Velsign bedstemor og bedstefar
Det begyndte med det første brev, vi modtog fra min mor. Hun og min far var helt nye missionærer i Tallahassee Missionen i Florida. Hun fortalte om en konference, som de havde været til for nylig. Da alle tog afsked med hinanden efter mødet, opdagede hun, at hendes missionærkammerat var væk. Hun hørte mandelatter og fulgte lyden til et klasselokale, hvor hun pludselig befandt sig midt i en »benbrydnings« konkurrence, som min far havde organiseret. »Jeg nåede lige frem i tide,« skrev hun, »til at se en 20-årig ældste slynge din far tværs gennem lokalet.« Dermed forsvandt min frygt for, at en mission skulle forvandle far til en alvorlig, ældre herre.
Da jeg læste det brev, begyndte jeg at erfare glæderne og velsignelserne ved at være søn af missionærforældre. Da jeg som ung tjente som missionær, forstod jeg til en vis grad, at min familie nød de breve, som jeg skrev til dem. Men i den noget selvcentrerede alder forstod jeg ikke, hvor ivrig min familie var for, at jeg skulle have fremgang, eller hvor mange bønner og bekymringer de investerede i min mission.
Nu var rollerne byttet om. Jeg opdagede til min behagelige overraskelse, at jeg dagligt bladede posten igennem for at se efter nyt fra missionsmarken, og jeg slugte hver en sætning, de skrev. Jeg bemærkede også, at vores familiebønner fik fornyet inderlighed. Vores børn sagde ikke længere den almindelige frase: »Velsign missionærerne.« De bad mere præcist: »Velsign bedstemor og bedstefar på deres mission.«
Da mine forældre blev kaldet på deres første mission, var de begge midt i halvtredserne og endnu ikke pensioneret. Men landbrugets årstidsbestemte arbejde gjorde det muligt for dem at tilbringe vinteren i Herrens tjeneste. Så deres missionskaldelse lød på seks måneder. Det halve år syntes at fare forbi.
Det var en kæmpeoverraskelse at se dem, da de kom hjem. Mine forældre var blevet styrkede. De samme forandringer, som de fleste forældre bemærker hos deres unge missionærsønner og –døtre, sås også hos mor og far. Den mest tydelige forandring var, at de summede af energi. Begejstring er en forbløffende livseliksir. De så yngre ud og opførte sig også sådan. Min mor ignorerede nogle af de kroniske helbredsproblemer, som havde hæmmet hende i årevis. Og måske var det noget jeg bildte mig ind, men mine forældre virkede mere forelskede i hinanden. I en stille stund, som jeg altid vil værdsætte, fortalte min mor mig om en lejlighed, hvor min far havde forkyndt evangeliet med stor kraft. Med kærlighed og beundring i stemmen sagde hun: »Din far er en fantastisk mand.« Jeg bemærkede også, at de havde haft det sjovt på deres mission. Enhver samtale om deres mission var krydret med hyppig og vedvarende latter.
Og mine forældre tjente ikke bare én mission. Den følgende vinter vendte de tilbage til Florida. I de følgende år tjente de otte yderligere halvårsmissioner, ti i alt. De gik glip af mange begivenheder i familien – fødsler, navngivelser af børn, dåb, ti gange Thanksgiving og ti juleaftener – og intet af det syntes at være et offer. De velsignelser, som de fik i stedet, var store.
Hvor er jeg dog taknemlig for forældre, som har vist mig et eksempel. Vi stræber efter at undervise vore børn om forpligtelsen til at forkynde evangeliet. Intet gør den undervisning mere levende end kærlige bedsteforældre, som forsager pensionisttilværelsens bekvemmeligheder for i stedet at tjene Herren. Det eksempel har stor indflydelse på hele familien.
For nogle år siden tjente vores ældste søn Matt som missionær i Californien, mens mine forældre tjente i Virginia. Jeg lagde mærke til, at Matt aldrig skrev hjem og beklagede sig over, hvor hårdt det er at være missionær. Det kan jeg takke hans bedsteforældre for. Hvordan kan en ung ældste, som er fysisk på toppen, beklage sig, når hans bedstemor – som er sidst i tresserne og døjer med lungeproblemer, rygsmerter og utallige allergier – banker på døre i en anden stat?
Mine forældres mission har vist mig, at tanken om, at når barnet er vokset op, så er forældrenes arbejde forbi, er helt forkert. Selv om min barndoms opdragelse var vidunderlig, så mener jeg, at den bedste opdragelse, som mine forældre har givet mig, har fundet sted, efter at jeg er blevet voksen. Og skønt de har været med til at døbe og genaktivere mange mennesker, har deres vigtigste virke været for deres egne børnebørn.
Mine forældres breve har rummet utallige evangeliske lektioner. Beretninger om deres virke i en menighed i den indre by i Washington D.C.; deres vandringer ned i Grand Canyons slugter for at undervise undersøgere; deres virke blandt fattige, enlige mødre, velhavende vekselerer, fiskere, pottemagere, landmænd, narkomaner, alkoholikere, præster, politifolk og ældre mennesker – Findes der nogen bedre måde at fortælle børnebørnene om sjæles værdi på?
Det største, som mine forældre har gjort for deres efterkommere, er at overlade dem i Herrens varetægt og tage imod kaldet til at tjene ham som missionærer
Mark Crane er medlem af Morgan 9. Menighed i Morgan Stav i Utah.