I skal være frie
Jesus Kristus er lyset, som vi skal holde op, selv i de mørke tider i vores jordiske liv.
Mine elskede brødre og søstre, jeg er så taknemmelig for privilegiet ved at kunne tale til jer fra Afrika. Det er en velsignelse at have teknologi i dag og bruge den på den mest effektive måde til at række ud til jer, uanset hvor I er.
I september 2019 havde søster Mutombo og jeg, mens vi tjente som ledere af Baltimore-missionen i Maryland, privilegiet af at besøge nogle af Kirkens historiske steder i Palmyra i New York, mens vi deltog i et seminar for missionslederskab. Vi sluttede vores besøg i den hellige lund. Vores hensigt med at besøge den hellige lund var ikke at få en særlig tilkendegivelse eller et syn, men vi følte Guds nærhed på dette hellige sted. Vores hjerte blev fyldt med taknemmelighed for profeten Joseph Smith.
På vej tilbage lagde søster Mutombo mærke til, at jeg smilede stort, mens jeg kørte, så hun spurgte: »Hvorfor er du så begejstret?«
Jeg svarede: »Min kære Nathalie, sandhed vil altid sejre over fejlantagelser, og mørket vil ikke fortsætte på jorden på grund af Jesu Kristi gengivne evangelium.«
Gud Faderen og Jesus Kristus besøgte den unge Joseph Smith for at bringe det frem i lyset, der var skjult, så vi kan modtage »kundskab om alt, som det er, og som det var, og som det skal blive« (L&P 93:24).
Efter mere end 200 år søger mange stadig de nødvendige sandheder for at blive fri af nogle af de traditioner og løgne, som modstanderen stadig spreder i verden. Mange er »forblindede af menneskers lumske snuhed« (L&P 123:12). I sit brev til efeserne skrev Paulus: »Vågn op, du som sover, stå op fra døde, og Kristus vil lyse for dig« (Ef 5:14). Frelseren lovede, at han ville være lyset for alle, som hører hans ord (se 2 Ne 10:14).
For 35 år siden var min forældre også forblindede og søgte desperat efter at kende sandheden og bekymrede sig om, hvor de kunne finde den. Mine forældre blev begge født i en landsby, hvor traditioner var dybt rodfæstede i folks og familiers liv. De forlod begge deres landsby, da de var unge og kom til byen i en søgen efter et bedre liv.
De blev gift og stiftede deres familie i meget beskedne kår. Vi var næsten otte personer i et meget lille hus – mine forældre, to af mine søstre og mig og en fætter, der boede sammen med os. Jeg spekulerede på, om vi virkelig var en familie, da vi ikke måtte spise aftensmad ved samme bord som vores forældre. Når vores far kom hjem fra arbejde, blev vi bedt om at gå uden for, lige så snart han kom ind i huset. Vores nætter var meget korte, da vi ikke kunne sove på grund af den mangel på harmoni og ægte kærlighed, der prægede vores forældres ægteskab. Vores hjem var ikke alene småt af størrelse, det var også et mørkt sted. Inden vi mødte missionærerne, tog vi til forskellige kirker hver søndag. Det var tydeligt, at vores forældre ledte efter noget, verden ikke kunne tilbyde.
Det fortsatte, indtil vi mødte ældste og søster Hutchings, de første seniormissionærer, der blev kaldet til at tjene i Zaire (i dag kendt som DR Congo eller Congo-Kinshasa). Da vi begyndte at mødes med disse vidunderlige missionærer, der var som engle, der kom fra Gud, bemærkede jeg, at noget begyndte at ændre sig i vores familie. Efter vores dåb begyndte vi i sandhed gradvist at få en ny livsstil på grund af det gengivne evangelium. Kristi ord begyndte at løfte vores sjæl. De begyndte at oplyse vores forståelse og blev udsøgte for os, idet de sandheder, vi modtog, blev mærkbare, og vi kunne se lyset, og dette lys blev klarere og klarere for hver dag.
Denne forståelse af evangeliets hvorfor hjalp os til at blive mere som Frelseren. Størrelsen på vores hjem ændrede sig ikke, det gjorde vores sociale forhold heller ikke. Men jeg så en forandring i hjertet hos mine forældre, når vi bad dagligt, morgen og aften. Vi studerede Mormons Bog, vi havde hjemmeaften, vi blev virkelig en familie. Hver søndag stod vi op klokken 6.00 for at forberede os til at tage i kirke, og vi rejste i timevis for at deltage i kirkemøder hver uge, uden at beklage os. Det var en vidunderlig oplevelse at være vidne til. Vi, der tidligere havde gået i mørke, jog mørket bort blandt os (se L&P 50:25) og så »et stort lys« (2 Ne 19:2).
Jeg husker en dag, hvor jeg ikke var villig til at stå tidligt op om morgenen til vores familiebøn, mumlede jeg til mine søstre: »Vi kan virkelig ikke gøre andet i dette hus, end at bede, bede, bede.« Min far hørte min kommentar. Jeg husker hans reaktion, da han kærligt, men fast belærte mig: »Så længe du er i dette hus, vil du bede, bede, bede.«
Min fars ord lød i mine øre dagligt. Hvad tror I, søster Mutombo og jeg gør med vores børn i dag? Vi beder, beder, beder. Det er vores arv.
Den mand, der var født blind og blev helbredt af Jesus Kristus, sagde, efter at være blevet presset af sine naboer og farisæerne:
»Den mand, som hedder Jesus, lavede dynd og smurte det på mine øjne og sagde til mig: Gå hen til Siloa og vask dig. Da jeg så gik derhen og vaskede mig, kunne jeg se …
én ting ved jeg: Jeg var blind, og nu kan jeg se« (Joh 9:11, 25).
Vi var også blinde, og nu kan vi se. Det gengivne evangelium har påvirket vores familie siden den tid. En forståelse af evangeliets hvorfor har velsignet tre generationer af min familie og vil fortsat velsigne mange kommende generationer.
Jesus Kristus er lyset, der skinner i mørket. De, der følger ham, »skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys« (Joh 8:12).
I næsten et år mellem 2016 og 2017 stod folket i Kasai-regionen midt i en forfærdelig tragedie. Det var en meget mørk periode for befolkningen, på grund af en konflikt mellem en traditionel gruppe krigere og regeringsstyrker. Volden spredte sig fra byer i den centrale provins i Kasai til den større Kasai-region. Mange folk flygtede fra deres hjem for at komme i sikkerhed og gemte sig i bushen. De havde ingen mad eller vand, eller noget som helst faktisk, og blandt dem var nogle medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i Kananga-området. Nogle medlemmer af Kirken blev dræbt af militserne
Bror Honoré Mulumba fra Nganza Menighed i Kananga og hans familie var nogle af de få personer, der forblev i skjul i deres hjem uden at vide, hvor de kunne gå hen, da alle gader var blevet forvandlet til skydebaner. En dag havde nogle lokale militsmænd bemærket bror Mulumba og hans families tilstedeværelse, da de en aften gik ud for at finde nogle grøntsager i familiens have, de kunne spise. En militsgruppe kom til deres hjem og trak dem uden for og bad dem om at vælge mellem at overholde militsens praksisser eller blive dræbt.
Bror Mulumba fortalte dem modigt: »Jeg er medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Min familie og jeg har accepteret Jesus Kristus og har tro på ham. Vi vil forblive trofaste mod vores pagter og acceptere at dø.«
Dertil svarede de: »Da I har valgt Jesus Kristus, skal jeres kroppe blive spist af hunde,« og de lovede at komme tilbage. Men de kom aldrig tilbage, og familien blev der i to måneder, og så dem aldrig igen. Bror Mulumba og hans familie holdt lyset i deres tros fakkel tændt. De huskede deres pagter og blev beskyttet.
Jesus Kristus er lyset, som vi skal holde op, selv i de mørke tider i vores jordiske liv (se 3 Ne 18:24). Når vi vælger at følge Kristus, vælger vi at blive forandret. En mand eller en kvinde, der er blevet forandret af Jesus Kristus, vil lade sig anføre af Kristus og vil, ligesom Paulus gjorde, spørge: »Herre, hvad vil du, at jeg skal gøre?« (Se ApG 9:6). Vi vil »følge i hans fodspor« (1 Pet 2:21). Vi vil »leve sådan, som han levede« (1 Joh 2:6). (Se Ezra Taft Benson, »Født af Gud«, Stjernen, okt. 1989, s. 2, 6).
Jeg bærer vidnesbyrd om ham, der døde, blev begravet og opstod igen på den tredje dag og steg op til himlen, så I og jeg kan modtage velsignelserne udødelighed og ophøjelse. Han er »verdens lys og liv og sandhed« (Eter 4:12). Han er modgiften til og midlet mod verdens forvirring. Han er målestokken for den øverste ophøjelse, selveste Jesus Kristus. I Jesu Kristi navn. Amen.