Behovet for større venlighed
Hvorfor skal nogle af os være så ondskabsfulde og uvenlige over for andre? Hvorfor kan vi ikke alle sammen række venligt ud til dem omkring os?
Bror Monson er en meget svær mand at følge efter. Han har masser af humor, og er samtidig meget oprigtig.
Tak, mine brødre og søstre, for jeres tro og bønner. Jeg værdsætter dem virkelig.
Når en mand bliver gammel, bliver han mildere og mere venlig. Jeg har tænkt meget over dette på det seneste.
Jeg har tænkt over, hvorfor der er så meget had i verden. Vi er indblandede i forfærdelige krige, hvor liv går tabt og mange lemlæstes. Inden for vore egne rækker er der meget jalousi, stolthed, arrogance og smålig kritik, fædre som hidser sig op over små, ubetydelige ting og får deres hustruer til at græde og skræmmer børnene.
Racisme stikker stadig sit grimme hoved frem. Jeg er blevet underrettet om, at der selv iblandt os, findes noget af dette. Jeg forstår ikke, hvordan det kan være. For mig virker det som om, at vi alle glædede os over den åbenbaring, som præsident Kimball fik i 1978. Jeg var til stede i templet, da det skete. Der var ingen tvivl i mit sind eller i de øvrige apostles sind om, at det, som var blevet åbenbaret, var Herrens hensigt og vilje.
Nu får jeg at vide, at racistiske udtalelser og nedladende bemærkninger indimellem høres blandt os. Jeg vil gerne minde jer om, at intet menneske, som taler nedsættende om dem, som tilhører en anden race, kan anse sig selv for en sand Kristi discipel. Ej heller kan han anse sig selv for at være i harmoni med Kristi kirkes lærdomme. Hvordan kan en mand, som bærer Det Melkisedekske Præstedømme være så arrogant at antage, at han selv er værdig til præstedømmet, mens en anden, som lever et retfærdigt liv, men har en anden hudfarve, ikke er værdig?
Gennem min tjeneste som medlem af Det Første Præsidentskab har jeg mange gange set og talt om den forskellighed, vi oplever i vores samfund. Vi er omgivet af denne forskellighed, og vi er nødt til at gøre en indsats for at rumme den.
Lad os alle anerkende, at hver af os er en søn eller datter af vor himmelske Fader, som elsker alle sine børn.
Brødre, der er ikke grundlag for racehad blandt Kirkens præstedømmebærere. Hvis nogen, som hører mig nu, har en tendens til at give efter for noget sådant, så bør han henvende sig til Herren og bede om tilgivelse og aldrig mere deltage i en sådan synd.
Af og til modtager jeg breve, som foreslår emner, som afsenderen synes bør tages op til konferencen. Et sådant brev fik jeg for nogle dage siden. Det er fra en kvinde, som fortæller, at hendes første ægteskab endte med en skilsmisse. Derefter mødte hun en mand, som virkede som en venlig og hensynsfuld person. Dog opdagede hun kort efter de var blevet gift, at hans økonomi var i uorden; han havde kun få penge, alligevel sagde han sit job op og undslog sig beskæftigelse. Derefter var hun tvunget til at arbejde uden for hjemmet for at forsørge familien.
Flere år er gået, og han er stadig arbejdsløs. Derudover omtaler hun to andre mænd, som følger det samme mønster, idet de undslår sig at arbejde, mens deres hustruer er tvunget til at forsørge deres husstand.
Paulus sagde til Timotheus: »Den, som ikke sørger for sine egne, og særlig for sin egen husstand, han har fornægtet troen og er værre end en vantro« (1 Tim 5:8). Det er meget hårde ord.
Herren har sagt i nutidig åbenbaring:
»Kvinder har krav på at blive forsørget af deres mænd, indtil deres mænd bliver taget bort …
Alle børn har krav på at blive forsørget af deres forældre, indtil de er myndige« (L&P 83:2, 4).
Lige fra Kirkens første tid er mændene blevet anset for familiens forsørger. Jeg er af den opfattelse, at ingen mand kan anses for et godt medlem, hvis han undslår sig at arbejde for at forsørge sin familie, men ellers er fysisk i stand til det.
Jeg antydede tidligere, at jeg ikke ved, hvorfor der er så meget strid og had og bitterhed i verden. Selvfølgelig ved jeg, at det alt sammen er modstanderens værk. Han bearbejder os som enkeltpersoner. Han nedbryder stærke mænd. Det har han gjort lige siden denne kirke blev grundlagt. Præsident Wilford Woodruff sagde:
»Jeg har engang set Oliver Cowdery, hvor det syntes som om, at jorden skælvede under hans fødder. Jeg har aldrig hørt et menneske bære et stærkere vidnesbyrd, end han gjorde, når han var under Åndens indflydelse. Men i samme øjeblik han forlod Guds rige, forsvandt hans kraft … Hans styrke blev taget fra ham, ligesom Samsons i Delilas favn. Han mistede den kraft og det vidnesbyrd, som han havde haft, og han genvandt det aldrig helt i kødet, skønt han døde [som medlem af] Kirken« (Kirkens præsidenters lærdomme: Wilford Woodruff, s. 101).
Jeg har fået lov til at fortælle jer historien om en ung mand, som voksede op blandt os. Han var ikke medlem af Kirken. Han og hans forældre var aktive inden for en anden tro.
Han erindrer, at mens han voksede op var der nogle af hans sidste dages hellige-skolekammerater, som talte ringeagtende om ham, og fik ham til at føle sig udenfor og gjorde grin med ham.
Han kom bogstaveligt talt til at hade denne kirke og dens medlemmer. Han kunne intet godt se i nogen af dem.
Så mistede hans far sit job, og de blev nødt til at flytte. Det nye sted kunne han som 17-årig begynde på college. Der følte han for første gang i sit liv glæden ved at have venner. Én af disse, som hed Richard, spurgte ham, om han ikke ville være med i en klub, som han var formand for. Han sagde: »For første gang i mit liv var der nogen, som ønskede at være sammen med mig. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle svare, men jeg sagde taknemligt ja … Jeg elskede den følelse, følelsen af at have en ven. Jeg havde bedt om én hele mit liv. Og nu, efter 17 års venten, havde Gud besvaret den bøn.«
Som 19-årig delte han telt med Richard, mens de havde et sommerjob. Han lagde mærke til, at Richard læste en bog hver aften. Han spurgte, hvad han læste. Han fortalte, at han læste Mormons Bog. Han tilføjer: »Jeg skiftede hurtigt emne og gik i seng. Den bog havde trods alt ødelagt min barndom. Jeg prøvede at glemme det, men en uge gik, og jeg kunne ikke sove. Hvorfor læste han i den hver aften? Jeg kunne snart ikke holde de ubesvarede spørgsmål i mit hoved ud. Så en aften spurgte jeg ham, hvad der var så vigtigt ved den bog. Hvad stod der i den? Han rakte mig bogen. Jeg skyndte mig at sige, at jeg aldrig nogensinde ville røre den bog. Jeg ville bare vide, hvad den handlede om. Han begyndte at læse derfra, hvor han var standset. Han læste om Jesus og om en åbenbaring i Amerika. Jeg var chokeret. Jeg troede ikke, at mormonerne troede på Jesus.«
Richard bad ham synge sammen med ham i et kor til en stavskonference. Dagen oprandt, og konferencen indledtes. »Ældste Gary J. Coleman fra De Halvfjerds’ Første Kvorum var gæstetaler. Jeg fandt i løbet af konferencen ud af, at han også [var omvendt]. Bagefter blev Richard ved med at trække mig i armen, for at få mig til at tale med ham. Til sidst indvilligede jeg, og da jeg nærmede mig ham, vendte han sig om og smilede til mig. Jeg præsenterede mig selv, og sagde, at jeg ikke var medlem, og at jeg kun var kommet for at synge i koret. Han smilede og sagde, at han var glad for, at jeg var der, og at musikken var fantastisk. Jeg spurgte ham, hvordan han kunne vide, at Kirken var sand. Han fortalte mig en kort version af sit vidnesbyrd, og spurgte, om jeg havde læst Mormons Bog. Jeg sagde nej. Han lovede mig, at første gang jeg læste den, ville jeg mærke Ånden.«
Ved en senere lejlighed var denne unge mand og hans ven ude at rejse. Richard rakte ham Mormons Bog og bad ham læse højt fra den. Det gjorde han, og pludselig rørtes han af Helligåndens inspiration.
Tiden gik, og hans tro voksede. Han sagde ja til at blive døbt. Hans forældre var imod det, men han fortsatte og blev døbt som medlem af denne kirke.
Hans vidnesbyrd styrkes stadig. For blot nogle få uger siden blev han gift med en smuk sidste dages hellig pige for tid og evighed i templet i Salt Lake City. Ældste Gary J. Coleman forestod beseglingen.
Det er slutningen på historien, men den indeholder vigtige beretninger. Den ene er den usle måde, som hans unge skolekammerater, som var mormoner, behandlede ham på.
Derudover er der den måde, som hans nye ven Richard behandlede ham på. Den var fuldstændig anderledes end hans tidligere oplevelse. Den førte til hans omvendelse og dåb, selvom sandsynligheden talte imod det.
Mirakler som dette kan og vil ske, når der er venlighed, respekt og kærlighed. Hvorfor skal nogle af os være så ondskabsfulde og uvenlige over for andre? Hvorfor kan vi ikke alle sammen række venligt ud til dem omkring os? Hvorfor er der så megen bitterhed og fjendskab? Det er ikke en del af Jesu Kristi evangelium.
Vi snubler alle af og til. Vi begår alle fejl. Jeg omskriver Jesu ord i Fadervor: »Og tilgiv os vore overtrædelser, som også vi tilgiver dem, der overtræder imod os« (se Matt 6:12; JST Matt 6:13).
William W. Phelps, som var tæt på profeten Joseph, forrådte ham i 1838, hvilket førte til, at Joseph blev fængslet i Missouri. Da han indså hvor ondt det, han havde gjort, var, skrev bror Phelps til profeten og bad om tilgivelse. En del af profetens svar lød:
»Det er sandt, at vi har lidt meget og har måttet gennemgå meget på grund af din opførsel – et bæger af galde og malurt, der allerede er tilstrækkelig fuldt for dødelige at drikke, og som blev fyldt til randen, da du vendte dig imod os …
Bægeret er imidlertid blevet drukket, vor himmelske Faders vilje sket, og vi er endnu i live, hvad vi kan takke Herren for …
Da jeg er af den opfattelse, at din bekendelse er virkelig og din omvendelse ægte, vil det glæde mig endnu engang at række dig fællesskabets og kammeratskabets højre hånd og glæde mig over den hjemvendte fortabte søn.
Dit brev blev læst op for de hellige i søndags, og vi loddede deres stemninger og følelser, og det blev enstemmigt besluttet, at W. W. Phelps skulle optages i fællesskabet.
›Kom kære broder, striden er endt,
som venner før, du tilbage er vendt‹« (Profeten Joseph Smiths lærdomme, 1954, s. 196-197).
Brødre, det er den ånd, som profeten udtrykte, som vi skal fremme i vores liv. Vi må ikke være selvtilfredse på det punkt. Vi er medlemmer af vor Herres kirke. Vi har en forpligtelse over for ham, så vel som over for os selv og andre. Denne syndefulde, gamle verden har i så høj grad brug for stærke, dydige, troende og retfærdige mænd – mænd, som er villige til at tilgive og glemme.
Afslutningsvis er jeg glad for at kunne bemærke, at de eksempler og historier, jeg er kommet med, ikke repræsenterer størstedelen af vores folks handlinger og holdninger. Overalt ser jeg mennesker, som i utrolig grad udøser kærlighed og interesse for andre.
For godt en uge siden var denne sal fuld af smukke unge piger, som stræber efter at efterleve evangeliet. De er gavmilde over for hinanden. De søger at styrke hinanden. De er en ære for deres forældre og de hjem, som de kommer fra. De er ved at blive kvinder, og de vil i hele deres liv tage de idealer med sig, som motiverer dem i dag.
Tænk på alt det gode, som udføres af kvinderne i Hjælpeforeningen. Virkningen af deres godgørende aktiviteter ses i hele verden. Kvinderne udstrækker en hjælpende hånd og giver af deres tid, deres kærlige omsorg og deres midler for at hjælpe de syge og de fattige.
Tænk blot på velfærdsprogrammet med frivillige, som rækker ud for at skaffe mad, tøj og andre genstande, som de nødlidende har brug for.
Tænk på, hvor vidt vores humanitære indsats spænder, idet den når længere ud end til Kirkens medlemmer – til jordens fattigdomsramte nationer. Mæslingeplagen er blevet udryddet i mange områder på grund af denne kirkes bidrag.
Bemærk virkningen af den selvsupplerende uddannelsesfond, der løfter tusinder ud af fattigdommens greb og ind i kundskabens og fremgangens lys.
Og sådan kunne jeg blive ved med at minde jer om den indsats, som gode mennesker i denne kirke udfører for at velsigne hinandens liv, idet der rækkes ud til hele verden – til jordens fattige og nødlidende.
Der er ingen ende på det gode, vi kan gøre, eller den påvirkning, vi kan have på andre. Lad os ikke dvæle ved det kritiske eller det negative. Lad os bede om styrke, og lad os bede om evnen og ønsket om at hjælpe andre. Lad os til alle tider og på alle steder udstråle evangeliets lys, så Forløserens Ånd må udstråle fra os.
Med Herrens ord til Josva, brødre: »Vær modig og stærk! Nær ikke rædsel, og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går« (Jos 1:9).
I Herren Jesu Kristi navn. Amen.