2005
En families vidnesbyrd om tiende
December 2005


En families vidnesbyrd om tiende

Hvad mener Herren egentlig, når han til dem, der betaler tiende, siger: »… jeg åbner himlens vinduer for jer og udøser velsignelse uden mål over jer« (Mal 3:10)? En familie i San Salvador i El Salvador kan af egen erfaring fortælle om de velsignelser, som følger med.

Da José Antonio Salazar og hans hustru Noemí blev medlemmer af Kirken i 1975, gjorde de deres bedste for at undervise deres børn i evangeliet ved både belæring og eksempel. Deres datter Cecelia Noemí voksede op og drog på mission, og bagefter giftede hun sig med en hjemvendt missionær, Luis Ricardo Arbizú. Luis, som også er vokset op i et hjem, hvor der blev undervist i lydighed mod evangeliet, er i dag administrativ koordinator for Kirkens Uddannelsessystem i San Salvador. Luis og Cecelia har to børn, Silvia Noemí på 17 og Luis Ricardo på 10.

José udtrykker taknemlighed for de daglige velsignelser, som han anser som en følge af, at de betaler en ærlig tiende. »Vi har haft brød på bordet hver eneste dag,« siger han. »Vi har ikke manglet noget.« Han er taknemlig for deres sundhed. Han taler om velsignelserne ved og muligheden for at virke som tempeltjener, mens han og hans hustru boede i Los Angels i Californien. »Hvad mere kan jeg forlange af ham? Hvad mere?«

Hans hustru Noemí siger, at ikke alene har de aldrig manglet noget, men de har også haft midler til og mulighed for at hjælpe andre. Hun mener, at åndelige muligheder udspringer af efterlevelse af tiendeloven og andre befalinger. »Det har været en velsignelse for mig, at jeg altid har haft en kaldelse i Kirken.«

Svigersønnen Luis Arbizú kan huske, at hans mor havde en lille butik, hvor hun solgte færdiglavede måltider. Da hun holdt op med at sælge sine varer om søndagen, efter at hun blev medlem af Kirken, hjalp Herren hende ved at sørge for, at hun stadig tjente det samme. Da Luis og Cecelia blev gift, havde han en meget lille indtægt. Men kort efter han blev kaldet til at tjene i stavspræsidentskabet, tredobledes hans løn, og hans hustru kunne sige sit job op og blive hjemmegående.

Cecelia bemærker, at når Herren siger, at han vil åbne himlens vinduer, så tænker de fleste på materielle velsignelser. »De største behov er ikke materielle, men åndelige,« siger hun. Blandt hendes families velsignelser er dette: »Vore børn er lydige.«

Luis Ricardo siger, at som følge af, at de betaler tiende, har familien aldrig manglet noget. Han er taknemlig for sine forældre, som er eksempler på lydighed.

Silvia siger, at takket være lydighed mod tiendeloven og andre befalinger, »har jeg oplevet velsignelser i mine studier. Jeg mener, at mit vidnesbyrd er vokset meget«. Lydighed, forklarer hun, »har hjulpet mig til at bære stærke vidnesbyrd om Jesus Kristus, og det vil styrke mit kommende hjem«.