Min store beslutning
»Og deres børn skal døbes til deres synders forladelse, når de er otte år gamle, og modtage håndspålæggelsen« (L&P 68:27).
»Nicole, Johnsons kommer på besøg igen i aften,« sagde mor. »Har du bedt, sådan som de bad dig om?«
»Nej, ikke endnu,« svarede jeg.
Ældste og søster Johnson er et missionærægtepar i vores menighed. De er kommet til vores familieaftner for at undervise mig i missionærlektionerne.
Min familie har ikke altid gået i kirke, så der var meget, jeg ikke forstod. Nu hvor jeg nærmer mig de otte år, siger mor, at jeg skal beslutte mig for, om jeg vil døbes.
I sidste uge fortalte ældste og søster Johnson mig om, hvordan Joseph Smith bad for at finde sandheden. Så spurgte de mig, om jeg ville spørge Gud, om jeg skulle døbes.
»Læg mærke til, hvad du føler,« sagde søster Johnson. »Det er sådan, Helligånden hjælper os til at vide, hvad der er sandt.«
Jeg tænkte, at jeg måske kunne vente, indtil jeg blev 14 år, ligesom Joseph Smith var.
Til lektionen i aften stablede ældste Johnson kopper oven på hinanden og byggede et tårn. Han sagde, at hvis man ikke har en solid grundvold, så styrter hele tårnet sammen.
»Hvorfor tror du, at Kirken har sådan en solid grundvold?« spurgte han.
Jeg kunne huske lektionen fra sidste uge. »Måske fordi vor himmelske Fader fortalte Joseph Smith, hvordan han skulle genoprette den,« sagde jeg.
»Det er rigtigt,« sagde ældste Johnson. »Og vi har levende profeter og apostle, som holder den på rette vej.«
Det gav god mening. Jeg havde altid haft en god følelse indeni, når jeg hørte om præsident Thomas S. Monson.
Så stillede søster Johnson det spørgsmål, som jeg havde frygtet.
»Har du bedt om at få at vide, om du skal døbes?«
»Nej, ikke endnu,« svarede jeg.
»Vil du gerne døbes?« spurgte søster Johnson.
Jeg ville ønske, at jeg kunne svare hende, men jeg trak bare på skuldrene.
Min lillesøster tror, at jeg er bange for at blive dykket under vandet, for det er det, hun ville være bange for. Men jeg kan godt lide vand, så jeg var ikke sikker på, hvad jeg var så bekymret for.
»Er du bange for det store ansvar?« spurgte søster Johnson.
Så snart søster Johnson sagde det, vidste jeg, at hun havde ret. Mor havde sagt, at når jeg blev døbt, var jeg ansvarlig. Det betyder, at jeg er ansvarlig for de valg, jeg træffer. Jeg skal være omhyggelig med at holde Guds bud. Jeg er ikke sikker på, at jeg er parat til det ansvar. Sæt nu jeg holder op med at gå i kirke, ligesom min far gjorde?
»Når du bliver otte, er du ansvarlig for dine valg, uanset om du bliver døbt eller ej,« sagde søster Johnson. »Men når du bliver døbt og bekræftet, får du mere hjælp til at træffe gode valg. Det er, fordi du får Helligåndsgaven.«
Vi talte om nogle af de bud, jeg skulle holde. Jeg vidste allerede, at det ikke er godt at ryge eller drikke spiritus, så det lød ikke svært at holde visdomsordet.
Da Johnsons var gået, var jeg ikke længere bange for at blive døbt. Jeg ville træffe de rigtige valg og holde min himmelske Faders bud. Og jeg var glad for, at Helligånden ville hjælpe mig.
Jeg gik ind på mit værelse og knælede ved min seng. Mens jeg bad, følte jeg mig sikker på, at det var en god idé at blive døbt. Jeg ved, at den følelse var svaret på mine bønner.
Illustrationer: Craig Stapley