2011
Dit eksempel har betydning
Juni 2011


Dit eksempel har betydning

Efterlevelse af evangeliet styrker ikke blot dig, men også andre.

Elder Joseph W. Sitati

Jeg nærer stor beundring og respekt for unge mænd, som ærer Det Aronske Præstedømme. Lad mig fortælle jer om tre af dem, som stammer fra Nairobi Stav i Kenya i Afrika.

Martin bliver stærk

Da Martin fra Westlands Gren var 14, befandt han sig langt fra sit hjem i Nairobi, fordi han gik på en kostskole, hvor han var det eneste medlem af Kirken. Visse dage var der på Martins skole kun te og brød som morgenmad. Da der var 700 elever på skolen, havde ledelsen ikke midler til at sørge for særlig kost til en enkelt, så Martin drak vand til brødet.

Om søndagen skulle han gå i kirke med resten af sine skolekammerater. Der måtte han lytte til religiøse læresætninger, som til tider var fordrejede. Fra tid til anden sendte hans skolekammerater ham sære blikke, mens de mumlede om hans »sære« tro. Nogle gange var der sågar nogen, der kaldte ham djævletilbeder.

Disse udfordringer styrkede, snarere end svækkede Martin. Han blev opmuntret af månedlige besøg fra sine forældre og hyppige breve fra sin grenspræsident, som altid sendte det nyeste nummer af New Era. Når han læste i det, styrkedes hans mod til at overvinde prøvelserne.

Joseph svigter aldrig

Joseph fra Riruta Menighed er lærer i Det Aronske Præstedømme. Han forbliver tro mod evangeliet, selv om han er det eneste medlem af Kirken på en stor skole, hvor mange af hans jævnaldrende tager stoffer og dyrker andre onder. Joseph går aldrig glip af et kirkemøde. Han kommer altid tidligt, og han er ren og rede til at tjene i de opgaver, som hans kvorumspræsident og biskop tildeler ham. Han hjælper med at forberede nadveren næsten hver eneste søndag.

Humphrey poster sine opgaver

Humphrey fra Upper Hill Menighed er også lærer. Han blev døbt som medlem af Kirken for bare to år siden. Ligesom Martin går Humphrey i øjeblikket på kostskole. En af grundene til, at hans tro er vokset så meget, siden han blev medlem af Kirken, er at han modtager alle sine seminaropgaver med posten, udfører dem og sender dem tilbage til sin seminarlærer.

Når kostskolen lukker, må Humphrey typisk gå i 45 minutter hver søndag for at få kørelejlighed til Kirken. Ikke desto mindre er han altid tidligt fremme og klar til at passe sine opgaver.

Hver gang Humphrey bliver bedt om at holde tale, forbereder han sig altid omhyggeligt. Det er klart for enhver, der lytter til ham, at han har gjort sig anstrengelser med at forberede sig.

Efterlevelse af standarderne

I dag er de moralske standarder i forfald i det meste af verden. Unge, der ønsker at holde sig til noget godt og prisværdigt, ved ofte ikke, hvor de skal finde det. Læreanstalterne har antaget den vranglære, at moralske standarder defineres af den enkelte og varierer med tiden.

Når du efterlever din tros standarder, kan du hjælpe dine jævnaldrende til at se den sikkerhed, tryghed, fred og glæde, som udspringer af evangeliet. Dit eksempel kan være medvirkende til, at andre bliver modtagelige over for det gengivne evangeliums lærdomme. Pligt mod Gud for de unge mænds vedkommende og Personlig fremgang for de unge piger kan hjælpe dig med at komme Gud nærmere og vinde både voksnes og jævnaldrendes tillid.

Det største eksempel

Hvad enten du er en ung mand eller ung pige, kan du ære præstedømmet, når du lever dit liv på en måde, som viser dine jævnaldrende og andre omkring dig, at du virkelig følger Frelseren. Frelserens liv som ung mand er et vidunderligt eksempel for dig. Blot 12 år gammel blev han draget mod sin himmelske Faders værk, selv om han ærede sine jordiske forældre. Skrifterne fortæller os, at han underviste andre i templet. Han forbløffede ældre, lærde mennesker med sin indsigt i lærdommene (se Luk 2:42-52). Frelseren viste, at man som 12-årig ikke er for ung til at begynde at forstå evangeliets dybere lære, hvis man er værdig til at have Ånden med sig.

Skrifterne rummer flere andre forbilleder i form af unge, som var tapre i deres tro: Josef, Jakobs søn, Daniel, Nefi og andre. Desuden kan vi se på de nutidige apostle og profeter, hvis vi vil have eksempler fra vores egen tid.

Gengivelsen af Det Aronske Præstedømme er et bevis på, at vor himmelske Fader har tillid til Kirkens unge mænd og unge piger. Han forventer, at I unge mænd anvender præstedømmet til at velsigne hans børn, både unge og gamle. Det gør I ved at forkynde evangeliet, døbe, administrere nadveren, hjælpe de syge og nødlidende, besøge hjem og styrke familierne og tjene i de opgaver, som I får af jeres biskop eller grenspræsident. Gennem jeres tjeneste i Det Aronske Præstedømme kan folk fornemme den kærlighed, som vor himmelske Fader har til dem. På samme måde kan I unge piger følge Frelserens eksempel ved at leve værdigt, så I kan komme i templet, tjene dem omkring jer, sørge for de nødlidende og udvikle jeres styrker og talenter.

I mange af Kirkens enheder har jeg set unge mænd, som passer deres præstedømmepligter med ærbødighed og værdighed. Jeg har også set unge piger tjene af hele deres hjerte og sjæl. En sådan tjeneste og måden, hvorpå den gives, styrker jeres tro på Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus. Det kan også styrke troen hos dem, I tjener.

Joseph

Martin

Humphrey

Til venstre: Fotoillustration: Matthew Reier; andre fotografier venligst udlånt af ældste Sitati