Formidleren Jesus Kristus
Fra »The Mediator«, Ensign, maj 1977, s. 54-56.
Jesus Kristus, vores Formidler, betaler den pris, som vi ikke kan betale, så vi kan vende tilbage og leve med vor himmelske Fader igen.
Lad mig fortælle jer en historie – en lignelse.
Der var engang en mand, som inderligt ønskede sig noget bestemt. Det syntes vigtigere end noget andet i hans liv. For at kunne opnå sit ønske pådrog han sig en stor gæld.
Han var blevet advaret mod at sætte sig i så stor gæld, især hos denne kreditor, som lånte ham pengene. Men det var så vigtigt for ham at opnå det, han ville, her og nu. Han var sikker på, at han kunne betale for det senere.
Så han underskrev en kontrakt. Han skulle betale gælden af på et eller andet tidspunkt. Det bekymrede ham ikke ret meget, for datoen syntes så langt borte. Han havde fået det, som han ønskede sig nu, og det var det, der syntes vigtigst.
Han havde altid kreditoren i tankerne, og han foretog nogle symbolske små indbetalinger nu og da og tænkte, at regnskabets dag, når alle pengene skulle falde, aldrig ville komme.
Retfærdighed eller nåde?
Men som det altid går, så oprandt dagen, og kontrakten skulle indfries. Gælden var ikke blevet betalt. Hans kreditor dukkede op og forlangte at få det fulde beløb.
Først da indså han, at han kreditor ikke alene havde magt til at inddrage det, som han ejede, men også magt til at få ham sat i fængsel.
»Jeg er ikke i stand til at betale dig,« bekendte han.
»Så,« sagde kreditoren, »tager vi dine ejendele, og du skal i fængsel. Det er du selv gået med til. Det var dit eget valg. Du har underskrevet kontrakten, og nu træder den i kraft.«
»Kan du ikke forlænge fristen eller eftergive gælden?« tryglede skyldneren. »Kan du ikke ordne det sådan, at jeg beholder det, jeg har, og ikke komme i fængsel? Du tror vel på nåde? Vil du ikke vise mig nåde?«
Kreditoren svarede: »Nåde er altid så ensidig. Den vil kun komme dig til gode. Hvis jeg viser dig nåde, får jeg jo ikke min betaling. Derimod kræver jeg retfærdighed. Tror du på retfærdighed?«
»Jeg troede på retfærdighed, da jeg underskrev kontrakten,« sagde skyldneren. »Dengang var den på min side, for jeg troede, at den ville beskytte mig. Dengang havde jeg ikke brug for nåde, og det troede jeg aldrig, at jeg ville få.«
»Retfærdigheden kræver, at du betaler gælden eller lider straffen,« svarede kreditoren. »Sådan er loven. De er selv gået ind på det, og sådan bliver det. Nåden kan ikke berøve retfærdigheden.«
Der stod de så: Den ene krævede retfærdighed, den anden tryglede om nåde. Ingen af dem kunne vinde, undtagen på den andens bekostning.
»Hvis du ikke eftergiver gælden, er der ingen nåde,« jamrede skyldneren.
»Og hvis jeg gør det, er der ingen retfærdighed,« lød svaret.
Begge love kunne tilsyneladende ikke indfries. De er to evige idealer, der synes at være i konflikt med hinanden. Findes der ikke en måde, hvorpå både retfærdigheden og nåden kan få sit?
Jo, der findes en måde! Retfærdighedens lov kan blive opfyldt, og nåden kan blive udvist – men det kræver en tredjeperson. Og sådan var det også her.
Hans Formidler
Skyldneren havde en ven. Han kom ham til undsætning. Han kendte skyldneren godt. Han mente, at han havde opført sig tåbeligt ved at rode sig ud i den ulykkelige situation. Ikke desto mindre ville han hjælpe ham, fordi han elskede ham. Han trådte ind imellem dem, så på kreditoren og kom med dette tilbud: »Jeg betaler gælden, hvis du løser skyldneren fra kontrakten, så han kan beholde sine ejendele og ikke blive sat i fængsel.«
Mens kreditoren overvejede tilbuddet, tilføjede formidleren: »Du forlangte retfærdighed. Han kan ikke betale dig, men så vil jeg gøre det. Så er du blevet retfærdigt behandlet og kan ikke forlange mere. Det ville ikke være retfærdigt.«
Og det gik kreditor med til.
Formidleren vendte sig nu mod skyldneren. »Hvis jeg betaler din gæld, accepterer du så mig som din kreditor?«
»Åh, ja, ja,« græd skyldneren. »Du redder mig jo fra fængslet og viser mig nåde.«
»Så,« sagde velgøreren, »skal du betale din gæld til mig, og jeg stiller betingelserne. Det bliver ikke let, men det bliver muligt. Jeg skal nok skabe en udvej. Du skal ikke i fængsel.«
Og sådan gik det til, at kreditoren fik sin fulde betaling. Han var blevet retfærdigt behandlet. Ingen kontrakt var blevet brudt. Skyldneren havde derimod fået nåde. Begge love var indfriet. Fordi der var en formidler, havde retfærdigheden fået sit krav opfyldt, og nåden var også tilfredsstillet.
Vores Formidler
Enhver af os lever på en slags åndelig kredit, en gæld. En dag bliver kontoen lukket, og der skal gøres regnskab. Uanset hvor skødesløst vi ser på det nu, vil vi, når den dag kommer, og regnskabet gøres op, se os omkring i rastløs smerte i håb om at finde nogen, hvem som helst, som vil hjælpe os.
Og i overensstemmelse med de evige love kan der ikke udvises nåde, medmindre der er en, som er villig og i stand til at overtage vores gæld og betale prisen og sørge for forløsningsbetingelserne.
Medmindre der er en formidler, medmindre vi har en ven, så falder lovens fulde krav på os. Den fulde betaling for hver eneste overtrædelse, uanset hvor stor eller lille, bliver krævet af os.
Men vid dette: Sandheden, den herlige sandhed, forkynder, at der er en sådan Formidler. »For der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus« (1 Tim 2:5). Takket være ham kan nåden udvises til enhver af os uden at krænke retfærdighedens evige lov.
Nåden udvises dog ikke automatisk. Det sker ved at indgå pagt med ham. Det bliver på hans betingelser, hans nådige betingelser, der som en absolut nødvendighed omfatter dåb ved nedsænkning til syndernes forladelse.
Hele menneskeheden kan beskyttes af retfærdighedens lov og samtidig kan enhver af os få nådens forløsende og helbredende velsignelser overrakt.
Illustration: Dan Burr