Plads i herberget

Ældste Gerrit W. Gong

De Tolv Apostles Kvorum

I denne påsketid indbyder Jesus Kristus os til at blive som ham, en barmhjertig samaritaner, for at gøre hans herberg (hans kirke) til et tilflugtssted for alle.

Kære brødre og søstre, selvom det er 20 år siden, min far døde, savner jeg ham stadig nogle gange. Påsken lover, at jeg skal se ham igen.

Da jeg studerede i England, kom min far og besøgte mig. Hans faderlige hjerte vidste, at jeg havde hjemve.

Min far elskede eventyr, bortset fra med mad. Selv i Frankrig, der er berømt for dets køkken, kunne han sige: »Lad os spise noget kinesisk.« Min far, der tjente i mange år som patriark i Kirken, var åndelig og medfølende. En aften, hvor udrykningskøretøjer med høje sirener styrtede af sted gennem Paris, sagde han: »Gerrit, de skrig er byens sår.«

På den tur følte jeg andre skrig og sår. En ung kvinde solgte is fra en lille vogn. Hendes vafler var lige store nok til en enkelt kugle is. Af en eller anden grund konfronterede en stor mand den unge kvinde. Mens han råbte og skreg, væltede han hendes vogn, så alle hendes isvafler faldt ud. Der var intet jeg kunne stille op, da han knuste alle hendes vafler med sine støvler. Jeg kan stadig se den unge kvinde på sine knæ på gaden, mens hun forsøgte at redde knuste stykker af vafler, og tårerne strømmede ned ad hendes kinder. Billedet af hende hjemsøger mig som en påmindelse om den uvenlighed, ligegyldighed og misforståelse, vi ofte påfører hinanden.

En anden eftermiddag besøgte min far og jeg domkirken i Chartres i nærheden af Paris. Malcolm Miller,¹ en verdensekspert i domkirker, udpegede tre sæt af Chartres’ vinduer med glasmosaik. Han sagde, at de fortæller en historie.

Det første vindue viser Adam og Eva, da de forlader Edens have.

Det andet fortæller lignelsen om den barmhjertige samaritaner.

Det tredje skildrer Herrens andet komme.

Samlet kan disse glasmosaikker beskrive vores evige rejse. De opfordrer os til at byde alle velkommen i hans herberg, hvor der er plads.²

Ligesom Adam og Eva, kommer vi ind til en verden med tjørne og tidsler.³

På vores støvede vej til Jeriko er vi plagede, sårede og efterladt i smerte.⁴

Selvom vi bør hjælpe hinanden, går vi for ofte af hvilken som helst årsag blot forbi.

Men med medfølelse stopper den barmhjertige samaritaner op og forbinder vores sår med vin og olie. Symboler på nadveren og andre ordinancer, vinen og olien peger os mod åndelig heling i Jesus Kristus.⁵ Den barmhjertige samaritaner sætter os på sit eget æsel, eller bærer os på sine skuldre, som i nogle glasmosaik-historier. Han tager os med til herberget, der kan repræsentere hans kirke. På herberget siger den barmhjertige samaritaner: »Sørg for ham … jeg [vil] betale dig, når jeg kommer tilbage.«⁶ Den barmhjertige samaritaner, et symbol på vor Frelser, lover at komme tilbage, denne gang i storhed og herlighed.

I denne påsketid indbyder Jesus Kristus os til at blive som ham, en barmhjertig samaritaner, for at gøre hans herberg (hans kirke) til et tilflugtssted for alle fra livets knubs og storme.⁷ Vi forbereder os på hans lovede andet komme, når vi hver dag gør mod »en af disse mine mindste«,⁸ som vi ville gøre mod ham. »Disse mine mindste« er os alle.

Når vi kommer med den barmhjertige samaritaner til herberget, lærer vi fem ting om Jesus Kristus og os selv.

For det første kommer vi til herberget, som vi er, med svagheder og ufuldkommenheder, som vi alle har. Alligevel kan vi alle bidrage med noget, der er behov for. Vores rejse til Gud foregår ofte sammen. Vi hører sammen som et forenet samfund – omend vi konfronterer pandemier, storme, naturbrande, tørke eller stille imødekommer daglige behov. Vi får inspiration, når vi rådfører os med hinanden, lytter til alle, inklusive alle søstre, og Ånden.

Når vores hjerte forandres, og vi antager hans billede i vores ansigtsudtryk,⁹ ser vi ham og os i hans kirke. I ham finder vi klarhed, ikke mislyd. I ham finder vi anledning til at gøre godt, grund til at være god og øget evne til at blive bedre. I ham opdager vi vedvarende tro, frigørende uselviskhed, omsorgsfuld forandring og tillid til Gud. I hans herberg finder og styrker vi vores personlige forhold til Gud vor Fader og Jesus Kristus.

Han stoler på, at vi kan gøre herberget til det sted, han har brug for, at det er. Når vi tilbyder vores talenter og bedste indsats, vil hans åndelige gaver også styrke og velsigne.¹⁰

En spansk tolk fortalte mig: »Ældste Gong, jeg vidste ved Ånden, hvad du skulle til at sige, så jeg kunne oversætte,« sagde denne trofaste bror, »ved tungemålsgaven.«

Gaver af tro og forvisning manifesteres forskelligt i forskellige situationer. En kær søster fik åndelig trøst, da hendes mand døde af COVID-19. Hun sagde: »Jeg ved, at min kære mand og jeg vil være sammen igen.« I en anden situation med COVID-19 sagde en anden kær søster: »Jeg følte, at jeg skulle bede Herren og lægerne om at give min mand lidt længere tid.«

For det andet bønfalder han os om at gøre hans herberg til et sted med nåde og plads, hvor alle kan samles. Som Jesu Kristi disciple er alle lige, der er ingen anden klasses grupper.

Alle er velkomne til at deltage i nadvermøder, andre søndagsmøder og sociale arrangementer.¹¹ Vi tilbeder ærbødigt vor Frelser med betænksomhed og hensyntagen til hinanden. Vi ser og anerkender hver enkelt. Vi smiler, sidder med dem, der sidder alene, lærer navne at kende, inkluderer nyomvendte, tilbagevendende brødre og søstre, unge kvinder og unge mænd og hvert kærligt primarybarn.

Ved at forestille os selv i deres sted byder vi venner, besøgende, nytilflyttede og travle personer, der trækkes i alt for mange retninger, velkommen. Vi sørger med, glæder os og er der for hinanden. Når vi ikke lever op til vores idealer og er fortravlede, uopmærksomme, fordømmende eller fordomsfulde søger vi hinandens tilgivelse og gør det bedre.

En familie fra Afrika, der nu bor i USA, sagde: »Fra allerførste dag var Kirkens medlemmer venlige og imødekommende. Alle fik os til at føle os hjemme. Ingen så ned på os.« Faderen sagde: »Bibelen lærer os, at evangeliets frugter kommer fra evangeliets rødder.« »Og missionærerne,« sagde faderen og moderen, »vi ønsker, at vores søn og datter vokser op og bliver ligesom de missionærer.« Brødre og søstre, må vi hver især tage varmt imod alle i Herrens herberg.

For det tredje lærer vi i hans herberg fuldkommenhed i Kristus og ikke i denne verdens perfektionisme. Uvirkelig og urealistisk, verdens »insta-perfekt« filtrerede perfektionisme kan få os til at føle os utilstrækkelige, fanget af swipes, likes eller dobbeltklik. Som kontrast ved vor Frelser, Jesus Kristus, alt det om os, vi ikke ønsker, at andre skal vide, og han elsker os stadig. Hans evangelium er et af anden og tredje chancer, muliggjort gennem hans sonoffer.¹² Han inviterer os alle til at være en barmhjertig samaritaner, mindre dømmende og mere tilgivende over for os selv og hinanden, når vi stræber efter mere fuldt ud at holde hans befalinger.

Vi hjælper os selv, når vi hjælper hinanden. En familie, jeg kender, boede nær en trafikeret vej. Forbikørende stoppede ofte for at bede om hjælp. Tidligt en morgen hørte familien en høj banken på deres dør. Trætte og bekymrede for, hvem det ville være klokken 2.00, tænkte de på, om der bare denne ene gang ikke var nogen andre, der kunne hjælpe. Da den insisterende banken fortsatte, hørte de: »Brand – der er brand i jeres hus!« Barmhjertige samaritanere hjælper hinanden.

For det fjerde bliver vi i hans herberg en del af et evangelisk samfund, der er centreret om Jesus Kristus, forankret i gengiven sandhed, levende profeter og apostle og endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus – Mormons Bog. Han bringer os til sit herberg og også sit hus – det hellige tempel. Herrens hus er et sted, hvor den barmhjertige samaritaner, ligesom med den sårede mand på vejen til Jeriko, kan rense og iklæde os, forberede os på at vende tilbage til Guds nærhed og forene os for evigt til Guds familie. Hans templer er åbne for alle, der efterlever hans evangelium med tro og lydighed.

Glæde over templet omfatter enighed i evangeliet på tværs af arv, kultur, sprog og generationer. Ved det første spadestik til templet i Taylorsville i Utah delte 17-årige Max Harker en arv af familietro, der begyndte seks generationer tidligere med hans tiptipoldefar Joseph Harker og hans hustru, Susannah Sneath. I Jesu Kristi gengivne evangelium kan vi alle blive et stærkt led i vores slægt.

For det femte glæder vi os over, at Gud elsker sine børn med vores forskellige baggrunde og i alle omstændigheder, i alle nationer, slægter og tungemål, med plads til alle i sit herberg.

I løbet af de sidste 40 år er Kirkens medlemmer i stigende omfang blevet internationale. Siden 1998 har flere medlemmer af Kirken boet uden for end i USA og Canada. Det er vores forventning, at der i 2025 vil være lige så mange medlemmer i Latinamerika som i USA og Canada. Indsamlingen af fader Lehis efterkommere er en opfyldelse af profeti. Trofaste medlemmer i det vestlige USA, hvor Kirken koloniserede områder, udgør stadig et reservoir af hengivenhed og tjeneste for hele Kirken.

Desuden er størstedelen af de voksne medlemmer af Kirken nu ugifte, enker, enkemænd eller fraskilte. Dette er en betydningsfuld ændring. Det gælder mere end halvdelen af Hjælpeforeningens søstre og mere end halvdelen af vores voksne præstedømmebrødre. Dette demografiske mønster har været tilfældet i den verdensomspændende kirke siden 1992 og i Kirken i USA og Canada siden 2019.

Vores status hos Herren og i hans kirke afhænger ikke af vores ægteskabelige status, men af at vi bliver trofaste og tapre Jesu Kristi disciple.¹³ Voksne ønsker at blive set som voksne, være ansvarlige og bidrage som voksne. Jesu Kristi disciple kommer alle steder fra, i alle former, størrelser, enhver hudfarve og alder, hver især med talenter, retfærdige ønsker og umådelige evner til at velsigne og tjene. Vi stræber dagligt efter at følge Jesus Kristus med tro til omvendelse¹⁴ og vedvarende glæde.

I dette liv må vi til tider vente på Herren. Vi er der måske ikke endnu derhenne, hvor vi håber på og ønsker at være i fremtiden. En hengiven søster siger: »Det er en hellig position at vente på Herren for hans velsignelser. Det må ikke gøres med medlidenhed, nedladenhed eller fordømmelse, men i stedet med hellig ære.«¹⁵ I mellemtiden lever vi nu og venter ikke på, at livet skal begynde.

Esajas lovede: »De, der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne. De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at udmattes.«¹⁶

Den barmhjertige samaritaner lover at vende tilbage. Mirakler finder sted, når vi tager os af hinanden som han ville. Når vi kommer med et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd,¹⁷ kan vi finde vores stemme i Jesus Kristus og blive omfavnet i hans forstående arme i sikkerhed.¹⁸ Hellige ordinancer giver pagtsbånd og »guddommelighedens kraft«¹⁹ til at helliggøre vores indre hensigt og ydre handling. Med hans kærlige venlighed og langmodighed bliver hans kirke vores herberg.

Når vi skaber plads i hans herberg og byder alle velkommen, kan vores barmhjertige samaritaner hele os på vores støvede jordiske veje. Med fuldkommen kærlighed lover vor Fader og hans Søn, Jesus Kristus, os »fred i denne verden, og evigt liv i den tilkommende verden«²⁰ – »at hvor jeg er, der skal I også være.«²¹ Jeg vidner taknemmeligt om dette og bærer vidnesbyrd i Jesu Kristi hellige navn. Amen.