Hummersuppehistorien
Hver jul serverer min hustru min livret, hummersuppe. Vi føjede hummersuppen til vores juletradition, ikke blot fordi vi holder af smagen, men fordi den minder os om Frelserens uendelige kærlighed til os. Når vi har spist den sidste skefuld, fortæller vi hummersuppehistorien, som fandt sted for flere år siden, da vores børn var små.
Det var en mandag aften, og jeg var på vej hjem fra arbejde. Jeg glædede mig til en sjov og afslappende familieaften med min kone og vore børn. Da jeg slentrede op mod bagdøren, ventede jeg at se børnene lege sødt og aftensmaden stå på bordet. Men sådan var det ikke.
Min hustru, Joy, var kommet hjem kort før mig. Hun havde haft en travl dag, og nu kappedes vore børn om hendes opmærksomhed. Da vi gennemgik deres forskellige behov, så det ud, som om de alle havde lektier, som skulle gøres færdig den aften. Joy var udmattet, vi skulle lave mad, vi skulle holde familieaften, og Joy havde også lovet at lave hummersuppe til 60 kvinder, som skulle deltage i Hjælpeforeningens julefrokost den følgende dag.
Vi fordelte opgaverne. Joy lavede aftensmad, jeg hjalp børnene med deres lektier, og vi holdt en kort familieaften. Så lagde jeg børnene i seng, mens Joy gik i gang med hummersuppen. Alle børnene var i seng kl. 9.30. Jeg trådte ind i køkkenet, hvor Joy var travlt optaget af at forberede ingredienserne til suppen. Det var en langvarig og drilsk proces. Suppen skal omrøres ved den helt rigtige temperatur, ellers brænder den på.
Joy skulle gå kl. 8 næste morgen, så suppen skulle være færdig samme aften. Jeg spurgte hende, om jeg kunne hjælpe med noget. Hun sagde, at hun selv kunne klare det, så jeg gik op for at arbejde på mit elektronikkursus.
Omkring kl. 23.30 kom Joy ind på værelset med en lille skål suppe. Jeg var optaget af at lodde en del fast på en printplade. Da jeg kiggede op igen, var hun forsvundet. Der stod en skål med dampende, himmelsk suppe. Jeg tog en stor skefuld i munden og ventede en himmerigsmundfuld. Jeg blev chokeret. Smagen kom helt bag på mig. Det smagte forfærdeligt! Suppen var brændt på. Det kunne ikke være rigtigt. Hvordan skulle jeg fortælle min kone det?
Jeg samlede al min takt og alt mit mod og gik nedenunder. Hun sad i køkkenet og så ulykkelig og træt ud. Så blidt som jeg kunne, sagde jeg: »Den suppe kan du altså ikke servere, skat. Den er brændt på.« Hun kiggede op og begyndte at græde. »Jeg håbede sådan, at du ikke ville lægge mærke til det. Jeg rørte og rørte, og pludselig fik jeg øje på sorte flager, som dukkede op i suppen. Jeg tog den hurtigt af varmepladen og hældte den over i en anden gryde i håb om, at jeg havde nået det i tide.« Tårerne fik frit løb, og hun så helt modløs ud. »Jeg er så træt, og klokken er mange, og vi har ikke penge til at købe nye ingredienser. Hvad skal vi dog gøre?«
Jeg lagde armene om hende og sagde, at hun skulle gå op i seng. Hun sagde: »Det går ikke. Jeg mangler stadig at skrælle og hakke gulerødder.« Jeg fulgte hende op til soveværelset. Vi bad en bøn, og hun gik i seng. Hun sov allerede, da jeg lukkede døren og gik ned i køkkenet, mens jeg spekulerede på, hvad jeg skulle stille op.
Jeg tog kogebogen og kiggede efter »brændte mælkeprodukter« i indholdsfortegnelsen. Der var intet. Jeg ringede sågar til et natradioprogram, hvor man drøftede alle mulige emner. Men jeg kom ikke igennem, så jeg gik tilbage til vasken og skrællede gulerødder. Jeg var grebet af panik. Jeg havde gjort alt, hvad jeg kunne. Der var kun én mulighed tilbage. Jeg gik ind i den mørke stue og knælede ned.
Jeg var lidt utilpas ved at spørge om noget så trivielt. Men det var ikke trivielt for Joy. »Kære himmelske Fader,« begyndte jeg, »jeg ved, at der er mange mennesker med store problemer. Men jeg har ikke andre, jeg kan bede om hjælp. Jeg har gjort alt, hvad jeg formår. Det er et stort problem for min hustru, og derfor er det også vigtigt for mig. Hun er trofast og stræber efter at gøre alt det, som hun bliver bedt om.« Jeg tog en dyb indånding. »Kære himmelske Fader, vil du ikke nok fjerne den brændte smag fra suppen inden i morgen. Tilgiv mig, at jeg beder om sådan en bagatel, men vil du ikke nok hjælpe min hustru.« Så gik jeg i seng.
Klokken halv syv næste morgen satte min kone sig op i sengen og sagde: »Hvad skal jeg gøre?« Jeg sagde, at gulerødderne var ordnet, og at hun hellere måtte klæde sig på og smage på suppen. Hun hældte en lille smule ud på panden og varmede det op. Da hun havde smagt på den, så hun på mig med tårer i øjnene og sagde: »Der er ingen sorte flager og ingen brændt smag. Hvad har du gjort ved den?« Jeg fortalte hende, hvad jeg havde gjort, og vi indså begge, hvilken stor velsignelse han havde skænket os. Vi knælede ned og bad og takkede vor himmelske Fader for hans kærlighed og omsorg for os.
Og hvilken proces havde Herren så anvendt? Jeg ved det ikke. Hvorfor imødekom han min anmodning? Jeg ved det ikke. Jeg ved kun, at han har sagt: »Bed, så skal der gives jer« (Matt 7:7), og jeg troede ham. Og denne gang skænkede han os velsignelsen.
Og ja, suppen blev serveret for søstrene. De sagde alle sammen, at den smagte herligt, og de bad om opskriften.
Vi mener, at julen er det bedste tidspunkt at minde os selv og vores familie om, hvor meget Frelseren holder af os, og at for ham har selv små ting betydning
Gary B. Lundberg er medlem af Edgemont 14. Menighed i Edgemont Stav i Provo i Utah.