At udbedre det ødelagte

Ældste Jeffrey R. Holland

De Tolv Apostles Kvorum

Når han siger: »Kom til mig« til de fattige i ånden, mener han, at han kender vejen ud, og han kender vejen op.

De første ord, som Jesus sagde i sin majestætiske bjergprædiken, var til de bekymrede, modløse og modfaldne. »Salige er de fattige i ånden,« sagde han, »for Himmeriget er deres.«¹ Hvad enten I er medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige eller blandt de titusinder af tilhørere denne morgen, som ikke er af vores tro, taler jeg til dem, som står over for personlige prøvelser og stridigheder i familien, dem, som udholder konflikter, udkæmpet i hjertets ensomme kamre, og dem, som prøver at tilbageholde strømme af fortvivlelse, der sommetider skyller ind over os som en tsunami i sjælen. Jeg ønsker især at tale til jer, hvis liv synes så nedbrudt, at man skulle tro, at det ikke kan udbedres.

Til alle jer tilbyder jeg det sikreste og lifligste lægemiddel, som jeg kender. Det er at finde i den klare opfordring, som verdens Frelser selv kom med. Han sagde det i begyndelsen af sin tjenestegerning, og han sagde det ved afslutningen. Han sagde det til troende, og han sagde det til dem, som var usikre. Han sagde det til alle, uanset hvilke problemer, de havde:

»Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.

Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.«²

I dette løfte er de indledende ord, »Kom til mig«, af afgørende betydning. De er nøglen til den fred og hvile, som vi søger. Da den opstandne Frelser prædikede ved templet til nefitterne i den nye verden, indledte han faktisk med ordene: »Velsignede er de fattige i ånden, som kommer til mig, for deres er Himmeriget«.³

Da Andreas og Johannes første gang hørte Kristus tale, blev de så bevægede, at de fulgte efter ham, da han fjernede sig fra mængden. Da Jesus fornemmede, at nogen fulgte efter ham, vendte han sig om og spurgte de to mænd: »Hvad vil I?« De svarede: »Hvor bor du?« Og Kristus sagde: »Kom og se!« Den næste dag fandt han endnu en discipel, Filip, og sagde til ham: »Følg mig!«⁴ Kun kort tid efter kaldte han formelt Peter og andre nye apostle med den samme invitation. »Kom og følg mig,«⁵ sagde han.

Det synes indlysende, at kernen af vores pligt og vores jordiske livs grundlæggende behov kan sammenfattes i disse få ord, som Frelseren sagde så mange gange i løbet af sin jordiske tjenestegerning. Han siger til os: »Stol på mig, lær af mig, gør, hvad jeg gør. Når så I går, hvor jeg går«, siger han, »kan vi tale om, hvor I er på vej hen og problemerne, I står overfor, samt de bekymringer, I har. Hvis I følger mig, vil jeg føre jer ud af mørket,« lover han. »Jeg vil give jer svar på jeres bønner. Jeg vil give hvile til jeres sjæl.«

Mine kære venner, jeg kender ikke til nogen anden måde, hvorpå det vil lykkes for os, eller hvorpå vi kan være i sikkerhed blandt livets mange faldgruber og problemer. Jeg kender ikke til nogen anden måde, hvorpå vi kan bære vore byrder eller finde det, som Jakob i Mormons Bog kaldte »den lykke, der er beredt for de hellige.«⁶

Så hvordan kan man »komme til Kristus« som svar på denne stadige invitation? Skrifterne giver masser af eksempler og fremgangsmåder. I kender udmærket til de mest almindelige. Den første og letteste måde kommer ganske enkelt af vores hjertes ønske, den mest grundlæggende form for tro, vi kender. »Selv om I ikke kan gøre mere end ønske at tro,« siger Alma, så er det nok til at begynde med, blot at udøve »den mindste smule tro« og give en lille plads til Guds løfter.⁷ Blot det at tro, at have en »molekyle« af tro – ganske enkelt at håbe på det, som endnu ikke kan ses i vores liv, men som ikke desto mindre virkelig er der for at blive udgydt⁸ – når vi fokuserer på Herren Jesus Kristus, har det enkle skridt altid været og vil altid være det første princip i hans evige evangelium, det første skridt ud af fortvivlelse.

For det andet må vi ændre alt, hvad vi kan ændre, som kan være en del af problemet. Kort sagt må vi omvende os, måske det mest håbefulde og opmuntrende ord i det kristne ordforråd. Vi takker vor Fader i himlen for, at vi har mulighed for at ændre os, vi takker Jesus for, at vi kan ændre os, og i yderste konsekvens kan vi kun gøre det med deres guddommelige hjælp. Det er bestemt ikke alt, hvad vi kæmper med, der er et resultat af vore handlinger. Ofte er det et resultat af andres handlinger, eller blot det jordiske livs tildragelser. Men alt, hvad vi kan ændre, bør vi ændre, og resten må vi tilgive. På denne måde bliver vores adgang til Frelserens forsoning lige så let, som vi med vore ufuldkommenheder kan gøre den. Han vil gøre resten for os.

For det tredje vil vi på flest mulige måder prøve at blive som ham, og vi begynder med at tage hans navn på os. Hans navn bliver formelt overdraget til os ved indgåelsen af de pagter, som findes i evangeliets frelsende ordinancer. Disse begynder med dåb og slutter med tempelpagter og med mange andre som fx deltagelse i nadveren, og de tilføjes livet igennem som yderligere velsignelser og påmindelser. Vi lærer mennesker om hans komme, og det budskab vi giver denne morgen er det, som Nefi sagde: »[Følg] Sønnen med hjertets faste forsæt … med oprigtig hensigt … [påtag] jer Kristi navn … Gør derfor det, som jeg har fortalt jer, at jeg har set, at jeres Herre og jeres forløser vil gøre.«⁹

Når vi følger disse mest grundlæggende lærdomme, åbner der sig for os prægtige forbindelser til Kristus på talrige måder: Bøn og faste og meditation om hans hensigter, kraften fra skrifterne, og at tjene andre og »bistå de svage, opløft de nedhængende hænder, og styrk de matte knæ.«¹⁰ Frem for alt, så udvis »Kristi rene kærlighed«, den gave, som »aldrig [hører] op«, som »tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt.«¹¹ Snart vil vi se, at der I vores liv er mange veje, der fører til Mesteren, og at hver gang vi rækker ud til ham, hvor lidt det end er, opdager vi, at han ivrigt har prøvet at nå os. Således går vi fremad, vi stræber, vi søger, og vi giver aldrig op.¹²

Mit ønske i dag for os alle, – ikke kun for dem, som er »fattige i ånden«, men for os alle – er, at vi må få mere direkte, personlig erfaring med Frelserens eksempel. Nogle gange søger vi himlen alt for indirekte og fokuserer på programmer, historien eller andres erfaringer. De er vigtige, men ikke så vigtige som personlig erfaring, det at være en sand discipel samt den styrke, der kommer af førstehåndserfaring med hans majestætiske berøring.

Kæmper I med en djævelsk afhængighed – tobak, narkotika eller hasardspil, eller den ødelæggende pornografiplage, der hærger i vore dage? Har I problemer i ægteskabet, eller er jeres barn i fare? Er I forvirrede med hensyn til jeres kønsidentitet, eller mangler I selvværd? Står I – eller en person I elsker – ansigt til ansigt med sygdom, depression eller død? Uanset hvilke andre skridt I måtte have brug for at tage for at løse disse problemer, så kom først til Jesu Kristi evangelium. Stol på himlens løfter. I den forbindelse er Almas vidnesbyrd mit vidnesbyrd: »Jeg ved,« siger han, »at hver den, der sætter sin lid til Gud, bliver støttet under sine prøvelser og sine besværligheder og sine trængsler.«¹³

Denne tillid til Guds barmhjertige natur er selve kernen i Kristi evangelium. Jeg vidner om, at Frelserens forsoning ikke blot fjerner byrden af vore synder fra os, men også byrden af vore skuffelser og sorger, vores hjertekval og vores fortvivlelse.¹⁴ Fra begyndelsen var formålet med at have tillid til en sådan hjælp at give os både en grund og et middel til at forbedre os, et incitament til at lægge vore byrder fra os og arbejde hen mod vores frelse. Der kan og vil være masser af vanskeligheder i livet. Ikke desto mindre finder den sjæl, som kommer til Kristus, som kender hans røst og stræber efter at gøre, som han gjorde, en styrke, der overgår hans egen, som der står i salmen.¹⁵ Frelseren minder os om, at han »i [sine] håndflader har tegnet [os].«¹⁶ I betragtning af korsfæstelsens og forsoningens ufattelige omkostninger lover jeg jer, at han ikke vil vende os ryggen nu. Når han siger: »Kom til mig« til de fattige i ånden, mener han, at han kender vejen ud, og han kender vejen op. Han kender den, fordi han har gået den. Han kender vejen, fordi han er vejen.

Brødre og søstre, uanset hvad jeres kvaler er, så bønfalder jeg jer om ikke at give op eller give efter for frygt. Jeg har altid været rørt over, at dengang bror Bryant S. Hinckleys søn tog af sted på sin mission til England, gav bror Hinckley den unge Gordon et farvelknus, og gav ham derefter en lille, håndskreven seddel med kun fire ord, som han havde taget fra det femte kapitel i Markus: »Frygt ikke, tro kun.«¹⁷ Jeg tænker også på den nat, hvor Kristus ilede sine frygtsomme disciple til undsætning ved at komme gående på vandet for at komme hen til dem og råbte: »Det er mig, frygt ikke!« Peter udbrød: »Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.« Kristi svar til ham var, som det altid er hver gang: »Kom!« Som Peters natur nu var, sprang han straks over bådsiden og ud på de oprørte vande. Mens hans øjne var fæstnet på Herren, kunne vinden kaste rundt med hans hår og bølgesprøjtet gennemvæde hans tøj, og alt var vel – han var på vej hen til Kristus. Det var først, da hans tro vaklede og frygten tog over, først da han flyttede blikket fra Mesteren for at se på de rasende bølger og den altopslugende strøm nedenunder, først da begyndte han at synke i søen. I pludselig angst råbte han: »Herre, frels mig!«

Mesteren over alle problemer og al frygt, han som er løsningen på enhver form for modløshed og skuffelse, rakte hånden ud og greb, utvivlsomt med nogen bedrøvelse, den druknende discipel med en mild irettesættelse: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?«¹⁸

Hvis I er ensomme, ønsker jeg, at I skal vide, at I kan finde trøst. Hvis I er modløse, ønsker jeg, at I skal vide, at I kan finde håb. Hvis I er fattige i ånden, ønsker jeg, at I skal vide, at I kan blive styrket. Hvis I er nedbrudte, ønsker jeg, at I skal vide, at det kan udbedres.

I Nazaret ad veje små,
hvor mange har vandret og nogen har grædt,
boede han, som alle vore trængsler kan forstå,
tømreren fra Nazaret.

Op og ned ad støvede veje
landsbyfolket ofte gik,
på bænken lå deres kæreste eje,
han udbedrede det knuste, han i hånden fik.

Pigen med dukken, hun tabte,
kvinden med stolen med knækkede ben
manden med ploven, han engang med egne hænder skabte,
sagde: »Tømrer, kan du udbedre disse mén?«

Alle fik de deres ting tilbage,
en dukke, en plov, en stol,
det brudte, som hver nu lagde,
kom altid udbedret tilbage.

Så gennem årene op ad bakke,
med lange blikke og tunge skridt,
gik tyngede sjæle med bøjet nakke,
og ytrede alt det, som de havde lidt:

»Du tømrer fra Nazaret,
det hjerte, der sig vånder i sin kvide,
det liv, som knustes til alt var ilde fat,
O, tømrer, kan du virkelig min sorg vide?«

Og ved hans kærlige, tjenende hånd,
sødmen af sit liv han væver ind
i vores liv med stærke bånd
en ny skabelse – så »alting er nyt« i vores sind.

»Mit nedbrudte, lastefulde hjerte,
hvor begær, ærgerrighed, håb og tro er sat
vil du så smukt og helt tage bort min smerte,
O, du tømrer fra Nazaret!«19

Må vi alle, især de fattige i ånden, komme til ham og blive helet. Det beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.