Bøn, tro og familie: Springbræt til evig lykke
Vor himmelske Fader hører vores ydmyge bøn og giver os den trøst og vejledning, som vi søger.
Det var anden juledag 1946 i Santa Clara i Utah. Jeg var ni år gammel og spurgte min mor, om jeg måtte tage min julegave, et ny bue med pile, og gå på harejagt på bakken bag vores hus. Det var sidst på eftermiddagen, og min mor ville nødig give mig lov, men pga. min plagen lod hun mig gå, men kun hvis jeg var hjemme, før det blev mørkt.
Da jeg nåede toppen af bakken, lagde jeg en pil i buen og begyndte at gå stille gennem salviebuskene og det tætte krat i håb om at se en hare spise for foden af krattet, hvor det nye græs stadig var grønt.
Jeg blev forskrækket, da en stor præriehare sprang ud af en salviebusk lige foran mig. Jeg trak buen tilbage, sigtede hurtigt og lod pilen flyve mod den flygtende hare. Pilen ramte ved siden af, og haren forsvandt i krattet længere fremme.
Jeg gik derhen, hvor jeg troede, at pilen havde ramt jorden, for at hente den. Der fulgte kun fem pile med buen, og jeg ville ikke miste den. Jeg kiggede der, hvor pilen burde være, men den var der ikke. Jeg kiggede i hele det område, hvor jeg var sikker på, at den var landet, men jeg kunne ikke finde den.
Solen var ved at gå ned i vest. Jeg vidste, at det ville blive mørkt om cirka 30 minutter, og jeg ønskede ikke at komme for sent hjem. Jeg gennemsøgte igen området, hvor pilen burde være, og kiggede omhyggeligt under hver eneste busk, men den var der ikke.
Tiden var ved at løbe fra mig, og jeg måtte begynde at gå hjem, før det blev mørkt. Jeg besluttede mig for at bede vor himmelske Fader om at hjælpe mig med at finde pilen. Jeg gik på knæ, lukkede øjnene og bad til min himmelske Fader. Jeg fortalte ham, at jeg ikke ville miste min nye pil, og jeg bad ham vise mig, hvor jeg kunne finde den.
Mens jeg stadig lå på mine knæ, åbnede jeg øjnene, og dér i krattet lige foran mig, i øjenhøjde, så jeg de farvede fjer for enden af pilen, som var delvist gemt af grenene. Jeg greb pilen og begyndte at løbe hjemad og nåede det, lige inden det blev mørkt.
Jeg glemmer aldrig den særlige oplevelse. Vor himmelske Fader havde besvaret min bøn. Det var første gang, jeg havde bedt ham om at hjælpe mig, og han gjorde det! Den aften lærte jeg at udvise tro og stole på min himmelske Fader.
Når vi har brug for hjælp, selv som en naiv lille dreng med en alvorlig bekymring, hører vor himmelske Fader vores bøn og giver os med kærlighed den vejledning, vi søger.
Jesus Kristus, vor Frelser, sagde til os: »Vær ydmyg, så skal Herren, din Gud, lede dig ved hånden og besvare dine bønner.«1
I skrifterne belærer Jakob os:
»Hvis nogen af jer står tilbage i visdom, lad ham da bede Gud derom, som giver alle mennesker rundhåndet og uden bebrejdelser, og så skal den blive givet ham.
Men han skal bede i tro, uden at tvivle.«2
Præsident James E. Faust lærer os: »En inderlig, oprigtig bøn er en tovejskommunikation, som i høj grad får hans Ånd til at strømme som helbredende vand, der hjælper i de prøvelser, byrder, lidelser og den smerte, som vi alle står overfor.«3
Bøn er et springbræt på den vej, som fører os til evigt liv med vor Fader i himlen.
Tro er endnu et springbræt, som er nødvendigt for vores evige frelse.
Frelseren sagde også: »Og hvad I end beder Faderen om i mit navn, som er ret, i tro på at I skal få det, se, det skal gives jer.«4
For 30 år siden udspillede en sand historie sig i den fjerneste egn af New Zealand. Den stormomsuste Chatham Island ligger i det sydlige Stillehav omkring 800 kilometer øst for Christchurch. Der boede 650 robuste og snarrådige mennesker afsondret fra omverdenen i datidens ensomme, barske omgivelser; og en ung, uerfaren og nyuddannet læge var ansvarlig for at give dem lægehjælp.
En 8-årig dreng, Shane, havde pådraget sig et alvorligt kraniebrud 65 kilometer derfra på den modsatte side af øen. Han blev i en fart bragt hen over sumpene og langs strandene på bagsædet af en gammel rusten bil til den hytte, som fungerede som et hospital med fire senge. Han var bevidstløs.
Den unge læge var ikke forberedt til at håndtere et sådant tilfælde, da han kun havde lidt erfaring og kun de mest grundlæggende kirurgiske instrumenter. Shanes tilstand var kritisk. Der var tydeligvis blødninger i forbindelse med kraniebruddet – og blodpropper kunne lægge så meget pres på hjernen, at han ville dø. Lægen havde end ikke set en hjerneoperation, men han vidste, at han straks måtte foretage denne vanskelige operation – eller se den lille dreng dø.
Bloddonorer skulle indkaldes, blod skulle krydscheckes og en bedøvelse skulle forberedes. Den antikke røntgenmaskine var brudt sammen, så der kunne ikke hentes hjælp fra røntgenbilleder.
Det første af mange telefonopkald blev foretaget til Wellington, hvor en neurokirurg prøvede at forestille sig sceneriet og guide den nervøse unge læge gennem processen i dette vanskelige kirurgiske indgreb.
Shanes mor bad. Lægen bad, sygeplejerskerne bad, lægens hustru bad.
Der var opgaver, som skulle fordeles på dette travle sted. Politibetjenten tog sig af bedøvelsen, en sygeplejerske blev kirurgisk assistent, og arbejdet gik i gang under en arkitektlampe, da mørket faldt på.
Det første nervøst lagte kirurgiske snit afslørede ingen blødninger, så det var nødvendigt at lægge flere snit i Shanes lille kranium for at finde kilden til blødningen. Der blev ringet flere gange til neurokirurgen for at få vejledning og forsikring, og hans råd blev fulgt ned til den mindste detalje. Efter seks timer med bekymring og pres var operationen udført, blødningen i hjernehulen var standset, og resultatet var en succes. Ophøjet ro erstattede kaos. Det var omkring midnat.
Lægen var en ung far. Han tænkte på sin familie og de velsignelser, som de fik. Han var taknemmelig for Herrens store barmhjertighed i hans liv og især for Talsmandens tilstedeværelse de sidste 12 timer. Han var taknemmelig for tilstedeværelsen af en uset ekspert, som frit havde givet af sin større viden i nødens stund.
På det afgørende tidspunkt i en desperat situation, sørgede Herren for, at en ung, uerfaren læge fik den vejledning og de evner, som han behøvede for at udføre et mirakel og redde livet på en lille dreng, som var dyrebar i Herrens øjne.
Neil Hutchison var den unge læge, som bad om hjælp og havde tro nok til at sætte sin lid til Herren og neurokirurgen, hvorved han blev i stand til at udføre et mirakel under de vanskeligste omstændigheder. Han tjener nu som biskop i East Coast Bays Menighed i Auckland i New Zealand.
Biskop Hutchison fortalte mig: »Jeg var heldig at møde Shane og hans far for nogle år siden i Christchurch for første gang siden den dag i 1976. Han er elektriker og har sit eget firma, og har ikke bemærket nogle mén efter sin lange operation. Han er sådan en rar fyr, og jeg kan ikke lade være med at overveje, hvor tyndt sløret mellem dette og det næste liv er.«
»Og Kristus har sagt: Hvis I har tro på mig, skal I have magt til at gøre hvad som helst, jeg anser for tjenligt.«5
Ældste Richard G. Scott tilføjede: »Du vil høste troens frugt, når du følger de principper, som Gud har sat for dens brug.« Et af disse principper er »tro på Gud og hans villighed til at hjælpe, når der er brug for det, uanset hvor udfordrende omstændighederne er.«6
Ældste Robert D. Hales vidnede om, at Joseph Smith »som 14-årig dreng … udøvede … urokkelig tro og fulgte profeten Jakobs anvisninger om at ›bede til Gud‹. Som følge af Josephs profetiske kald viste Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus, sig for ham og gav ham befalinger.«7
Præsident Thomas S. Monson har givet os denne opfordring: »Når vi opsender vore familiebønner og personlige bønner til Herren, lad os da gøre det med tro og tillid til ham. Hvis nogen af os har været sene til at lytte til rådet om at bede, er der ikke noget bedre tidspunkt at begynde på end nu.«8
Det er uden betydning, om det er en lille dreng med et enkelt ønske, eller en læge, der står foran en kritisk livstruende udfordring: Vor himmelske Fader hører vores ydmyge bøn og giver os den trøst og vejledning, som vi søger.
Et tredje springbræt og en vigtig del af den vej, som fører os sikkert hjem til vor Fader i himlen, er familien.
Præsident Gordon B. Hinckley har lært os: »Familien er guddommelig. Den er indstiftet af vor himmelske Fader. Den repræsenterer det helligste af alle forhold. Kun gennem dens organisering kan Herrens formål opfyldes.«9
Præsident Hinckley fortsætter: »Jeg tror på den familie, hvor ægtemanden betragter sin ægtefælle som sit største aktiv og behandler hende i overensstemmelse hermed; hvor hustruen betragter sin mand som sit anker og styrke, sin trøst og tryghed; hvor børnene betragter deres mor og far med respekt og taknemlighed, og hvor forældrene betragter disse børn som velsignelser og betragter omsorgen for dem og opdragelsen af dem som en stor og alvorlig og vidunderlig udfordring.«10
Jeg tror oprigtigt på familiens hellighed, og at vores kærlighed, trofasthed, respekt og støtte til hinanden kan blive det hellige skjold, som beskytter os mod alle den ondes brændende pile. I familiens skød, fyldt med Kristi kærlighed, er vi i stand til at finde fred, lykke og beskyttelse fra den onde verden, som omgiver os.
Jeg bærer vidnesbyrd om, at familien er den enhed og det middel, hvorigennem vi kan blive beseglet og vende tilbage som familie til vore himmelske forældres nærhed for dér at opleve evig glæde og lykke.
Jeg beder inderligt om, at vi anvender springbrætterne bøn, tro og vores familie til at forberede og hjælpe os med at vende tilbage til vor Fader i himlen og få evigt liv, så selve vores formål med at være på jorden bliver opfyldt på vellykket vis. I Jesu Kristi navn. Amen.