Undervisning i håndbøgerne fremhæver frelsens værk
Under et verdensomspændende oplæringsmøde for ledere i februar 2011 instruerede medlemmer af Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum deltagerne i en mere effektiv anvendelse af de nye håndbøger. Mødet var en opfølgning på det verdensomspændende oplæringsmøde for ledere, der fandt sted i november 2010, hvor håndbøgerne blev introduceret.
Talerne lagde vægt på, hvordan man anvender håndbøgerne på en mere inspireret måde, vigtigheden af, at man forstår de nye håndbøgers lærdomsmæssige grundlag, hvordan man anvender principperne i tilpasningen af Kirkens programmer, hvordan håndbøgernes ændringer kan anvendes til at udføre frelsens værk samt kvinders rolle i råd.
Ved transmissionen deltog præsident Henry B. Eyring, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab; ældsterne Russell M. Nelson, Dallin H. Oaks, Richard G. Scott, Robert D. Hales, Jeffrey R. Holland, David A. Bednar, Quentin L. Cook, D. Todd Christofferson og Neil L. Andersen fra De Tolv Apostles Kvorum; ældsterne Craig C. Christensen, Bruce D. Porter og W. Craig Zwick fra De Halvfjerds og organisationernes hovedpræsidenter.
En mere inspireret anvendelse af håndbøgerne
Præsident Eyring, der kaldte mødet en ny »mulighed for at finde ud af, hvordan håndbogen anvendes mere effektivt«, opfordrede lederne til at styrke deres evne til at modtage åbenbaring.
»Kun gennem Ånden kan I vide, hvordan I anvender det, I læser i håndbogen«, sagde han. »… I synes måske, det virker umuligt at forvente eller bare at håbe på den strøm af åbenbaring, som I behøver i jeres daglige tjeneste. Det kommer ikke uden tro og hårdt arbejde, men det er muligt.«
Præsident Eyring lovede, at når ledere arbejder og beder for at »forstå og følge livets ord«, som de har modtaget, vil Herren hjælpe dem med at tjene og lede ud over deres egen formåen.
Håndbøgernes lærdomsmæssige grundlag
»Håndbogen handler om lærdomme,« sagde ældste Oaks, »og den er kortere end den tidligere håndbog, fordi den på mange områder ikke indeholder regler eller retningslinjer. I stedet indeholder den principper, som inspirerede leder kan anvende … i forhold til deres lokale omstændigheder.«
Ældste Bednar og ældste Christoffersen advarede ledere mod at springe de første kapitler over i Håndbog 2 for at gå videre til retningslinjerne i de efterfølgende kapitler. De første kapitler omfatter et lærdomsmæssigt grundlag for forståelse og anvendelse af principperne og retningslinjerne, der følger.
Ældste Bednar sagde, at når håndbøgerne er »principbaseret, med færre detaljerede anvisninger, er det for os alle langt mere åndeligt udfordrende og krævende.«
Tilpasningens principper
»Med hensyn til lærdomme, pagter og retningslinjer fastsat af Det Første Præsidentskab og De Tolv, så fraviger vi ikke fra håndbogen,« sagde ældste Nelson. »Tilpasninger er tilladt i forbindelse med andre aktiviteter for at imødekomme lokale behov.«
Ifølge ældste Porter er kapitel 17, »Overensstemmelse og tilpasning«, medtaget for at hjælpe lokale ledere til at følge Ånden og afgøre, hvornår det er passende at tilpasse bestemte programmer. Kapitlet forklarer, hvad der ikke kan ændres og giver fem betingelser for, hvornår tilpasninger kan være tilladt: Familieforhold, begrænset mulighed for transport og kommunikation, små kvorummer eller klasser, for få ledere samt af sikkerhedsmæssige årsager.
»Passende tilpasninger svækker ikke Kirken – de styrker den,« siger ældste Porter i en tale, som ældste W. Craig Zwick fra De Halvfjerds læste op. Lokale ledere bør ikke føle, at de lader sig nøje med mindre end det ideelle, når de foretager inspirerede tilpasninger. »Alle Kirkens enheder har adgang til lærdomme, ordinancer, præstedømmets kraft og Åndens gaver, som er nødvendige for, at Guds børn kan blive frelst og ophøjet,« skrev ældste Porter.
Frelsens værk
Ændringerne i Håndbog 2 er for at fremme frelsens værk. Præsident Eyring sagde: »Håndbogen bliver en skat for jer, når I anvender den som en hjælp til at lede andre til at vælge det evige livs vej. Det er dens formål.«
Kapitel 5 samler under titlen »Arbejdet med frelse i menigheden og i staven« en række emner, der før blev behandlet hver for sig, deriblandt medlemsmissionering, fastholdelse af nyomvendte, aktivering, tempeltjeneste og slægtsforskning og evangelisk undervisning.
»Paulus sagde, at i denne, tidernes fyldes uddeling, vil alt blive sammenfattet i Kristus,« sagde ældste Bednar (se Ef 1:10). »Der er et værk.«
Fx det, som tidligere blev opfattet som adskilte missioner i Kirken, er »det samme værk, men på forskellige områder,« sagde han. Missionering er at forkynde evangeliet og indbyde andre til at modtage hellige ordinancer og indgå pagter. At fuldkommengøre de hellige – deriblandt fastholdelse, aktivering og undervisning – er arbejdet med at indbyde mennesker til at ære ordinancer og pagter. Forløsning af de døde gennem slægtsforskning og tempeltjeneste er at sørge for, at de, der er døde, får mulighed for at modtage ordinancer og indgå pagter.
Ældste Holland sagde, at ændringerne i håndbogen i almindelighed fører til en forståelse af, at kvorums- og organisationsledere ikke er en del af menighedsrådet blot for at tænke på deres egne medlemmer, men at de har et fælles ansvar for alle medlemmers åndelig velfærd.
Ældste Cook hjalp med at præcisere, hvordan nogle af ændringerne i retningslinjerne i Håndbog 2 bidrager til frelsens værk.
Han understregede vigtigheden af, at biskopper og menighedsråd imødekommer velfærdsbehov nu, hvor et velfærdsmøde ikke længere eksisterer. Han forklarede den større rolle som ledere af Det Melkisedekske Præstedømme har for at rådføre sig med kvorumsmedlemmer. Han præciserede desuden ændringer, der giver fædre, som ikke er tempelværdige, mulighed for at deltage i familiemedlemmers ordinancer og velsignelser under særlige omstændigheder.
»Det er ikke vores opgave at få programmer til at køre eller lede en organisation,« sagde ældste Bednar. »Det er nødvendigt, men ikke nok. Dette er frelsens værk. Og når vi begynder at tænke på ordinancer og pagter, ville præstedømmelederne sikkert stille spørgsmålet: Hvad er den næste ordinance, som denne person eller familie har brug for, og hvordan kan vi hjælpe med denne forberedelse?«
Kvinder i råd
Ældste Scott udtrykte sin bekymring over, at nogle steder går lederne glip af muligheden for at involvere kvinderne, når de sidder i råd sammen. »Når kvinder bliver opfordret til frit at tage del i menighedsrådsmøder, er deres ideer altid nyttige og inspirerende,« sagde han.
Ledere kan opfordre til deltagelse ved at kalde søstrene ved deres navn og ved at udtrykke deres taknemlighed for den indsigt og de anbefalinger, som de kommer med, forklarede ældste Scott.
»En yderlig velsignelse, som man får i hjemmene hos præstedømmeledere«, der følger disse retningslinjer er, at »disse mænd kan få en større påskønnelse for den hellige rolle, som deres hustruer har i deres hjem,« tilføjede han.
Han underviste i vigtigheden af at søge enighed blandt rådsmedlemmerne. Når man fornemmer den følelse, kan en leder måske identificere den og foreslå, at de støtter den. I tilfælde, hvor medlemmer måske ikke er enige, bør ledere søge råd hos hvert medlem af menighedsrådet, udtrykke taknemlighed for deres indsigt, træffe en beslutning og bede rådsmedlemmerne om en samlet støtte til den beslutning. Ældste Scott understregede vigtigheden af fortrolighed i menighedsrådets anliggender.
Forventede resultater
Ældste Nelson afsluttede oplæringsmødet ved at udtrykke tre håb: Forenkling, så medlemmernes tid og ressourcer kan anvendes mere effektivt, at præstedømmets kraft vil vokse i hver præstedømmebærer til velsignelse for den enkelte og hver familie i Kirken, samt at hvert medlem må føle større gudsfrygt og være en bedre discipel.
I frelsens værk bør ledere overveje de næste ordinancer, som en person har brug for, og hvordan man hjælper med denne forberedelse.
Foto: Craig Dimond, © IRI
Kirkeledere sagde, at både mænd og kvinder bør have lov til frit at udtrykke deres ideer ved lederskabsmøder.
FOTO: CRAIG DIMOND