Præsident Monson vil tale med dig

George Sharkey, Skotland

For omkring 15 år siden fik jeg stillet diagnosen Parkinson. Fire år senere blev mit helbred stedse dårligere, og jeg sad i kørestol. Jeg var fortvivlet over min tilstand, for jeg havde altid været meget aktiv.

På det tidspunkt overværede jeg en konference i Dundee i Skotland, hvor præsident Thomas S. Monson, som da var rådgiver i Det Første Præsidentskab, var til stede. Efter mødet kom et medlem hen til mig.

»Bror Sharkey?«

»Ja?«

»Kom op foran til præsident Monson.«

Det havde jeg ingen intention om at gøre, men kort efter vendte han tilbage.

»Bror Sharkey,« sagde han, »præsident Monson venter på dig.«

»Men han kender mig ikke,« svarede jeg.

»Næ, men han venter altså på dig. Han har hørt om din sygdom.«

Jeg fulgte så efter ham op til præsident Monson. Han hilste hjerteligt på mig og spurgte, om jeg ville have en præstedømmevelsignelse. Det sagde jeg, at jeg gerne ville.

Vi fandt et lokale, og præsident Monson spurgte, hvem jeg ville have til at salve mig. Jeg spurgte, om de kunne hente min biskop. Mens en eller anden gik ud efter ham, sagde en af præsident Monsons rejseledsagere, at hvis de ikke snart tog af sted, ville de ikke kunne nå til lufthavnen i Edinburgh i tide.

Præsident Monson smilede og svarede, med henvisning til sig selv og mig: »Når man er i vores alder, lærer man at prioritere. Vi skal nok nå det.«

Da min biskop kom, velsignede han og præsident Monson mig. Den velsignelse, som præsident Monson gav mig, var ikke en helbredende velsignelse. Den talte om at tackle min tilstand og de medfølgende lidelser. Det var også en velsignelse for min familie, om at de måtte være i stand til at hjælpe mig med at tackle sygdommen.

I dag, ti år senere, har jeg stadig Parkinson, men jeg klarer mig godt af en 74-årig at være. Jeg har bestemt lært at tackle min sygdom. Jeg har det godt, og jeg har ikke anvendt kørestol siden den dag, hvor jeg modtog velsignelsen. Min læge kalder mig for sin »stjernepatient«.

Jeg vil altid være præsident Monson taknemlig, fordi han så venligt talte med og velsignede en mand, som han ikke kendte. Men jeg er også taknemlig for det, han lærte mig om at bruge præstedømmet.

Vi besidder forskellige nøgler og embeder i Kirken, men vi bærer det samme præstedømme. Præsident Monsons venlige handling lærte mig, at præstedømmet ikke handler om, hvem der bærer det, men om hvordan vi anvender det til at velsigne vor himmelske Faders børn.

Præsident Monson hilste hjerteligt på mig og spurgte, om jeg ville have en præstedømmevelsignelse.