Men der er jo ingen kirke
Julie Ismail, Western Australia i Australien
Under en rejste til Middelhavet gik jeg flittigt i kirke, så ofte det var muligt. I Sevilla i Spanien fik jeg hjælp af en hotelreceptionist, den lokale telefonbog og et bykort, da jeg skulle finde de sidste dages helliges lokale kirkebygning. Jeg skrev adressen og Kirkens navn på spansk ned. Lørdag aften bad jeg om at få at vide, hvornår møderne begyndte, og jeg fik en stærk tilskyndelse til, at jeg skulle være der inden kl. 10.
Lige inden jeg tog af sted til kirke kl. 9.30 søndag morgen, bad jeg igen om, at jeg måtte kunne finde frem til kirkebygningen. Ved hjælp af mit kort navigerede jeg mig vej gennem de snævre, labyrintiske gader. Det var en herlig morgen. Jeg kom forbi cafeer og et fuglemarked fyldt med pippende fugle.
Jeg nåede frem til den angivne adresse uden at finde noget, der bare tilnærmelsesvist mindede om en kirkebygning. Jeg gik op og ned ad gaden og søgte forgæves. Jeg var forvirret og bekymret, og klokken var næsten ti.
Til sidst bad jeg til min himmelske Fader: »Du har befalet mig at gå i kirke, og her er jeg, men her er ikke nogen kirke.«
Netop da kom en velklædt herre i jakkesæt om hjørnet. Han lignede et medlem af Kirken, og jeg følte mig tilskyndet til at stoppe ham. Noget forfjamsket forklarede jeg ham, at jeg ledte efter en kirke. Han sagde noget, som jeg ikke forstod, og jeg så fortvivlet ud. Så åbnede han sin mappe, og jeg fik øje på to læderindbundne bøger, der lignede skrifter. Jeg rakte ham min seddel, hvorpå jeg havde skrevet »La Iglesia de Jesucristo« (Jesu Kristi Kirke). Han smilede og pegede tilbage ad den vej, jeg var kommet, og sammen gik vi så til kirke. Bygningen lå på en anden adresse nogle få minutters gang derfra, og det var let at overse den, hvis man ikke vidste, at den var der. Den lå tilbagetrukkent på et lille torv bag store låger.
Inde i kirkebygningen fandt jeg ud af, at den mand, som havde hjulpet mig, var ingen ringere end menighedens biskop, og at møderne begyndte kl. 10.30. Jeg var nået frem i god tid.
Under menighedens faste- og vidnesbyrdmøde følte jeg mig tilskyndet til at bære vidnesbyrd. Med en missionær som tolk bar jeg mit vidnesbyrd og beskrev, hvordan Herren havde sørget for, at jeg kom i kirke. Biskoppen bar så sit vidnesbyrd og forklarede, at han havde været nødt til at parkere længere væk den morgen, så derfor var han lidt senere på den. Da han så mig, tænkte han, at jeg lignede et medlem af Kirken, så han stoppede for at hjælpe mig. Han talte så om medlemmer, der er åndeligt vildfarne, og sagde, at vi skal hjælpe dem tilbage til Kirken.
Som årene er gået, er Sevillas seværdigheder falmet i min erindring, men mit minde om, hvordan jeg fandt kirken, står klart. Det minde er et vidnesbyrd for mig om den store kærlighed, som vor himmelske Fader har til os, og at hans hænder er synlige i mit liv, hvis jeg blot kigger efter alt det, der »virker sammen til gode for [mig]« (Rom 8:28).