Evangeliske klassikere
Den rensende kraft fra Getsemane
Bruce R. McConkie blev født i Michigan i USA den 29. juli 1915. Han blev opretholdt til De Halvfjerds’ Første Råd den 6. oktober 1946 og blev ordineret til apostel den 12. oktober 1972. Han døde den 19. april 1985 i Salt Lake City i Utah. Denne tale blev holdt ved generalkonferencen den 6. april 1985.
Jeg føler, og Ånden synes at samstemme, at den vigtigste lære, jeg kan forkynde her, og det stærkeste vidnesbyrd, jeg kan bære, er det om vor Herre Jesu Kristi forsoning.
Hans forsoning er den mest ophøjede begivenhed, der nogensinde har og nogensinde vil forekomme lige fra skabelsens morgen og gennem alle den evigtvarende evigheds tidsaldre.
Det er den storslåede godheds- og nådeshandling, som kun en gud kunne udrette. Takket være den blev alle betingelser og krav i Faderens evige frelsesplan gjort gældende.
Takket være den bliver menneskets udødelighed og evige liv tilvejebragt. Takket være den frelses alle mennesker fra døden, helvede, djævelen og uendelig pine.
Og takket være den kan alle de, der tror på og efterlever Guds herlige evangelium, alle de, der er trofaste og overvinder verden, alle de, der lider for Kristus og hans ord, alle de, der forhånes og mishandles i kampen for hans sag, ham, som vi tilhører – ja, kan alle de blive som deres Skaber og sidde med ham på hans trone og regere med ham i al evighed i evigtvarende herlighed.
Når jeg taler om alt dette vidunderlige, anvender jeg mine egne ord, selv om I måske tror, at det er skriftens ord, ord talt af andre apostle og profeter.
Det er dog sandt, at de først blev forkyndt af andre, men de er nu mine, for Guds Hellige Ånd har båret vidnesbyrd for mig om, at de er sande, og det er nu, som om Herren havde åbenbaret dem til mig allerførste gang. Jeg har derved hørt hans røst og kender hans ord.
I Getsemane have
For totusind år siden, uden for Jerusalems bymure, lå der en smuk have, som hed Getsemane, hvor Jesus og hans nære venner gerne kom for at meditere og bede.
Der underviste Jesus sine disciple i rigets lære, og de kommunikerede alle med ham, som er vor Fader, i hvis tjeneste de var, og i hvis ærinde de gik.
Dette hellige sted, er, ligesom Eden, hvor Adam boede, ligesom Sinaj, hvorfra Jahve gav sine love, ligesom Golgata, hvor Guds Søn gav sit liv som løsesum for mange, det hellige sted, hvor den syndfri Søn af den evige Fader påtog sig alle menneskers synder på betingelse af omvendelse.
Vi kender ikke, ingen har ord for, og ingen jordisk sjæl kan fatte den fulde betydning af det, Kristus gjorde i Getsemane.
Vi ved, at han svedte bloddråber fra hver pore, mens han tømte det bitre bæger, som hans Fader havde givet ham.
Vi ved, at han led, både på krop og ånd, mere end det er muligt for noget menneske at lide uden at dø af det.
Vi ved, at hans lidelser, på en måde, der er ufattelig for os, kunne tilfredsstille retfærdighedens krav, forløse angerfulde sjæle fra syndens lidelser og straf og skænke barmhjertighed til dem, der tror på hans hellige navn …
Vi ved, at han lå udstrakt på jorden, mens den uendelige byrdes pinsler og smerter fik ham til at skælve og ønske, at han ikke skulle drikke det bitre bæger.
Vi ved, at en engel kom fra herlighedens trone for at styrke ham i denne ildprøve, og vi antager, at det var den mægtige Mikael, der først faldt, for at det jordiske menneske kunne blive til.
Så vidt, som vi kan bedømme, varede disse uendelig pinsler – denne ubeskrivelige lidelse – i omkring tre eller fire timer.
Hans pågribelse, dom og piskning
Efter dette – mens han krop var udpint og drænet for styrke – blev han mødt af Judas og de øvrige inkarnerede djævle, hvoraf nogle kom fra selve Synedrinet; og han blev ført bort med et reb om halsen, som en gemen forbryder, for at blive dømt af ærkekriminelle, der som jøder sad i Arons embede, og som romere repræsenterede Cæsars magt.
De førte ham til Annas, til Kajfas, til Pilatus, til Herodes og tilbage til Pilatus. Han blev anklaget, spottet og slået. Deres ækle spyt løb ned over hans ansigt, mens grusomme slag yderligere svækkede hans smertefyldte krop.
Med svøben lod de slagene hagle ned over hans ryg. Blodet løb ned over hans ansigt, da en tornekrone gennemborede hans skælvende pande.
Men værst af alt blev han pisket, pisket med 40 slag minus et, pisket med en flerhalet pisk, i hvis lædersnøre man havde indsat skarpe benstumper og knivskarpt metal.
Mange døde alene af piskningen, men han rejste sig fra piskningens pinsler, så han kunne møde en forsmædelig død på Golgatas bitre kors.
Derefter bar han sit eget kors, indtil han faldt sammen under vægten og smerten og de voldsomme lidelser.
På korset
Til sidst, på et højdedrag, der kaldtes Golgata – igen uden for Jerusalems bymure – lagde romerske soldater ham på korset, mens de magtesløse disciple kiggede på og fornemmede den forestående døds smerter på deres egen krop.
Med store træhamre slog de jernnagler gennem hans fødder, hænder og håndled. Han blev sandelig gennemboret for vore overtrædelser og kvæstet for vor syndighed.
Derefter rejste man korset, så alle kunne se og måbe og forbande og spotte. Det gjorde de, med giftig grusomhed, i tre timer fra klokken ni til middag.
Så formørkedes himlen. Mørket dækkede landet i tre timer, som det også skete hos nefitterne. Det opstod et voldsomt uvejr, som om selve naturens Guds led.
Og det gjorde han i sandhed, for mens han hang på korset i yderligere tre timer, fra middag til kl. 15, genvaktes den uendelige lidelse og de nådesløse pinsler fra Getsemane.
Og til sidst, da forsoningen havde krævet sin betaling – da sejren var vundet, da Guds Søn havde fuldbragt sin Faders vilje i alle ting, så sagde han: ›Det er fuldbragt!‹ (Joh. 19:30), hvorefter han frivilligt opgav ånden.
I åndeverdenen
Da en nådig døds fred og lindring befriede ham fra jordelivets smerter og sorger, trådte han ind i Guds paradis.
Da han havde bragt sin sjæl som offer for synd, var han beredt til at se sit afkom, som det messianske ord lyder.
Disse, der bestod af alle de hellige profeter og trofaste hellige fra forgange tider; disse, der omfattede alle dem, der havde påtaget sig hans navn, og som, ved at blive født åndeligt af ham, var blevet hans sønner og døtre, ligesom det også er tilfældet med os; alle disse var samlet i åndeverdenen for at se hans ansigt og høre hans røst.
Efter omkring 38 eller 40 timer – tre dage ifølge jødernes tidsregning – kom vor velsignede Herre til Arimatæas grav, hvor hans delvist balsamerede legeme var blevet lagt af Nikodemus og Josef af Arimatæa.
Hans opstandelse
Og der tog han, på en måde som vi ikke kan begribe, det legeme, som endnu ikke var gået i forrådnelse, til sig og opstod i den herlige udødelighed, der gjorde ham ligesom sin opstandne Fader.
Han modtog da al magt i himlen og på jorden, opnåede evig ophøjelse, viste sig for Maria Magdalene og flere andre og opsteg til himmels for at sidde ved Gud Faderen den Almægtiges højre hånd og herske for evigt i evig herlighed.
Hans opstandelse fra døden på den tredje dag blev kronen på forsoningen. Og igen på en måde, som er os ubegribelig, videreføres virkningen af hans opstandelse til alle mennesker, så alle skal opstå af graven.
Ligesom Adam bragte død, bragte Kristus liv; som Adam er dødelighedens fader, er Kristus udødelighedens fader.
Og uden begge, både dødelighed og udødelighed, kan mennesket ikke udvirke sin frelse og opstige til de højder, hinsides himlene, hvor guder og engle dvæler i evig herlighed.
Kundskab om forsoningen
Kristi forsoning er evangeliets mest grundlæggende og fundamentale læresætning, og det er den, der er mindst forstået af alle vore åbenbarede sandheder.
Mange af os har en overfladisk kundskab og forlader os på Herren og hans godhed, når det gælder om at klare livets trængsler og farer.
Men hvis vi skal have en tro som Enok og Elias, skal vi tro, som de troede, vide, hvad de vidste, og leve, som de levede.
Må jeg indbyde jer til sammen med mig at opnå en stærk og sikker kundskab om forsoningen.
Vi skal feje menneskers filosofier og de vises visdom til side og lytte til den Ånd, som er givet os for at lede os til al sandhed.
Vi skal ransage skrifterne, antage dem som Herrens sind, vilje og røst og selve Guds kraft til frelse.
Når vi læser, grunder og beder, vil vi i vores sind se Guds tre haver – Edens have, Getsemane have og den tomme gravs have, hvor Jesus viste sig for Maria Magdalene.
Skabelsen, faldet og forsoningen
I Eden ser vi alt, som det blev skabt i sin paradisiske tilstand – uden død, uden afkom og uden prøvende erfaringer.
Vi forstår da, at sådan et skaberværk, der nu er ukendt for mennesket, var den eneste måde, hvorved faldet kunne sættes i værk.
Vi ser da Adam og Eva, den første mand og den første kvinde, stige ned fra deres tilstand af udødelighed og paradisisk herlighed for at blive de første dødelige mennesker på denne Jord.
Dødeligheden, der jo omfatter afkom og død, kommer så ind i verden. Og på grund af overtrædelse begynder en prøvestand med trængsler og prøvelser.
I Getsemane ser vi Guds Søn løskøbe mennesket fra den fysiske og åndelige død, som ramte os på grund af faldet.
Og til sidst, stående foran en tom grav, får vi vished om, at Kristus, vor Herre, brød dødens lænker og for evigt sejrede over graven.
Derfor er skabelsen fader til faldet; og ved faldet kom dødelighed og død; og ved Kristus kom udødelighed og evigt liv.
Hvis der ikke havde været et fald ved Adam, hvorved døden kom, kunne der ikke have været nogen forsoning ved Kristus, hvorved livet kom.
Hans sonende blod
Og nu vedrørende denne fuldkomne forsoning, som blev tilvejebragt ved udgydelsen af Guds blod, bærer jeg vidnesbyrd om, at den fandt sted i Getsemane og på Golgata, og med hensyn til Jesus Kristus bærer jeg vidnesbyrd om, at han er den levende Guds Søn, og at han blev korsfæstet for verdens synder. Han er vor Herre, vor Gud og vor Konge. Dette ved jeg personligt, uafhængigt af noget andet menneske.
Jeg er et af hans vidner, og en kommende dag skal jeg føle på naglegabene i hans hænder og fødder, og jeg skal bade hans fødder med mine tårer.
Men jeg vil ikke vide bedre besked, end jeg gør nu, om, at han er Guds almægtige Søn, at han er vor Frelser og Forløser, og at frelse kommer i og ved hans forsonende blod og på ingen anden måde.
Må Gud give, at vi alle må vandre i lyset, som Gud vor Fader er i lyset, så hans Søns, Jesu Kristi blod, som lovet, må rense os fra al synd.
Udsnit af Ske ikke min vilje, men din, af Harry Anderson © Pacific Press Publishing
Udsnit af Den tvivlende Thomas, af Carl Bloch, gengivet med tilladelse fra Nationalhistorisk Museum på Frederiksborg Slot i Hillerød.