med … hjerter knyttet sammen i enighed og i kærlighed, den ene til den anden.«5 Vi lærer desuden, at »magt eller indflydelse … bør fastholdes … ved mildhed og sagtmodighed … ved venlighed … og uden svig.«6
Jeg tror, at dette princip har en universel anvendelse for alle sidste dages hellige: Voksne, unge og børn.
Med dette in mente, vil jeg gerne tale direkte til jer børn i primaryalderen et øjeblik.
I forstår allerede, hvor vigtigt det er at være venlig. I omkvædet til en af jeres primarysange »Jeg prøver at bli’ som Jesus« synger vi:
»Elsker hverandre, som Jesus har sagt.
Prøv at vær’ venlig i alt, hvad du gør,
vær kærlig i tanke, i handling og ord,
som Jesus os lærte på jord.«7
Alligevel kan I sommetider have det svært. Her er en historie, der måske kan hjælpe, om en primarydreng, der hedder Minchan Kim fra Sydkorea. Hans familie tilsluttede sig Kirken for ca. seks år siden.
»En dag i skolen gjorde nogle få af mine klassekammerater nar ad en anden elev og gav ham øgenavne. Det så sjovt ud, så jeg tilsluttede mig.
Flere uger senere fortalte drengen mig, at selvom han lod som om, at han var ligeglad, var han såret over vores ord, og han græd hver aften. Jeg græd næsten, da han fortalte mig det. Jeg blev så ked af det og ønskede at hjælpe ham. Så næste dag gik jeg hen til ham og tog ham om skulderen og undskyldte og sagde: ›Jeg er virkelig ked af, at jeg gjorde nar ad dig.‹ Han nikkede til mine ord, og hans øjne blev fyldt med tårer.
Men de andre børn gjorde stadig nar ad ham. Så kom jeg i tanke om, hvad jeg havde lært i Primary: Vælg det rette. Så jeg bad mine klassekammerater om at holde op med det. De fleste af dem besluttede sig for at fortsætte, og de blev vrede på mig. Men en af de andre drenge sagde undskyld, og vi tre blev gode venner.
Selvom der stadig er nogle få, der gør nar ad ham, har han det bedre, fordi han har os.
Jeg vil vælge det rette ved at hjælpe en ven i nød.«8
Er det ikke et godt eksempel for jer på at prøve at blive som Jesus?
Nu til jer unge mænd og kvinder, når I bliver ældre, kan det at gøre nar ad andre udvikle sig i meget farlig retning. Angst, depression og det, der er værre, følger ofte af mobning. »Selvom mobning ikke er noget nyt begreb, så har sociale medier og teknologi ført mobning til nye højder. Den er blevet en mere konstant tilstedeværende trussel – cybermobning.«9
Det er tydeligt, at modstanderen bruger dette til at skade jeres generation. Det hører ingen steder hjemme i jeres cyberspace, nabolag, skole, kvorum eller klasse. Gør venligst alt, I kan, for at gøre disse steder venligere og tryggere. Hvis I passivt ser til eller deltager i noget sådant, kender jeg ikke til noget bedre råd end det, ældste Dieter F. Uchtdorf er kommet med:
»Når det handler om at hade, sladre, ignorere, latterliggøre, bære nag eller ønske at gøre nogen fortræd, så gør følgende:
Hold op!«10
Hørte I det? Hold op! Når I udviser venlighed, omtanke og medfølelse, tilmed digitalt, lover jeg jer, at I vil kunne løfte arme, der hænger, og hele hjerter.
Efter at have sagt lidt til primarybørnene og de unge, retter jeg nu mine kommentarer til de voksne i Kirken. Vi har et primært ansvar for at sætte tonen og være forbilleder på venlighed, inddragelse og høflighed – at undervise den opvoksende generation i kristuslignende adfærd ved det, vi siger, og det, vi gør. Det er særlig vigtigt, når vi observerer et markant socialt skifte hen imod en splittelse i politik, socialklasse og næsten alle andre menneskeskabte skillelinjer.
Præsident M. Russell Ballard har også sagt, at sidste dages hellige skal være venlige ikke alene mod hinanden, men mod alle omkring os. Han har sagt: »Af og til hører jeg om medlemmer, der har såret folk fra andre trossamfund ved at ignorere dem og holde dem udenfor. Det kan især finde sted i områder, hvor vores medlemmer er i overtal. Jeg har hørt om snæversynede forældre, som fortæller deres børn, at de ikke må lege med et bestemt barn i kvarteret, udelukkende fordi hans eller hendes familie ikke tilhører vores kirke. En sådan adfærd er ikke i overensstemmelse med Herren Jesu Kristi lære. Jeg fatter ikke, hvordan noget medlem af denne kirke kan tillade den slags … Jeg har aldrig hørt denne kirkes medlemmer blive opfordret til andet end at være kærlige, venlige, tolerante og godgørende mod vores venner og naboer, som tilhører andre trossamfund.«11
Herren forventer, at vi underviser om, at inklusion er et godt redskab til fællesskab, og at eksklusion fører til splittelse.
Som tilhængere af Jesus Kristus bliver vi rystede, når vi hører om, hvordan Guds børn bliver dårligt behandlet på grund af race. Det skærer os i hjertet at høre om nyere angreb på sorte, asiater, latinamerikanere og alle andre grupper. Fordomme, racemæssige spændinger eller vold bør aldrig finde sted i vores nabolag, lokalsamfund eller i Kirken.
Lad enhver af os, uanset alder, stræbe efter at blive vores bedste selv.
Elsk jeres fjende
Når I stræber efter at række ud i kærlighed, respekt og venlighed, vil I uden tvivl blive såret eller negativt påvirket af andres dårlige valg. Hvad skal vi så gøre? Vi følger Herrens formaning: »Elsk jeres fjender … bed for dem, der mishandler jer.«12
Så gør vi alt, hvad vi kan for at overvinde den modstand, vi støder på. Vi stræber efter at holde ud til enden og beder hele tiden om, at Herrens hånd vil lave om på tingenes tilstand. Vi takker for dem, han sender vores vej for at bistå os.
Jeg bliver rørt over et eksempel fra vores kirkes tidlige historie. I vinteren 1838 blev Joseph Smith og andre af Kirkens ledere tilbageholdt i Liberty Jail, mens de hellige blev voldeligt fordrevet fra deres hjem i staten Missouri. De hellige var forarmede, venneløse og led svært i kulden og af manglen på ressourcer. Indbyggerne i Quincy i Illinois så deres vanskelige situation og rakte ud i medfølelse og venskab.
Wandle Mace, en indbygger i Quincy, fortalte senere om, da hun første gang så de hellige langs Mississippifloden i interimistiske telte: »Nogle havde sat lagner op for at lave lidt læ for vinden … børnene sad og skælvede om et bål, som blæsten legede med, så det gjorde ikke meget gavn. De hellige led forfærdeligt.«13
Da indbyggerne i Quincy så de helliges sørgelige forfatning, gik de sammen om at skaffe hjælp, nogle hjalp endda deres nye venner over floden. Mace fortsætter: »De gav gavmildt, de handlende kappedes med hinanden om, hvem der kunne give mest … af …flæsk … sukker … sko og tøj, alt, som disse fattige fordrevne havde så hårdt brug for.«14 Inden længe var flygtningene i overtal i Quincy, men indbyggerne åbnede deres hjem og delte deres beskedne midler med store personlige omkostninger.15
Mange hellige overlevede kun den barske vinter på grund den medfølelse og gavmildhed, som indbyggerne i Quincy udviste. Disse jordiske engle åbnede deres hjerter og hjem, reddede deres liv med nærende mad, varme og – måske vigtigst af alt – en håndsrækning i venskab til de lidende hellige. Selvom deres ophold i Quincy blev forholdsvist kort, glemte de hellige aldrig, hvad de skyldte deres kære naboer, og Quincy blev kendt som »tilflugtsbyen.«16
Når modgang og modstand rettes mod os af kritiske, negative og tilmed ondskabsfulde handlinger, kan vi vælge at sætte vores håb til Kristus. Dette håb har rod i hans opfordring til og løfte om at være »ved godt mod, for jeg vil lede jer frem«,17 og at han vil hellige vores trængsler til gavn for os.18
Den gode hyrde
Lad os nu afslutte, hvor vi begyndte: En kærlig omsorgsgiver, der viste venlighed af sit hjertes godhed og et uventet udfald – hun helede hjertet blandt de dyr, hun tog vare på. Hvorfor? For sådan var hun bare!
Når vi ser på det med evangeliske briller, indser vi, at vi også er i hænderne på en medfølende omsorgsgiver, der giver af sig selv i venlighed og af sit hjertes godhed. Den gode hyrde kender os hver især ved navn, og har en personlig interesse i os.19 Herren Jesus Kristus har selv sagt: »Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får … Og jeg sætter mit liv til for fårene.«20
I denne hellige påskeweekend finder jeg varig fred ved at vide, at »Herren er min hyrde«,21 og at vi alle er kendt af ham og under hans kærlige pleje. Når vi møder livets storme og skybrud, sygdomme og skader, vil Herren – vores hyrde, vores omsorgsgiver – skærme os med kærlighed og venlighed. Han vil hele vores hjerte og sind.
Om dette vidner jeg – og om Jesus Kristus som vor Frelser og Forløser – i Jesu Kristi navn. Amen.