Fra missionsmarken
Ledetråden i min velsignelse
Jeg tjente i Houston Syd-missionen i Texas som spansktalende ældste. En dag var min makker og jeg ude at banke på døre for at finde nogen at undervise. Vi kom til et hjem med et stort hul i den slidte træveranda.
En ældre kvinde lukkede op og bød os indenfor. Jeg er ikke sikker på, at hun vidste, hvem vi var, og hvad vi lavede, men hun var meget høflig. Vi begyndte at fremføre den første lektion, og alt syntes at gå fint. Snart var det min tur til at fortælle om Joseph Smith og den første åbenbaring. Jeg så, at kvindens ansigtsudtryk antydede, at hun blev mere og mere forvirret. Det var helt tydeligt, at hun ikke kunne forstå det, jeg prøvede at fortælle hende.
Da jeg havde stillet flere spørgsmål angående det, vi havde talt om indtil da, og angående hvor meget af det, hun forstod, blev jeg fortvivlet over, at hun slet ikke begreb den første åbenbaring. Det havde været en lang dag, og det sidste en missionær har lyst til, er at opleve, at nogen ikke forstår det, han så gerne vil fortælle dem er sandt.
I det splitsekund jeg fornemmede, at jeg så småt var ved at blive vred, dukkede en passage fra min patriarkalske velsignelse op i mit sind. Det var et afsnit om min kommende familie, hvori jeg blev fortalt, hvordan jeg skulle undervise mine kommende børn i evangeliet. Da den sætning genlød i mit hoved, vidste jeg, at Ånden fortalte mig, at jeg skulle undervise denne ydmyge kvinde på samme måde, som jeg ville undervise et barn.
Jeg begyndte at undervise hende på en enklere og kærligere måde. Jeg forestillede mig mine egne børn sidde i stuen og kigge på mig, deres far, mens jeg fortalte dem om profeten Joseph Smith. Det var forbløffende at se forandringen i hendes ansigt. Hun løftede øjenbrynene, og hendes øjne begyndte at stråle. Hendes forvirrede udtryk forvandledes til interesse og undren. Da jeg fortalte historien om, at vor himmelske Fader og Jesus Kristus viste sig for Joseph Smith, fik hun tårer i øjnene, og de trillede ned ad hendes kinder. Ånden fyldte stuen, og min irritation blev vendt til stor glæde.
Jeg vil aldrig glemme den oplevelse. Nu kan jeg slet ikke vente med at skulle undervise mine egne børn i de samme principper en dag og opleve den glæde igen.