Ordets styrke

Adam C. Olson

Kirkens Tidsskrifter

Da to tahitianske teenagere gav skrifterne en chance, forandredes deres liv.

Rooma havde ikke rigtig lyst til at studere skrifterne. Vaitiare havde ikke rigtig lyst til at gå til seminar. Og det behøvede de heller ikke. Men da de valgte at gøre det, forandredes deres liv.

Hvorfor ikke?

Hvorfor skulle en teenager vælge at tilbringe to timer hver torsdag aften med at studere skrifterne sammen med sin mor? Det ville nok også have undret Rooma Terooatea fra Tahiti for et års tid siden.

Nu kan han spørge, hvorfor en teenager ikke skulle vælge at gøre det.

Igennem de tre år Rooma gik i seminar, hørte han aldrig rigtig efter, når hans lærer gav dem skriftstedslæsestykker til næste gang. »Jeg gad ikke læse det,« siger han. »Skrifterne sagde mig ikke rigtig noget.«

Men han spekulerede over, hvorfor Kirkens ledere i hans menighed og stav altid anvendte skrifterne i deres taler og undervisning. Han betragtede disse ledere. Han lagde mærke til, hvor let hans stavspræsident havde ved at citere fra skrifterne.

Så da Faaa Stav på Tahiti opdelte seminareleverne i hold, som skulle dyste i mesterskriftsteder i det sidste år af Roomas seminartid, besluttede han, at give skrifterne en chance.

Derfor begyndte hans ugentlige skriftstudier med hans mor. Hver torsdag aften studerede de sammen til klassedysten næste dag. De lærte, hvor de vigtige vers var og lærte endda mange af dem udenad.

Og så begyndte meget at ændre sig for Rooma. Hans skriftstudium styrkede hans forhold til sin mor. Han begyndte at se paralleller mellem det, som skrifterne forkyndte, og det, der sker i verden i dag. Da han bad angående det, han læste, blev han klar over, at det stammede fra Gud.

Det gjorde også, at han kunne føre sit hold til sejr i stavens store skriftstedsjagt.

I den velsignelse, som Rooma havde modtaget, erkendte han en af de lektier, som han havde lært ved at studere. »I Mosi 2:24 lærer kong Benjamin os, at når vi vælger at gøre det, som Herren beder os om, så bliver vi straks velsignet,« siger Rooma. En af de største velsignelser, som han har modtaget er, at »efter at have studeret skrifterne i år ved jeg, at Mormons Bog er sand«.

Du skal ikke fortælle mig, hvad jeg skal gøre

Ved begyndelsen af skoleåret var Vaitiare Pito end ikke medlem af Kirken. Så hvordan kunne et nyt medlem, som aldrig havde været til seminar før, hjælpe sit hold med at vinde Faaa Stavs store skriftstedsjagt?

»Det bekymrede mig ikke, at jeg var uerfaren,« siger hun. »Jeg lærte mange af de skriftsteder, da missionærerne underviste mig.«

Det meste af Vaitiares familie blev medlemmer af Kirken, da hendes far ganske uventet døde, og menighedens missionsleder tog missionærerne med hjem til Vaitiares familie. De talte om familieenighed og om at være sammen for evigt. »Det forandrede virkelig vores familie,« siger hun.

Men det ændrede ikke nødvendigvis på den 17-åriges selvstændighedstrang. »Da jeg var blevet døbt, sagde alle, at jeg skulle gå til seminar,« siger hun. »Jeg bryder mig ikke om at få at vide, hvad jeg skal, så det tog et stykke tid, før jeg tog derhen.«

Med tiden besluttede hun sig selv for at tage derhen, og hun syntes om det. Hun blev sat på samme mesterskriftstedshold som Rooma.

Til at begynde med gjorde hun ikke nogen synderlig indsats for at læse skriftstedshenvisningerne. Men da hun besluttede sig for at gøre det, opdagede hun en hel række velsignelser.

»Skrifterne har været en stor hjælp,« siger hun. »Jeg har lært meget fra skrifterne,« blandt andet betydningen af bøn, og at vor himmelske Fader besvarer disse bønner.

Hun har også erfaret, at når hun beslutter sig for at gøre noget, som fx at gå til seminar eller at studere skrifterne, så bliver det lettere, end hvis hun gør det, fordi det »forventes« at hun gør det.

Nu hvor skoleåret er forbi, er Vaitiare taknemlig for, at hun valgte at gå til seminar og studere skrifterne. »Jeg ved, at vi bliver velsignet, når vi studerer skrifterne.«

Da Rooma Terooatea (herunder) og hans klassekammerater fra seminar rejste til naboøen Moorea (til venstre) for at dyste i skriftstedsviden, betød resultatet intet – Rooma var allerede en vinder.

Da Vaitiare Pito besluttede sig for at studere skrifterne, begyndte hun at bemærke velsignelserne.