2005
Joseph Smiths stamtræ
December 2005


Joseph Smiths stamtræ

Præsident Brigham Young (1801-1877) sagde: »Herren holdt øje med [Joseph Smith] og hans fader og hans faders fader og deres forfædre helt tilbage til … Adam. Han har holdt øje med den familie og det blod, som har løbet fra dets kilde til denne mands fødsel. Han blev forudordineret i evigheden til at præsidere over denne sidste uddeling.«1

Joseph Smith lærte meget af sine forfædre og af sin opvækst i New England, som f.eks. hårdt arbejde, hengivenhed mod Gud og fædrelandskærlighed. Dette stamtræ fortæller dig lidt mere om hans forfædre.2

1 Robert Smith

Robert var profetens tiptipoldefar. Han forlod England som teenager og rejste til Amerika. Han ankom til Boston i 1638.

2 Mary French

Profetens tiptipoldemor. Mary fødte ti børn. Hun og hendes mand boede i Topsfield i Massachusetts det meste af deres liv.

3 Samuel Smith senior

Samuel blev født som søn af Robert og Mary i 1666. Han blev omtalt som en »gentleman« i Topsfield bys annaler.

4 Rebecca Curtis

Rebecca fik ni børn. Hendes første søn var Samuel junior.

5 Samuel Smith junior

Samuel var kendt vidt og bredt som en god kristen, en fremtrædende borger og en tro støtte af den amerikanske uafhængighedskrig.

6 Priscilla Gould

Priscilla døde, da hun havde født fem børn. Efter hendes død giftede Samuel sig med hendes kusine, som tog sig af Priscillas børn.

7 Asael Smith

Asael, der blev født i 1744, var profetens farfar. Han blev valgt til mange tillidsposter i løbet af de 30 år, hvor han boede i Tunbridge i staten Vermont, og han blev kendt for sit trofaste virke i lokalsamfundet. Han troede på en kærlig Gud og et liv efter døden. Han havde også et vidnesbyrd om Frelseren. Asael forudsagde, at »Gud ville lade en gren af hans familie blive til gavn for menneskeheden«.4

På sine gamle dage læste Asael Mormons Bog. Da han døde sidst i 1830, vidste han, at Mormons Bog var sand, og at hans barnebarn var profet.

8 Mary Duty

Mary fik 11 børn. Sammen med sin mand flyttede hun fra Massachusetts til Vermont i deres søgen efter god agerjord. På sine gamle dage fik Mary et stærkt vidnesbyrd om, at hendes barnebarn var profet. I 1836 rejste Mary til Kirtland for at være sammen med de hellige. Hun døde ti dage efter sin ankomst.

9 Joseph Smith senior

Joseph var et godt menneske, som troede på Gud. Han traf sin kommende hustru Lucy i hendes brors forretning i Tunbridge i Vermont, og de blev gift i 1796. Flere gange drømte Joseph drømme, som forberedte ham på evangeliets komme og på at støtte sin søn i dennes kaldelse. Lucy sagde, at han var »den mest hengivne ægtefælle og den kærligste far, som en familie nogensinde har været velsignet med«.3

Han var en af de første, der blev døbt, da evangeliet blev gengivet, og han blev Kirkens første patriark i denne uddeling.

15 John Mack

John var Joseph Smiths tipoldefar. Han var 16, da han forlod Inverness i Skotland og ankom til New England i 1669.

16 Sarah Bagley

Sarah og hendes mand tilbragte meget af deres liv i Lyme i Connecticut. De fik 12 børn.5

13 Ebenezer Mack

Ebenezer var Johns og Sarahs ottende barn. Han og hans familie boede på Macks ejendom, men de havde meget trange kår der.

14 Hannah Huntley

Hannah blev gift med Ebenezer, da han var 30.

11 Solomon Mack

Solomon, der blev født i 1732, var kun fire år gammel, da han komme ud at tjene på en nabogård. Han arbejdede der, indtil han var 21. Derefter deltog han i krigen mod franskmændene og indianerne, og han blev senere bl.a. handelsmand, ejendomsmægler, skipper og landmand. Han kom ud for mange ulykker i løbet af sit liv. Blandt andet blev han ramt af et faldende træ. Senere læste han Bibelen og blev omvendt til et liv i tjeneste og hengivenhed mod Gud.

Solomon døde et par måneder efter, at Joseph modtog sit første syn.

12 Lydia Gates

Lydia var skolelærerinde. Hun giftede sig med Solomon i 1759 og lærte sine otte børn, og formentlig også sin mand, at læse og skrive og underviste dem om religion.

10 Lucy Mack

Da Lucy var omkring 19 år, kom hun til den konklusion, at Kristi kirke ikke længere var på jorden. Engang da Lucy var meget syg, bønfaldt hun Herren om at skåne hendes liv, og hun lovede ham, at hun til gengæld ville tjene ham, så godt hun kunne. Hun hørte en stemme, der trøstede hende, og hun vedblev med at søge efter et trossamfund, som kunne føre hende nærmere Gud. Joseph Smith junior var hendes femte barn, og det evangelium, som han gengav, var svaret på hendes bønner. Hendes børn omfattede et unavngivent barn, som døde kort efter fødslen, og derefter Alvin, Hyrum, Sophronia, Joseph, Samuel, Ephraim, William, Catherine, Don Carlos og Lucy.

Joseph Smith junior

Profeten Joseph blev født den 23. december 1805 som det femte af elleve børn. Joseph blev gift med Emma Hale i 1827. De fik 12 børn, deriblandt to adoptivbørn. Han blev myrdet den 27. juni 1844. »Han har efterladt sig en berømmelse og et navn, som ikke kan udslettes. Han var stor i livet og stor i døden i Guds og Guds folks øjne« (L&P 135:3).

NOTER

  1. Kirkens præsidenters lærdomme: Brigham Young, 1997, s. 96.

  2. Disse oplysninger stammer fra Kirkens historie i tidernes fylde, 2000, s. 15-27.

  3. Lucy Mack Smith, History of Joseph Smith, red. Preston Nibley, 1958, s. 182.

  4. Citeret i Richard Lloyd Anderson, Joseph Smith’s New England Heritage, 1971, s. 112.

  5. Se John Henry Evans, Joseph Smith: An American Prophet, 1989, s. 23-24; se også s. 19-30.