Budskab fra Det Første Præsidentskab
Han er ikke her, han er opstået
I dag er der kun ruinerne tilbage af Kapernaum, den by ved søbredden, der var centrum for Frelserens galilæiske mission. Her forkyndte han i synagogen, underviste ved søbredden og helbredte i folks hjem.
Som indledning til sit jordiske virke valgte Jesus en tekst fra Esajas: »Gud Herrens ånd er over mig, fordi Herren har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frigivelse for fanger og løsladelse for lænkede« (Es 61:1; se også Luk 4:18) – en klar forkyndelse af den guddommelige plan for Guds sønners og døtres redning.
Men Jesu forkyndelse i Galilæa var blot indledningen. Menneskesønnen havde hele tiden haft et skæbnesvangert rendezvous på en bakke ved navn Golgata.
Jesus, der blev pågrebet i Getsemane have efter det sidste måltid, blev svigtet af sine disciple, spyttet på, dømt og ydmyget og vaklede under vægten af det tunge kors på vejen til Golgata. Han gik fra triumf til forræderi, tortur og døden på korset.
Som der står i salmen »The Holy City«:
Vor himmelske Fader gav sin Søn for vores skyld. Vor storebror gav sit liv for os.
I sidste øjeblik kunne Mesteren være veget tilbage. Men det gjorde han ikke. Han nedsteg under alt, så han kunne frelse alt: Menneskeheden, jorden og alt det liv, som nogensinde har levet på den.
Ingen ord i kristendommens historie betyder mere for mig end englens ord til den grædende Maria Magdalene og den anden Maria, da de nærmede sig graven for at sørge for deres Herres legeme: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, han er opstået« (Luk 24:5-6).
Med den bekendtgørelse er de, som har levet og er døde, de, der lever nu og en dag skal dø, og de, der endnu ikke er født og endnu ikke døde blevet reddet.
Som følge af Kristi sejr over graven skal vi alle opstå. Det er sjælens forløsning. Paulus skrev:
»Der findes både himmelske og jordiske legemer; men de himmelske har én slags glans, de jordiske en anden.
Solen og månen og stjernerne har hver sin glans. Og stjerne adskiller sig fra stjerne i glans.
Således er det også med de dødes opstandelse« (1 Kor 15:40-42).
Det er den celestiale herlighed, vi stræber efter. Det er i Guds nærhed, at vi ønsker at dvæle. Det er evige familier, som vi ønsker at være en del af.
Om ham, som frelste enhver af os fra endeløs død, bærer jeg vidnesbyrd. Han forkynder sandhed – men han er mere end en lærer. Han er eksemplet på det fuldkomne liv – men han er også mere end blot et eksempel. Han er den store helbreder – men han er også mere end en helbreder. Han er bogstavelig talt verdens Frelser, Guds Søn, Freds Fyrsten, Israels Hellige, ja, den opstandne Herre, som erklærede: »Jeg er den første og den sidste; jeg er den, som lever, jeg er den, som blev slået ihjel; jeg er jeres talsmand over for Faderen« (L&P 110:4).
»O, hvilken skøn glæde, denne erklæring bringer: »Han lever! Vor Forløser stor«.2
Om dette vidner jeg.
Han er ikke her, af Walter Rane, må ikke kopieres; Kristus og Maria ved graven, af Joseph Brickey © 2004 IRI
Illustration af Steve Kropp.