2011
Hvordan kan jeg vide, om mine prøvelser skal hjælpe mig til at blive et bedre menneske, eller om de er vor himmelske Faders måde at advare mig om, at jeg er på vildspor?
Juni 2011


Spørgsmål og svar

»Hvordan kan jeg vide, om mine prøvelser skal hjælpe mig til at blive et bedre menneske, eller om de er vor himmelske Faders måde at advare mig om, at jeg er på vildspor?«

Prøvelser kan hjælpe dig med at blive bedre – uanset hvad årsagen til dem er – hvis du bruger dem til at udvikle dig åndeligt.

Din samvittighed vil fortælle dig, om du er på afveje. Hvis du har det skidt med noget, du har gjort, så bed din himmelske Fader om tilgivelse. Prøv at rette op på de problemer, du har skabt. Du kan også søge råd hos dine forældre og præstedømmeledere. De skridt kan hjælpe dig til at få det bedre med dig selv og få dig på rette vej.

Prøvelser, som ikke er en følge af synd, kan også hjælpe dig med at blive bedre. Den type prøvelser kan sætte din tro eller tålmodighed på prøve eller lære dig noget om dig selv. Du kan vende disse prøvelser til vækst ved at spørge dig selv, hvad du kan lære af dem, og hvad du kan gøre bedre.

Din tro kan styrkes i trængslerne, hvis du beder din himmelske Fader om hjælp. Du kan, ligesom Frelseren gjorde, da han led, bede »mere indtrængende« (se Luk 22:44). Vor himmelske Fader kan enten fjerne prøvelsen, eller også kan han styrke dig, så du kan udholde den (se Mosi 24:14-15).

Venner og familie kan hjælpe

En af de måder, hvorpå min himmelske Fader advarer mig om, at jeg er på afveje, er at inspirere venner eller familie til at bære deres vidnesbyrd for mig eller fortælle om en personlig oplevelse. Hvis jeg føler skyld eller et ønske om at ændre mig, mens du taler, så ved jeg, at jeg skal omvende mig og foretage ændringer i mit liv.

Luis S., 17 år, Florida i USA

Ransag dit hjerte

Ransag dit hjerte for at finde ud af, om det, du gør, virkelig er noget, som vor himmelske Fader ønsker, at du skal gøre. Vi har Helligånden, som kan lære os at skelne mellem godt og ondt. Hvis du beder om Guds hjælp, vil Helligånden vise dig, hvad du skal gøre. Uanset om prøvelsen er læring eller advarsel, så tjener den samme formål. Nemlig at hjælpe dig med at udvikles og blive fuldkommengjort i Kristus, hvis du tackler den i tro og tillid til Herren.

Emily B., 18 år, Californien i USA

Herren trøster dig

Vor himmelske Fader har tænkt, at alle prøvelser skal være styrkende erfaringer og forme os til bedre mennesker. Det hele afhænger af, hvordan man tackler dem. Jeg ved, at nogle prøvelser synes overvældende at komme igennem, men de velsigner os med tiden, hvis vi udøver tro. Jeg stræber efter altid at huske det, som Herren har sagt os: »Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer« (Joh 14:18). Med den viden kan du overvinde enhver trængsel, du møder, og den vil gøre dig stærkere. Hvis du fornemmer, at vor himmelske Fader advarer dig om, at du er på vej ud på vildspor, så udvis tro og lyt til Åndens tilskyndelser, så du kan holde fast i jernstangen. Han elsker dig og ønsker, at du altid skal være det bedste, du kan være, mens han hjælper dig videre.

Olivia B., 18 år, Minnesota i USA

Tænk over det

Jeg mener, at den bedste måde at finde mening i prøvelserne på er ved at faste og bede oprigtigt. Og prøv også at tænke over det. Hvis du overvinder prøvelsen, bliver du så et bedre menneske, eller forbliver du uforandret? Hvis du mener, at det vil gøre dig bedre og lykkeligere at overvinde prøvelsen, så er du på rette vej.

Ammon K., 16 år, Utah i USA

Prøvelser kan advare os

Jeg tror, at alle prøvelser skal gøre os stærkere, selv om det til tider ikke ser sådan ud. Da jeg var 14 år, blev jeg syg og måtte holde fri fra skole i otte måneder, hvor jeg så læste derhjemme. Denne prøvelse gjorde mig til et bedre og stærkere menneske. Det hjalp mig med at værdsætte det, jeg har. Nogle gange kan prøvelser få os til at overveje, hvor vi står her i livet, så de kan være en god alarmklokke.

Jennifer P., 17 år, North Island i New Zealand

Bliv på stien

Vi bør læse i skrifterne og bede dagligt, og hvis vi gør det og er i harmoni med Helligånden, vil Gud fortælle os, hvilke valg vi skal træffe, og hvad vi skal afholde os fra. Hvis du ikke mener, at den vej, du vandrer på, er den, som vor himmelske Fader ville vælge til dig, så vend om. Hold dig altid på din lige og snævre sti.

Elizabeth P., 15 år, Pennsylvania i USA

Bed om at lære af prøvelsen

Vor himmelske Fader giver os prøvelser gennem hele vores liv, og de skal styrke os i hans evangelium og i vores tro. Hvis vi følger en forkert vej, er det konsekvenserne af de dårlige valg, vi har truffet. Bed altid om, at Gud vil styrke dig og hjælpe dig med at se det gode, som du kan lære af prøvelsen. Jeg har et stærkt vidnesbyrd om, at de prøvelser, som vor himmelske Fader lader falde på vores vej, opbygger os, styrker vores vidnesbyrd, hjælper os med at lære ikke at falde igen eller hjælper andre gennem vores erfaringer.

Ruddy R., 17 år, Guayas i Ecuador

Vær tålmodig

Hvis trængslerne er en konsekvens af at bryde et bud, er det sikkert en advarsel. Men hvis de er helt uden for din kontrol, kan de være en hjælp til udvikling. Jeg ville bede og spørge vor himmelske Fader, om der er noget, du skal ændre på eller lære af denne oplevelse, og hvis det er tilfældet, at han så vil lade dig vide, hvad det er. Bed om hjælp og trøst. Og vær tålmodig; svaret er måske allerede på vej.

Michaela P., 17 år, Idaho i USA