Velsign i hans navn
Formålet med at vi modtager præstedømmet er at give os mulighed for at velsigne Herrens folk og at gøre det i hans navn.
Mine kære brødre, medtjenere i Guds præstedømme, det er mig en ære at tale til jer i aften. I har min dybeste respekt og taknemmelighed. Når jeg taler med jer og hører om jeres store tro, tror jeg, at der er stadig større præstedømmemagt i verden med stadig stærkere kvorummer og endnu mere trofaste præstedømmebærere.
I mine få øjeblikke i aften vil jeg tale til de af jer, der ønsker at være endnu mere effektive i jeres personlige præstedømmetjeneste. I kender hvervet om, at I skal højne jeres kald til at tjene.1 Men det kan være, I undrer jer over, hvad det vil sige at højne jeres kaldelse for jer.
Jeg vil begynde med de nyeste diakoner, for de har størst sandsynlighed for at føle usikkerhed om, hvad det mon vil sige at højne deres præstedømmetjeneste. Nyligt ordinerede ældster skal nok også lytte med. Og en biskop, der lige har tjent i et par uger, kan måske også være interesseret.
Det er lærerigt for mig at se tilbage på mine dage som diakon. Jeg ville ønske, at nogen dengang havde fortalt mig, hvad jeg foreslår nu. Det kunne have hjulpet mig i alle de præstedømmeopgaver, der siden er kommet til mig – selv de, jeg modtager i dag.
Jeg blev ordineret til diakon i en gren, der var så lille, at jeg var den eneste diakon, og min bror, Ted, var den eneste lærer. Vi var den eneste familie i grenen. Hele grenen mødtes i vores hjem. Præstedømmelederen for min bror og jeg var en nyomvendt, der selv lige havde modtaget præstedømmet. Jeg troede dengang, at min eneste præstedømmepligt var at omdele nadveren i min egen spisestue.
Da min familie flyttede til Utah, befandt jeg mig i en stor menighed med mange diakoner. Til mit første nadvermøde der, observerede jeg diakonerne – en hel hær i mine øjne – bevæge sig med præcision, idet de omdelte nadveren som et veltrænet hold.
Jeg var så skræmt, at jeg den næste søndag kom tidligt til kirkebygningen for at være alene, og så ingen kunne se mig. Jeg kan huske, at det var Yalecrest Ward i Salt Lake City, og der stod en statue på grunden. Jeg gik bag ved statuen og bad inderligt om hjælp til at vide, hvordan jeg kunne undgå at begå fejl, når jeg skulle tage min plads i omdelingen af nadveren. Den bøn blev besvaret.
Men nu ved jeg, at der er en bedre måde at bede og tænke på, når vi forsøger at vokse i vores præstedømmetjeneste. Det er kommet ved min forståelse af, hvorfor personer gives præstedømmet. Formålet med at vi modtager præstedømmet er at give os mulighed for at velsigne Herrens folk og at gøre det i hans navn.2
Det var mange år efter min tid som diakon, at jeg lærte, hvad det betyder i praksis. Mange år senere blev jeg som højpræst bedt om at besøge et plejecenters nadvermøde. Jeg blev bedt om at omdele nadveren. I stedet for at tænke på den proces eller præcision i måden, jeg omdelte nadveren på, så jeg i stedet på ansigtet af hver ældre person. Jeg så mange af dem græde. Én dame greb fat i mit ærme, så op og sagde højlydt: »Åh, tak skal du have, tak.«
Herren havde velsignet min tjeneste givet i hans navn. Den dag havde jeg bedt om, at et sådant mirakel måtte komme i stedet for at bede om, at jeg måtte udføre min del godt. Jeg bad om, at personerne ville føle Herrens kærlighed gennem min kærlige tjeneste. Jeg havde lært, at dette var vigtigt i at tjene og velsigne andre i hans navn.
Jeg hørte for nyligt om en oplevelse, der mindede mig om sådan kærlighed. Da alle kirkemøder blev aflyst på grund af COVID-19-pandemien, accepterede en omsorgsbror en opgave fra sin ældsternes kvorumspræsident om at velsigne og omdele nadveren til en søster, som han yder omsorg for. Da han ringede til hende for at tilbyde at komme med nadveren, accepterede hun tøvende, fordi hun hadede at tage ham væk fra sit eget hjem i sådan en farlig tid og troede også, at ting hurtigt ville blive normale igen.
Da han ankom til hendes hjem den søndag morgen, havde hun et ønske. Kunne de gå ind ved siden af og nyde nadveren med hendes 87-årige nabo? Med biskoppens godkendelse indvilligede han.
I mange, mange uger og med forsigtig social afstand og andre sikkerhedsforanstaltninger mødtes denne lille gruppe hellige hver søndag til et enkelt nadvermøde. Bare et par stykker brudt brød og kopper vand – men mange tårer over en kærlig Guds godhed.
Med tiden kunne omsorgsbroderen, hans familie og søsteren, han ydede omsorg for, vende tilbage til kirke. Men den 87-årige enke, naboen, måtte af forsigtighed forblive hjemme. Omsorgsbroderen – husk på, at hans opgave var til hendes nabo og ikke til den ældre søster – kommer stadig den dag i dag til hendes hjem hver søndag, med skrifterne og et lille stykke brød, for at administrere Herrens nadver.
Hans præstedømmetjeneste, ligesom min den dag i plejecenteret, bliver givet af kærlighed. Faktisk spurgte omsorgsbroderen for nyligt sin biskop, om der var andre i menigheden, han kunne sørge for. Hans ønske om at højne sin præstedømmetjeneste er vokset i takt med, at han har tjent i Herrens navn og på en måde, som næsten kun han kendte til. Jeg ved ikke om omsorgsbroderen bad, ligesom jeg gjorde, for, at dem, som han tjener, kan mærke Herrens kærlighed, men fordi hans tjeneste blev gjort i Herrens navn, var resultatet det samme.
Det samme vidunderlige resultat kommer, når jeg beder om det, før jeg giver en præstedømmevelsignelse til nogen, der er syg eller er trængende. Det skete engang på et hospital, hvor utålmodige læger skyndede på mig – faktisk mere end skyndede – beordrede mig – til at skynde mig og komme af vejen, så de kunne passe deres arbejde, snarere end at give mig mulighed for at give en præstedømmevelsignelse. Jeg blev, og jeg gav velsignelsen. Og den lille pige, som jeg velsignede den dag, som lægerne havde troet ville dø, levede. Jeg er lige nu taknemmelig for, at jeg den dag ikke lod mine egne følelser komme i vejen, men følte, at Herren ønskede, at den lille pige skulle have en velsignelse. Og jeg vidste, hvad den velsignelse var: Jeg velsignede hende til helbredelse. Og det blev hun.
Det er sket mange gange, at jeg har givet en velsignelse til nogen, der virkede til at være døden nær, hvor familien stod om sengen og håbede på en helbredende velsignelse. Selv hvis jeg kun har et øjeblik, beder jeg altid for at vide, hvilken velsignelse Herren har i vente, som jeg kan give i hans navn. Og jeg beder om at vide, hvordan han ønsker at velsigne den person og ikke, hvad jeg eller personerne omkring ønsker. Min oplevelse er, at selv når velsignelsen ikke er, hvad de andre ønsker for dem selv eller deres kære, så rører Ånden hjerter til at føle accept og trøst snarere end skuffelse.
Den samme inspiration kommer, når patriarker faster og beder om vejledning, når de skal give den velsignelse, Herren ønsker for en person. Igen, jeg har hørt velsignelser givet, der har overrasket mig og også overrasket personen, der modtog velsignelsen. Velsignelsen var tydeligt fra Herren – både advarsler, den indebar, såvel som de løfter, der blev delt i hans navn. Patriarkens bøn og faste blev belønnet af Herren.
Som biskop lærte jeg under værdighedsinterview at bede til Herren for at lade mig vide, hvad han ønskede for personen, og at al inspiration, han kunne give, ville være uberørt af min egen dømmekraft. Det er hårdt, hvis Herren i kærlighed ønsker at velsigne nogen med irettesættelse. Det kræver en indsats at skelne, hvad Herren ønsker fra det, I ønsker, og hvad den anden person måske ønsker.
Jeg tror på, at vi kan højne vores præstedømmetjeneste i løbet af vores liv og måske udover. Det vil afhænge af vores flid i vores forsøg på at kende Herrens vilje og vores indsats for at høre hans røst, så vi bedre kan vide, hvad han ønsker for personen, vi tjener for ham. Den højnelse vil komme i små skridt. Den kommer måske langsomt, men den vil komme. Herren lover os dette:
»For de, der er trofaste, så de får disse to præstedømmer, hvorom jeg har talt, og så de højner deres kald, bliver helliggjort ved Ånden, således at deres legeme bliver fornyet.
De bliver Moses’ og Arons sønner og Abrahams efterkommere og Guds kirke og rige og udvalgte.
Og videre, alle de, der modtager dette præstedømme, modtager mig, siger Herren.«3
Det er mit vidne, at præstedømmets nøgler blev gengivet til profeten Joseph Smith. Herrens tjenere fra himlen viste sig for at gengive præstedømmet til de store begivenheder, der er sket, og til dem, der ligger foran os. Israel vil blive indsamlet. Herrens folk vil være forberedt på hans herlige andet komme. Genoprettelsen vil fortsætte. Herren vil åbenbare mere af sin vilje til sine profeter og til sine tjenere.
I kan føle jer små i forhold til de store bølger af, hvad Herren vil gøre. Hvis I gør, så beder jeg jer om at spørge bønsomt, hvordan Herren ser jer. Han kender jer personligt, han overdrog præstedømmet til jer, og når I rejser jer og højner præstedømmet, så betyder det noget for ham, fordi han elsker jer og stoler på, at I vil velsigne folk, som han elsker, i hans navn.
Jeg velsigner jer nu med, at I vil kunne mærke hans kærlighed og hans tillid i Herren Jesu Kristi navn. Amen.