Han bar mine sorger

Jane Bleak

»Han har visselig båret vor lidelse og båret vore sorger« (Mosi 14:4).

Jeg glemmer aldrig sommeren og efteråret 2009. Den 9. juni døde min far efter at have døjet med demens i mere end 10 år. Den 25. juni døde vores 22-årige søn uventet, og mindre end en måned senere døde min fætter også. Den 13. august gennemgik min 82-årige mor en hjerteoperation og begyndte på en langvarig rekonvalescens. Den 18. oktober døde min 41-årige bror. Den 31. oktober fik min mand et voldsomt hjerteanfald og var død i otte minutter. Brandvæsenet, paramedicinere og en præstedømmevelsignelse førte ham tilbage til os.

Folk spurgte ofte, hvordan vi tacklede alle de hændelser. Mit gentagne svar var, at vi søgte Frelseren, og han tog sig af os. Han svigtede os ikke i vore trængsler. Jeg følte mig betjent og båret af himlens kræfter. Han har sandelig »båret [mine] sorger« (Mosi 14:4).

Vi modtog også trøst fra familie, venner og medlemmer af vores menighed og stav. De tog sig kærligt af os på så mange måder. Vores 13-årige barnebarn, Krystal, skrev et brev til os, efter vores søn Michaels død. Hun mindede os om, at vi ikke er alene, da hun skrev: »Gud bærer jer.« Hendes brev mindede mig om et skriftsted i Lære og Pagter 84:88: »… jeg vil drage foran jeres ansigt. Jeg vil være ved jeres højre hånd og ved jeres venstre, og min Ånd skal være i jeres hjerte og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer.«

Jeg fandt styrke ved at læse en tale af ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum. Talen hedder »Stol på Herren«. Han sagde: »Netop som alt synes at gå godt, dukker udfordringer ofte op i hobetal på én gang. Når disse prøvelser ikke skyldes ulydighed, er det et tegn på, at Herren mener, at man er parat til at udvikle sig lidt mere (se Ordsp 3:11-12). Derfor giver han dig oplevelser, der fremmer vækst, forståelse og medfølelse, hvilket vil være dig til evig gavn. At få én til at flytte sig derfra, hvor vedkommende er nu, og dertil, hvor Herren ønsker det, kræver en stor indsats, og det medfører ofte ubehag og smerte« (»Stol på Herren«, Stjernen, jan. 1996, s. 16-17).

Han sagde, at spørgsmål såsom »Hvorfor skal det overgå mig?« eller »Hvorfor skal jeg lide sådan nu?« fører os ind i blindgyder. I stedet foreslår ældste Scott, at vi stiller spørgsmål som: »Hvad skal jeg lære af denne oplevelse?« »Hvem skal jeg hjælpe?« og »Hvordan kan jeg huske mine mange velsignelser i svære tider?«

Jeg har modstået fristelsen til at spørge »Hvorfor?« I stedet har jeg bedt min himmelske Fader om vejledning i mine trængsler. Han har velsignet mig med håb for fremtiden, hjulpet mig med at hele mit tyngede hjerte, skærpet min opmærksomhed på alt det gode omkring mig, givet mig muligheder for at tjene, øget min barmhjertighed og styrket min kærlighed til familie og venner.

Og gennem det hele har jeg opnået et vidnesbyrd om, at vores udfordring går på at underkaste vores vilje til vor himmelske Fader, for kun da kan vi personligt blive lutret og slebet på den måde, som han specifikt har udtænkt for enhver af os.

Sorgbearbejdning

Vi er ikke ladt alene i vores sorg, fordi Jesus Kristus – »en lidelsernes mand, kendt med sygdom« (Es 53:3) – har båret vore sorger som en del af forsoningen.
Vi kan modstå fristelsen til at spørge »Hvorfor?« I stedet kan vi bede Herren om vejledning.
Vi kan tage imod udfordringen om at underkaste vores vilje under Faderens.

I Getsemane have viste Jesus Kristus et enestående eksempel på tillid, da han bedende sagde til sin Fader, »hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi.« Men derefter sagde han: »Dog, ikke som jeg vil, men som du vil« (se Matt 26:39).

Kristus i Getsemane have, af Heinrich Hofmann, gengivet med tilladelse fra C. Harrison Conroy Co.