Jeg ville så inderligt gerne holde op
Sådan overvinder jeg min afhængighed af pornografi.
Min kamp med pornografi begyndte i min ungdom, da andre præsenterede mig for upassende materialer og adfærd. Evangeliet udgjorde ikke nogen stor del af mit liv dengang. Selv om min familie var kommet i Kirken, da jeg var i primaryalderen, var vi holdt op med at komme, da jeg var 13 eller 14 år. Derfor spillede evangeliets lærdomme ikke nogen videre rolle i mine beslutningsprocesser.
Det faldt mig aldrig ind at fortælle mine forældre, hvad naboer og såkaldte venner præsenterede mig for. Jeg var for flov til at fortælle, hvad jeg havde set og oplevet. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle tackle det. I de følgende årtier forblev min afhængighed af pornografi min private hemmelighed.
Evangeliets indflydelse
Kort før jeg afsluttede skolen, skete der tilsyneladende et mindre mirakel, en begivenhed, som kom til at føre mit liv i en anden retning. Trods den store afstand mellem mine handlinger og evangeliets standarder fulgte jeg en søndag morgen en stærk tilskyndelse til at gå i kirke og betale tiende. Da jeg kom hen til kirkebygningen, spurgte jeg efter folk, som jeg kendte. Et af de navne, som jeg nævnte, var den Unge Mænds præsident, som jeg havde haft, da jeg var diakon, sidste gang jeg havde været i Kirken. Han tjente nu som menighedens biskop.
Denne gode biskop medvirkede til at føre mig tilbage til Kirken. Jeg bekendte mine synder, og han hjalp mig med at udarbejde en handlingsplan. Igennem de næste mange måneder omvendte jeg mig. Jeg fik flere embeder i præstedømmet. Jeg fik en kaldelse. Jeg klarede mig faktisk så godt, at jeg blev kaldet på mission, og jeg havde nu en periode på flere år, hvor min afhængighed var under kontrol.
Fanget i nettet
Da jeg vendte hjem fra min mission, kæmpede jeg ikke længere imod pornografien, for jeg havde simpelthen ikke adgang til den. Det ændrede sig sidst i 1990’erne, da internettet vandt frem. Jeg faldt ved et tilfælde over nogle pornografiske billeder på nettet, og jeg vendte tilbage til pornografiske hjemmesider igen og igen gennem de følgende måneder. Nettet havde fanget mig.
Jeg ville så gerne bede en eller anden om hjælp, men jeg var ikke sikker på hvem – eller hvordan. Hvordan skulle jeg kunne tale med mine forældre om det? Hvordan skulle jeg kunne fortælle min biskop, at selv om jeg havde gjort så store fremskridt, kunne jeg ikke afholde mig fra denne umoralske adfærd. Jeg ville så gerne holde op, men jeg skammede mig for meget over min svaghed til at betro mig til nogen, så jeg holdt min afhængighed for mig selv.
Jeg sagde det ikke engang til min hustru, som jeg var blevet gift med i 2000. Jeg ville fortælle hende om min kamp, mens vi datede, men jeg var så bange for, at hun ville se ned på mig, eller værre endnu, nægte at gifte sig med mig. Så jeg løj. Og det blev jeg ved med i løbet af vores ægteskab. Jeg blev snu for at undgå at blive opdaget. Jeg gemte billeder på min computer. Når min hustru spurgte mig om bestemte internetlinks, lod jeg, som om jeg ikke anede, hvad hun talte om. Sådan er det med afhængighed, det skaber store løgnere. Jeg vidste, at det drev en kile ind i vores ægteskab og voldte hende stor smerte, men jeg ville ikke erkende, at jeg havde et problem. Det, der betød mest for mig, var ikke min adfærd, men folks opfattelse af mig.
Mit dobbeltliv – og det medfølgende tab af Ånden – gjorde mig sårbar over for endnu alvorligere synder, som blandt andet utroskab. Min hustru havde en stærk fornemmelse af, at der var noget galt, og det sagde hun til mig. Med dyb anger indrømmede jeg, hvad jeg havde gjort.
På det tidspunkt var jeg allerlængst nede, og der indså jeg, at jeg måtte ændre mig. Der sad jeg over for den kvinde, som jeg elskede. Hun elskede mig. Og jeg havde forrådt hende. Jeg besluttede mig for at gøre alt, hvad der skulle til for at redde vores forhold og vores familie.
Vejen tilbage
Jeg begyndte at mødes regelmæssigt med min biskop for at arbejde mig gennem omvendelsesprocessen og kirkedisciplinen. Han anbefalede, at jeg deltog i en støttegruppe for afhængige, som blev tilbudt gennem SDH-familietjeneste. Jeg havde aldrig hørt om det program. Jeg fandt ud af, at gruppen afholdt gratis, fortrolige møder, som byggede på de 12 skridt fra Anonyme Alkoholikere, som var blevet tilpasset, så de passede ind i Kirkens lære og principper.
Jeg må indrømme, at jeg under de første par møder, tænkte: »Jeg har da ikke brug for at være her. Jeg har faktisk ikke noget problem med pornografi. Jeg kan da når som helst stoppe.« Det passede selvfølgelig ikke.
På min biskops opfordring fortsatte jeg med møderne. Min stolthed begyndte at smelte bort, og jeg begyndte at arbejde med programmets skridt: Ærlighed, håb, tillid til Gud, bekendelse, sindelagsændring, ydmyghed, stræben efter tilgivelse, genoprettelse og forsoning, daglig ansvarlighed, personlig åbenbaring og tjeneste. For første gang i lang tid levede jeg et »sobert« liv uden pornografi. Jeg er ikke helt »ovre« det, men jeg er blevet præsenteret for en ny grad af frihed. Den kom, fordi jeg, da jeg deltog i de 12 skridt, fik en forståelse af, hvad der lå bag min afhængighed.
Jeg erfarede, at de fleste mennesker, som kæmper mod afhængighed, har søgt en form for »selvmedicinering« for at udfylde den tomhed, som de føler i livet. Smerte, sorg, ensomhed, frygt eller andre former for ubehagelighed kan virke som udløsende faktorer, som kan lokke folk til at anvende denne selvmedicinering, der får dem til at føle sig bedre tilpas. Nogle mennesker anvender receptpligtig medicin. Andre tager ulovlige stoffer. Andre tyer til spiritus. For mig var det pornografien, der gav mig det korte, kunstige »fix«, som jeg troede, at jeg havde brug for.
En ting var at vide, hvad der udløste min afhængighed. Noget andet var at undgå de omgivelser, som understøttede min afhængighed. Det kræver, at man er på vagt døgnet rundt, syv dage om ugen, resten af livet. Jeg kan ikke gå på nettet bare for at »surfe«. Hvis jeg er alene, går jeg faktisk slet ikke på nettet. Jeg kan ikke kigge på en reklame og tillade visse tanker. Vi har ikke kabel-tv i vores hjem. Når jeg tager på arbejde, undgår jeg bestemte veje, fordi jeg ved, at der er plakater langs vejen, som kan udløse upassende tanker. Hvis jeg falder i, og min tanker begynder at vandre, henvender jeg mig til min hustru, min biskop og til Herren i bøn for at opnå styrke.
Min afhængighed påvirker de mindste detaljer i mit liv, men det er umagen værd at beskytte sig. Jeg kan ikke være skødesløs med disse forsvarsværker, for jeg ved, hvad min afhængighed kan gøre ved mig og dem, jeg elsker.
Tillid til Guddommen
Det er dog ikke blot et spørgsmål om at undgå det dårlige. Jeg må også konstant gøre en bevidst indsats for at søge det gode. Flere af de 12 skridt har hjulpet mig med det ved at føre mig nærmere Gud.
Hver eneste morgen, når jeg vågner, knæler jeg ned og takker min himmelske Fader for at have givet mig mulighed for at omvende mig fra mine synder og komme til ham takket være hans Søns, Jesu Kristi, forsoning. Jeg beder ham om at fortælle mig, hvad han ønsker, så jeg kan gøre det. Jeg beder ham om at føre mig væk fra fristelse. Jeg beder, som om jeg er afhængig af min himmelske Fader hvert eneste minut i døgnet – for det er jeg – og jeg har den bøn i hjertet gennem hele dagen. Jeg beder igen hver aften. Jeg bruger også dagligt tid på studium af skrifterne, så jeg kan koncentrere min tanker om det dydige. Hvis jeg ikke gør det til en vane, har jeg ikke Ånden med mig. Og på egen hånd er jeg ikke stærk nok til at modstå fristelse.
I lang troede jeg, at jeg kunne overvinde min adfærd, når som helst jeg havde lyst udelukkende ved min egen viljestyrke. Men det slog frygteligt fejl. Efter en tid blev jeg træt af at klare det på egen hånd, især fordi »min egen hånd« slog fejl. Jeg indså, at jeg ikke kunne gøre det, som jeg skulle gøre, uden Herrens hjælp. Eter 12:27 hjalp mig til at forstå det bedre. Herren fortalte Moroni: »Min nåde er tilstrækkelig for alle mennesker, som ydmyger sig for mig; for hvis de ydmyger sig for mig og har tro på mig, så vil jeg gøre det svage stærkt for dem.«
Da jeg søgte ham og stadig gjorde alt, hvad jeg kunne (se 2 Ne 25:23), indså jeg, at jeg kunne klare det meget bedre og blive meget mere med hans hjælp, end jeg nogensinde kan gøre mig håb om ved udelukkende at forlade mig på min egen styrke (se Alma 7:14).
I dag virker min hustru og jeg som hjælpere ved støttegruppens møder. Hun har lært – og hjælper andre med at forstå – at forsoningen ikke kun er for dem, der arbejder på at overvinde en afhængighed, men også dem, der uforskyldt er blevet påvirket af denne afhængighed. Hvis vi søger Frelseren, kan hans nåde virke i vores liv.
Jeg kan vidne over for dem, der kæmper med afhængighed, og for dem, de elsker, om at der virkelig er håb. Der er altid håb i Jesu Kristi evangelium.
Håb i Frelseren
Jeg er Jesus Kristus dybt taknemlig, fordi han bogstaveligt talt har frelst mig fra syndens lænker. Afhængighed er som at være holdt tilbage af lænker, som »binder menneskenes børn, så de som fanger bliver ført bort ned i elendighedens og jammerens evige kløft« (2 Ne 1:13). Da jeg indså, at jeg havde problemer, vidste jeg ikke, hvem jeg skulle gå til. Jeg var desperat, fordi jeg ikke kunne frigøre mig selv fra min knibe. Men Herren kunne befri mig. Da jeg henvendte mig til ham, stod han klar til at hjælpe mig.
Jeg kan forholde mig til Ammons ord: »Ja, jeg ved, at jeg intet er; hvad min egen styrke angår, er jeg svag; derfor vil jeg ikke prale af mig selv, men jeg vil prale af min Gud, for med hans styrke kan jeg gøre alt« (Alma 26:12). Jeg ved, at Gud kan hjælpe os med at udrette alt, også at overvinde afhængighedens lænker.