Endelig lyttede jeg
»Hun er en gammel ven og ikke en date,« sagde jeg til mig selv. Så hvorfor blev Ånden ved med at advare mig om, at jeg ikke burde være der?
Mens jeg gik på college, blev jeg velsignet med et krævende praktikforløb i en by langt fra mit hjem. En af mine gamle venner boede i nærheden, og selv om vi ikke havde samme tro, så havde vore forskelligheder ikke hindret os i at blive venner.
Da jeg mødte Madeline (navnet er ændret), arbejdede vi begge sammen med en anden ung kvinde, som var et godt eksempel på en sidste dages hellig. Jeg kan huske, at Ånden påpegede små forskelle mellem de to unge kvinder og forklarede, hvordan selv små valg kan sætte en kurs for resten af livet. Jeg har faktisk husket de åndelige indtryk gennem mange år.
Da Madeline og jeg nu fik kontakt med hinanden igen efter en del år, planlagde vi at ses. Da aftenen oprandt, blev jeg en smule nervøs. Jeg tog et tog til hendes by, og da jeg nærmede mig, sagde en stemme inde i mit hoved og hjerte: »Du skal kun gå ud med dem, der har høje standarder.«
»Det er jo ikke en date,« tænkte jeg. »Jeg mødes bare med en gammel ven.« Ånden gentog advarslen, indtil jeg til sidst indså, at det jo faktisk var en date, og jeg begyndte at spekulere på min vens nuværende standarder og livsstil. »Hun ved jo, at jeg er SDH,« sagde jeg til mig selv. »Hun kender mine standarder, så der bliver ingen problemer.«
Men jeg begyndte at spekulere på, om de »små forskelle«, jeg havde bemærket tidligere, havde fået vore veje til at skilles meget mere, end jeg ventede? Så jeg fulgte Åndens tilskyndelse og ringede til min ven og aflyste. Jeg var så bange for at såre hende. Hvordan skulle jeg kunne forklare åndelige tilskyndelser for en ven, der ikke anerkender Helligåndens mission?
Jeg forklarede, at jeg ikke følte mig tryg ved en af de aktiviteter, vi havde planlagt og håbede, at det ville give mig en rimelig grund til at trække mig ud af aftalen. Hun blev skuffet og tilbød at ændre vores planer. Jeg var lettet og gik med til ændringen, fordi jeg tænkte: »Måske var det den aktivitet, Ånden advarede mig imod.« Men den uro, jeg følte, forsvandt ikke.
Vi havde det sjovt den aften, men fra tid til anden fortalte Ånden mig, at den tidligere advarsel var vigtig. Til at begynde med syntes alt i orden, men som aftenen skred frem, stod det klart, at selv om vi havde nogenlunde ens baggrund, så bevægede vi os i hver sin retning. Vore standarder var ikke ens – end ikke i det små. Da hun bestilte vin, forklarede jeg, at jeg helst ikke ville betale for alkohol. Hun respekterede mine ønsker og betalte selv for den.
Min åndelige uro øgedes, efterhånden som aftenen skred frem. Da middagen var overstået, sad jeg ude på kanten af min stol, parat til at tage af sted, for jeg vidste, at aftenens sidste tog snart kørte, og jeg boede for langt væk til at tage en taxi. Min ven, der var opmærksom på min uro, sagde, at jeg da bare kunne sove hos hende. Nu ville Ånden slet ikke lade mig i ro, men bekræftede det, jeg allerede vidste: At overnatte var ikke en mulighed.
Mens jeg fulgte hende hjem, prøvede jeg at virke rolig. »Er du sikker på, at du ikke vil blive her?« spurgte hun. Det var jeg sikker på. Hun var ikke anmassende eller noget, men Ånden talte stille et sprog, der var tydeligere end torden. Jeg måtte ikke komme for sent til det tog!
Jeg ventede, indtil jeg vidste, at hun var inden døre, og så spurtede jeg af sted for at nå til stationen i tide. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Josef i Egypten, da han flygtede fra fristelsen (se 1 Mos 39:7-12).
Når jeg tænker tilbage på den aftens begivenheder, føler jeg både frygt og taknemlighed. Frygt for, hvad der kunne være sket, og taknemlighed for Helligåndens følgeskab. Ånden talte, og selv om jeg ikke havde gjort det tidligere, er jeg glad for, at jeg endelig lyttede.
Det er helt tydeligt, at mit syn på aftenen, slet ikke var lige så klart, som Herrens. Som Esajas har skrevet:
»For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren;
For så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer« (Es 55:8-9).
Nogle af de valg, vi træffer her i livet, træffes og glemmes hurtigt. Andre ledsages af lærestreger, som vi gør klogt i aldrig at glemme. Jeg er så taknemlig for at vide, at når vi følger Helligåndens tilskyndelser – og når vi gør det med det samme – kan vi lettere holde os på den sti, som Jesus Kristus har udstukket for os.
Illustration: Jeff Ward