2011
Hensigten med Hjælpeforeningen
april 2011


Besøgsbudskabet

Hensigten med Hjælpeforeningen

Gennemgå dette materiale under bøn og drøft det på passende vis med de søstre, du besøger. Anvend spørgsmålene som en hjælp til at styrke dine søstre og gøre Hjælpeforeningen til en aktiv del af dit liv.

Tro • Familie • Tjeneste

Da vi blev kaldet som præsidentskab, fik vi udleveret noget materiale om Hjælpeforeningens historie. Vi studerede det under bøn, fordi vi gerne ville kende hensigten med Hjælpeforeningen, og det, som Herren ønskede, at vi skulle gøre. Vi erfarede, at den hensigt, som Herren har for Hjælpeforeningen, er at organisere, undervise og inspirere hans døtre som forberedelse til det evige livs velsignelser.

For at opfylde den hensigt med Hjælpeforeningen har Herren pålagt hver enkelt søster og organisationen som et hele at:

  1. Øge tro og personlig retskaffenhed.

  2. Styrke hjem og familie.

  3. Yde hjælp ved at tjene Herren og hans børn.

Vi kan kun udføre dette værk på Herrens måde, når vi søger, modtager og handler ud fra personlig åbenbaring. Uden personlig åbenbaring kan det ikke lykkes. Hvis vi følger personlig åbenbaring, kan vi ikke gå galt. Profeten Nefi fortæller os, at Helligånden viser os »alt det, som [vi] skal gøre« (2 Ne 32:5). Vi skal være rolige og stille nok til at lytte til Åndens røst.

Søstre, vi har en vigtig rolle at spille i opbygningen af Guds rige og i at berede verden til Herrens komme. Faktisk kan Herrens værk slet ikke udføres uden hans døtres hjælp. Af den grund forventer Herren, at vi yder større ofre. Han forventer, at vi opfylder hensigten med Hjælpeforeningen bedre end nogensinde.

Julie B. Beck, Hjælpeforeningens hovedpræsident.

Fra skrifterne

5 Mos 6 :5-7; Luk 10:30-37; Jak 1:27; 2 Ne 25:26; Mosi 3:12-13

Fra vores historie

Ved Hjælpeforeningens møde den 9. juni 1842 lærte profeten Joseph Smith søstrene, at deres forening »ikke kun skulle hjælpe de fattige, men også frelse sjæle«.1 Denne erklæring om et åndeligt såvel som et timeligt formål har karakteriseret Hjælpeforeningen gennem hele dens historie. I 1906 sagde præsident Joseph F. Smith (1838-1918): »[Hjælpeforeningen] skal ikke blot tage sig af de fattiges, de syges og de nødlidendes behov, men en del af dens ansvar – ja, faktisk den største del – er at tage sig af Zions mødres og døtres åndelige velfærd og frelse; at tilse at intet forsømmes, men at alle værnes mod ulykker, katastrofer og mørkets kræfter og de onder, som truer den ude i verden.«2 I 2001 gentog ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum: »Enhver søster i denne kirke, som har indgået pagter med Herren, har en guddommelig forpligtelse til at medvirke til at frelse sjæle, at lede verdens kvinder, at styrke Zions hjem og opbygge Guds rige.«3

Noter

  1. Joseph Smith, History of the Church, 5:25.

  2. Se Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph F. Smith 1998, s. 185.

  3. M. Russell Ballard, »Retskafne kvinder«, Liahona, dec. 2002, s. 39.

Fotoillustration: Christina Smith